Opdag Centralanatolien: Underjordiske byer, kirker og drømmelandskaber

Göreme Open-Air Museum ligger i hjertet af Kappadokien og samler en klynge af klippekirker og klostre hugget ind i blød vulkansk tuf. De byzantinske fresker, der dækker deres vægge og lofter, har overlevet i århundreder i bemærkelsesværdig god stand. Når du går gennem stedet, bevæger du dig fra kapel til kapel, hver dekoreret med scener fra kristenlivet malet af munke, der engang boede og bad i disse huler.

Feernes skorstene i Paşabağ er blandt de mest genkendelige klippeformationer i Kappadokien. Høje søjler af blød vulkansk sten rejser sig fra jorden, og nogle af dem bærer to eller endda tre stablede hætter ovenpå. Denne form kommer fra århundreders vind og regn, der har slidt den blødere sten væk, mens hårdere sten ovenover har holdt stand. At gå gennem Paşabağ føles som at træde ind i et landskab, der ikke helt følger geologiens normale regler.

Devrent-dalen ligger i Kappadokien og er kendt for sine klippeformationer formet af vind og regn gennem tusinder af år. De eroderede stentårn ligner dyr eller figurer frosset på stedet, og derfor prøver besøgende ofte at få øje på velkendte former, når de går igennem. Jorden er bleg og åben, uden udhuggede kirker eller underjordiske rum. Det er et af de få steder i regionen, hvor naturen alene har gjort alt arbejdet.

Uçhisar Slot rejser sig over resten af Kappadokien som en enorm klippe udhugget med gallerier og tunneler på hvert niveau. Fra toppen kan du se ud over dale, klippeformationer og landsbyer, der strækker sig i alle retninger. Folk boede og søgte ly her i århundreder og brugte klippen som både hjem og fæstning. At gå gennem dens gange giver en virkelig fornemmelse af, hvordan samfund i denne region tilpassede sig landskabet omkring dem.

Kærlighedens Dal ligger nær Göreme og er en af de mest besøgte dale i Kappadokien. Høje, smalle klippeformationer rejser sig fra jorden, formet af århundreders vind- og vanderosion. Stien gennem dalen er flad og let at gå, hvilket tiltrækker besøgende i alle aldre. Stenen skifter fra okker til lyserød alt efter lyset.

Den Røde Dal og Rosen Dal er to forbundne dale i Kappadokien, som du kan udforske til fods. Stien snor sig gennem klippeformationer skabt af erosion og passerer gamle hulekirker og huleboliger hugget ind i stenen. Klippen skifter mellem dyb rød og blød pink alt efter lyset, og sidst på eftermiddagen er farverne mest levende. Stien er farbar for de fleste vandrere og giver et nært kig på det landskab, der kendetegner denne del af det centrale Anatolien.

Derinkuyu er en underjordisk by hugget ind i den vulkanske klippe i Kappadokien. Når du går ned gennem dens niveauer, passerer du rum, der blev brugt til at sove, opbevare mad og samles til gudstjeneste, alle forbundet af smalle korridorer og ventilationsskakter, der holdt luften i bevægelse. De mennesker, der gravede denne by, byggede en selvstændig verden under overfladen, i stand til at huse hele samfund i lange perioder.

Ihlara-dalen er en dyb kløft, som floden Melendiz har skåret i vulkansk klippe. Dens stejle vægge er spækket med snesevis af hulekirker bygget i den byzantinske periode. Når du går langs floden i bunden, kan du se fresker malet direkte på klippen, og du får en stærk fornemmelse af, hvordan folk engang levede og tilbad i denne skjulte stenkorridor.

Selime Kloster er et stort klosterkompleks hugget direkte ind i klippen ved enden af Ihlara-dalen. Dets rum, kirker og korridorer blev skåret ind i den vulkanske tuf, hvilket giver en fornemmelse af, hvordan munke levede her for århundreder siden. Fra toppen får man en vid udsigt over dalen og det omkringliggende vulkanske terræn.

Ürgüp er en by i hjertet af Kappadokien, i provinsen Nevşehir. Dens gamle centrum består af stenhus hugget ind i klippen eller bygget op ad den. Vingårde og klippeformationer skabt af erosion omgiver byen på alle sider. De smalle gader er kantet med gamle karavanserajer og huse bygget af gul tuf. Ürgüp fungerer som en naturlig base for at besøge Kappadokiens dale og underjordiske byer.

Avanos ligger ved bredden af floden Kızılırmak og har været et centrum for pottemageri i århundreder. Det rødlige ler fra floden formes stadig af lokale håndværkere, hvis værksteder ligger langs gaderne i den gamle bydel. Besøgende kan se pottemagere ved drejeskiven eller selv prøve at forme leret. Byen bevæger sig i et langsommere tempo end andre steder i regionen, hvilket giver den en mere hverdagsagtig følelse.

Mustafapaşa er en tidligere græsk landsby nær Ürgüp, i hjertet af Kappadokien. Stenhuse og kirker, der er tilbage her, stammer fra en tid, hvor græsktalende kristne og tyrkiske muslimer boede side om side. Når man går gennem de smalle gader, lægger man mærke til udskårne facader, gamle buegange og kirkebygninger, der nu tjener som pensionater eller bare står tomme. Landsbyen ser langt færre besøgende end Göreme eller Ürgüp, og det giver den en langsommere og mere åben følelse.

Soğanlı-dalen ligger i provinsen Kayseri og er et af de roligere hjørner af Kappadokien. Dets klippevægge er fyldt med kirker hugget direkte ind i stenen, og mange af dem rummer stadig byzantinske fresker malet for århundreder siden. Lige så iøjnefaldende er duehusene skåret ind i klipperne, en tradition der går langt tilbage, da lokale brugte duemøg til at gøde deres marker. Dalen får færre besøgende end Göreme, hvilket giver den et mere hverdagsagtigt præg.

Ballonflyvningen over Kappadokien letter tidligt om morgenen og giver en udsigt over dalen, som er svær at få på anden vis. Ovenfra kan du se klippetårnene, tufkeglerne og huleboligerne hugget ind i stenen nedenfor dig. Landskabet ligner et reliefkort formet gennem tusinder af år. Mange rejsende siger, at denne flyvning er det øjeblik, hvor Kappadokien endelig gav mening for dem.

Anıtkabir er mausoleet for Mustafa Kemal Atatürk, grundlæggeren af den tyrkiske republik. Det ligger på en bakke i Ankara og nås ad en lang stenallé kantet med løvestatuer. Besøgende kommer fra hele landet for at vise respekt. Bygningen er lavet af lys sten og virker åben mod himlen. Et museum på stedet viser personlige genstande og dokumenter fra Atatürks liv.

Museum for anatolske civilisationer i Ankara samler genstande fra hittitisk, frygisk, urartisk og neolittisk tid. En vandring gennem dets sale giver en klar fornemmelse af, hvordan de folk, der formede det centrale Anatolien, levede, byggede og satte deres præg på regionen. Det er et naturligt udgangspunkt for enhver, der udforsker de steder, der er samlet i denne samling.

Ankara Citadel ligger på en klippet bakke midt i byen og er et af de ældste beboede steder i regionen. Inden for dens byzantinske og seldsjukkiske mure snor smalle stræder sig mellem gamle stenhus og små værksteder. Fra toppen kan du se ud over det moderne Ankara, hvilket gør kontrasten mellem den gamle fæstning og byen i dag let at mærke.

Hacı Bayram-moskeen og Augustus-templet ligger side om side i hjertet af Ankara. Moskeen blev bygget i 1400-tallet og er dedikeret til en af byens ærede muslimske helgener. Lige ved siden af rejser resterne af et romersk tempel fra 2. århundrede f.Kr., med en latinsk indskrift stadig synlig på væggene, der lister kejser Augustus' bedrifter. Folk kommer her for at bede, men også bare for at se dette usædvanlige sted, hvor to meget forskellige epoker eksisterer direkte ved siden af hinanden.

Gordion var engang hovedstad i det frygiske rige og ligger nær den moderne by Polatlı. Navnet på denne by er tæt knyttet til to berømte legender: Kong Midas, som siges at have forvandlet alt, han rørte ved, til guld, og den gordiske knude, som Alexander den Store efter sigende huggede igennem med et enkelt sværdhug. I dag kan besøgende gå mellem gravhøje og ruiner, der fortæller om den frygiske civilisations magt, en af de gamle kulturer, der formede det centrale Anatolien længe før romertiden.

Midas' gravhøj i Gordion rejser sig omkring 53 meter (174 fod) over den flade anatolske slette og kan ses på lang afstand. Indeni findes et trægravkammer fra omkring 740 f.Kr. Da arkæologerne åbnede det, fandt de møbler, bronzekar og genstande, der tilhørte en frygisk hersker. Om kong Midas selv blev begravet her, er stadig usikkert, men højen er en del af det kongelige gravsted i Gordion, det gamle hovedstad i det frygiske rige.

Mevlana-museet i Konya er mausoleet for Jalal ad-Din Rumi, digteren og mystikeren, der grundlagde Mevlevi-ordenen i 1200-tallet. Dens turkisblå kuppel hæver sig over de omkringliggende gader og er let at få øje på fra afstand. Indenfor finder du Rumis grav, sammen med gamle manuskripter, musikinstrumenter og tøj båret af de hvirvlende dervisher. For mange besøgende er dette et pilgrimssted. For andre er det blot et sted at stoppe op og tænke over en lang åndelig tradition.

Alaeddin-moskeen ligger på en bakke i centrum af Konya og er en af byens ældste seldsjukiske bygninger. Den blev opført, da Konya var hovedstad i Rum-sultanatet, en periode hvor byen var blandt de vigtigste i hele Anatolien. Indeni bærer gamle søjler og udskåret træ præg af den tid, hvilket gør denne moske til et af de tydeligste spor af seldsjukisk styre i regionen.

Karatay Madrasa er en gammel seldsjukisk skole, der nu fungerer som museum i centrum af Konya. Indeni dækker blå og sorte fliser med geometriske mønstre kuplen og væggene. Lys kommer ind gennem en åbning i toppen af kuplen og falder direkte ned på fliserne nedenunder. Bygningen stammer fra 1200-tallet og giver et klart indtryk af, hvordan seldsjukiske håndværkere arbejdede med keramiske overflader.

Çatalhöyük er en af de ældste kendte bosættelser i verden. Folk boede her helt tilbage i 8. årtusinde f.v.t., for omkring 9.000 år siden. Udgravninger afslører lerklinede huse bygget side om side uden gader imellem. Beboerne gik ind i deres hjem gennem åbninger i taget. Vægmalerier og dyrefigurer fundet på stedet giver et sjældent indblik i dagliglivet i et af menneskehedens tidligste samfund.

Beyşehir-søen ligger sydvest for Konya og er en af de største ferskvandssøer i Tyrkiet. Dens vand er lavt og roligt, og dens bredder skifter mellem rørskove, små fiskerlandsbyer og bjergudsigter. Efter at have besøgt de historiske steder i det centrale Anatolien tilbyder denne sø noget anderledes: åbent rum, naturligt lys og et langsommere tempo. På bredden er ruinerne af en moske fra seljuktiden en påmindelse om, at folk har samlet sig omkring dette vand i århundreder.

Eşrefoğlu-moskeen i Beyşehir blev bygget i slutningen af 1200-tallet og er en af de bedst bevarede moskeer med træsøjler i Tyrkiet. Indeni bærer snesevis af udskårne træsøjler loftet, og det bløde lys giver rummet en helt særlig følelse. Moskeen ligger ved bredden af Beyşehir-søen og er en del af et større seldsjukisk kompleks med et mausoleum og en madrasa.

Tuz-søen er en af de største saltsøer i Tyrkiet og ligger mellem provinserne Aksaray, Ankara og Konya. Om sommeren forsvinder vandet næsten og efterlader en tyk hvid skorpe af salt, der reflekterer solen. Afhængigt af lyset og årstiden skifter vandet til nuancer af pink eller lilla, farvet af alger og bakterier, der trives i saltvand. Landskabet omkring er fladt og åbent med en horisont, der føles meget langt væk. Flamingoer kommer her for at yngle, og deres silhuetter skiller sig ud mod den blege overflade.

Hattusa var hovedstad i det hittitiske rige, en af de mest magtfulde stater i det antikke Bronzealder-Nærorienten. Stedet ligger på en klippefyldt højslette nær Boğazkale og dækker et stort område med stenvægge, templer og monumentale porte bevogtet af udskårne løver og sfinxer. At gå gennem ruinerne giver en virkelig fornemmelse af, hvordan denne by engang beherskede det omkringliggende landskab. Hittitterne, der byggede den, underskrev nogle af de tidligste kendte fredstraktater i historien, herunder en med det gamle Egypten, og deres arv er stadig synlig i hver sten her.

Alacahöyük er et af de ældste beboede steder i Anatolien. Længe før hittitterne begravede folk deres døde her med guldsager og bronzefigurer. Stedet er mest kendt for sin Sfinxport, en monumental indgang dekoreret med stensrelieffer, der engang markerede tærsklen til en hittitisk by. At gå igennem den i dag giver en virkelig fornemmelse af, hvor dybt menneskelig tilstedeværelse går i denne del af Tyrkiet.

Hacıbektaş er en lille by i det centrale Anatolien, bygget op omkring mindet om mystikeren Hacı Bektaş Veli. Komplekset, der bærer hans navn, var engang et kloster for Bektashi-ordenen og fungerer nu som museum. Besøgende kan gå gennem gårdhaver, bederum og grave, der afspejler århundreders sufiske tradition. Hvert år kommer pilgrimme og nysgerrige rejsende hertil for at vise respekt og lære om en åndelig arv, der stadig præger tyrkisk kultur i dag.

Kültepe, også kendt som Kanesh, ligger nær Kayseri og var engang et vigtigt handelscentrum i det gamle Anatolien. For omkring 4.000 år siden oprettede assyriske købmænd en handelskoloni her kaldet en karum. Tusindvis af lertavler skrevet med kileskrift er fundet på dette sted, og de registrerer aftaler, gæld og daglig forretning mellem handelsfolk. Disse tavler er blandt de ældste skriftlige dokumenter fundet i Anatolien og giver et sjældent billede af handel i den antikke verden. Stedet er en tell, en høj dannet gennem århundreders bosættelse, og udgravningerne fortsætter stadig.

Odunpazarı er den historiske bydel i Eskişehir, hvor rækker af farverige osmanniske træhuse ligger langs smalle gader. Lokale håndværkere arbejder i små butikker gemt mellem bygningerne og sælger keramik, tekstiler og håndlavede varer. At gå gennem dette kvarter føles som at træde tilbage til en tid, hvor osmannisk hverdagsliv formede hvert hjørne af byen. Gaderne har ingen hastværk, og arkitekturen giver stedet en varm, menneskelig skala.

Klippehelligdommen Yazılıkaya ligger lige uden for den gamle hittitiske hovedstad Hattuša. To åbne klipperum tjente som gudstjenestested, og deres vægge er skåret med lange rækker af guder og gudinder i procession. Figurerne bærer spidse hatte og lagdelte klæder, typiske for hittitisk kunst. Disse udskæringer, som blev skåret ind i stenen omkring det 13. århundrede f.Kr., giver et sjældent indblik i, hvordan hittitterne så deres egen guddommelige verden.