Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Underjordiske steder giver indsigt i geologiske processer og menneskets historie. Naturlige huler viser kalkstensformationer, stalaktitter og underjordiske floder dannet gennem tusinder af år. Kunstige steder omfatter romerske katakomber, middelalderlige kældre og minetunneler, der dokumenterer økonomisk og social udvikling.
Denne samling indeholder forhistoriske gravkamre med vægmalerier, omfattende hulesystemer med søer og passager samt historiske miner til salt, kobber eller kul. Besøgende kan udforske arkæologiske fund, mineralformationer og tekniske installationer fra tidligere perioder. Temperaturen er konstant hele året, og mange steder tilbyder guidede ture gennem deres underjordiske kamre.
Underjordiske steder giver indsigt i geologiske processer og menneskets historie. Naturlige huler viser kalkstensformationer, stalaktitter og underjordiske floder dannet gennem tusinder af år. Kunstige steder omfatter romerske katakomber, middelalderlige kældre og minetunneler, der dokumenterer økonomisk og social udvikling.
Denne samling indeholder forhistoriske gravkamre med vægmalerier, omfattende hulesystemer med søer og passager samt historiske miner til salt, kobber eller kul. Besøgende kan udforske arkæologiske fund, mineralformationer og tekniske installationer fra tidligere perioder. Temperaturen er konstant hele året, og mange steder tilbyder guidede ture gennem deres underjordiske kamre.
Icehotel i Jukkasjärvi genopbygges hver vinter af isblokke, der hentes fra Torne älv. Gæsteværelserne har isskulpturer og holder en temperatur på cirka -5°C. Kunstnere laver værelserne om hvert år, så hotellet ser anderledes ud hver sæson.
Hulen i Lascaux indeholder mere end 2000 forhistoriske vægmalerier og indskæringer skabt for omkring 17.000 år siden i ældre stenalder. Motiverne viser primært dyr som urokser, heste, hjorte og stenbukke, ledsaget af abstrakte tegn og menneskefigurer. Dette palæolitiske kunststed blev opdaget i 1940 og har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1979. For at bevare de originale malerier er hulen lukket for besøgende, mens en detaljeret kopi gør den forhistoriske kunst tilgængelig for offentligheden.
Derinkuyu underjordiske by strækker sig otte niveauer ned og når 85 meter under jorden. Den gav ly for op til 20.000 indbyggere i byzantinsk tid. Tunnelsystemet fra 700-tallet f.Kr. omfatter boliger, lagerrum, stalde til husdyr, kirker, vinpresser og forsamlingssale. Massive rullende stendøre fungerede som forsvarsbarrierer mod indtrængende. Ventilationsskakter leverede frisk luft til alle niveauer, mens underjordiske vandkilder sikrede kontinuerlig forsyning i lange perioder med brug.
Wieliczka saltmine strækker sig over 287 kilometer underjordiske gange og gallerier på ni niveauer og når dybder på 327 meter. Dette minekompleks indeholder underjordiske saltsøer, talrige kamre og St. Kingas kapel hugget helt ud af bjergsalt. Minearbejdere skabte skulpturer, altre og relieffer direkte i saltet gennem århundreder med drift. Minen fungerede kontinuerligt fra 1978 til 2013 og er nu anerkendt som en UNESCO-verdensarv.
Kruberahulen strækker sig 2197 meter ned i jorden og er dermed det dybeste kendte hulesystem på planeten. Den ligger i Arabika-massivet, og denne karstdannelse er blevet udforsket gennem årtiers ekspeditioner, hvor huleforskere navigerer gennem snævre skakter, underjordiske floder og iskamre. Hulen danner en kompleks vertikal labyrint af gange og sale hugget ud i kalksten.
Hastings Caves ligger i det sydlige Tasmanien og giver besøgende mulighed for at udforske et stort system af kalkstenshuler. Den termiske pool i hulerne får vand fra underjordiske kilder og holder en konstant temperatur på 28 grader Celsius hele året. Hulerne blev dannet ved opløsning af dolomitsten gennem millioner af år. Guidede ture fører gennem oplyste kamre med stalaktitter, stalagmitter og andre kalkstensformationer.
Odessa-katakomberne udgør et omfattende underjordisk tunnelsystem, der strækker sig over 2500 kilometer under byen. Disse gange blev skabt i 1800-tallet gennem kalkstensbrydning, som leverede byggematerialer til det voksende bycentrum. Labyrinten af tunneler og kamre blev senere brugt til forskellige formål, herunder som tilflugtssted under Anden Verdenskrig.
Akrotiri er en bosættelse fra bronzealderen på Santorini, som blev begravet af et vulkanudbrud i 1600-tallet f.v.t. Udgravningsstedet afslører bygninger i flere etager med vinduer, trapper og dræningssystemer. Væggene var dekoreret med fresker, der viser scener fra dagliglivet, dyr og landskaber. Dette arkæologiske sted ligger under et tykt lag af vulkansk aske, som hjalp med at bevare strukturerne.
Katakomberne i Kom El Shoqafa består af tre underjordiske niveauer hugget ind i klippen og udgør en nekropol fra 2. århundrede. Stedet viser sammensmeltningen af egyptiske, græske og romerske kunsttraditioner i arkitektur og udsmykning. Besøgende finder gravkamre, sarkofager og vægrelieffer, der afbilder guder og scener fra forskellige kulturer. Dette arkæologiske sted er et af de vigtigste romerske gravsteder i Egypten.
Chislehurst Caves danner et omfattende underjordisk netværk af kridt- og flintminer, der strækker sig 22 miles under byen. Disse udgravninger blev skabt gennem århundreder gennem minedrift, der ophørte i 1830. Under Anden Verdenskrig tjente hulerne som luftværnskjul og gav tilflugt for tusindvis af mennesker under bombetogter. I dag kan besøgende udforske de snoede tunneler og kamre på guidede ture og lære om deres historie som miner, krigstidsbeskyttelsesrum og kulturelle steder.
Mammoth Cave Nationalpark beskytter verdens længste kendte grottesystem, med over 420 miles (cirka 676 kilometer) kortlagte gange. Kalkstensgrotterne strækker sig gennem fem niveauer og indeholder underjordiske floder, søer og mange mineralformationer. Systemet udviklede sig gennem millioner af år ved at regnvand opløste kalksten, hvilket skabte et komplekst netværk af kamre og gange, som findes i dag.
Wind Cave Nationalpark beskytter et af verdens længste grottesystemer, med over 150 miles (240 km) kortlagte passager. Grotta er kendt for sine boxwork-dannelser, et sjældent calcitmønster, der udgør mere end 95 procent af de kendte forekomster af denne geologiske struktur på verdensplan. Grottesystemet strækker sig gennem flere niveauer med varierende lufttryksystemer, der skaber naturlige luftstrømme gennem indgangene, hvilket har givet grotta dens navn.
Jenolan Caves udgør et omfattende grottesystem i silurisk kalksten i Blue Mountains. Disse grotter indeholder underjordiske floder, der har formet kalkstensformationer gennem millioner af år. Forskere opdagede fossiliserede rester af uddøde dyrearter i gangene, hvilket giver indsigt i tidligere geologiske epoker. Grottesystemet strækker sig over flere niveauer og har forskellige kamre med forskellige mineralaflejringer.
Krystallhulen er et naturligt kammer i Naica-minen, beliggende 300 meter under jordoverfladen. Denne hulhed rummer de største kendte selenitkrystaller på Jorden, med nogle eksemplarer, der overstiger 11 meter i længden og vejer flere tons. Krystallerne blev dannet over hundredtusinder af år gennem mineralrigt grundvand ved konstante temperaturer omkring 58 grader Celsius. De ekstreme forhold, herunder høj luftfugtighed og varme, begrænser menneskelig adgang uden specialudstyr til korte perioder.
Katakomberne i Paris udgør et netværk af tunneler og kamre, der ligger omkring 20 meter under byens gader. Disse tidligere kalkstensbrud blev omdannet til et benhus i slutningen af 1700-tallet, da Paris' overfyldte kirkegårde udgjorde en sundhedsrisiko. Knogler fra over seks millioner parisere blev flyttet hertil og arrangeret langs væggene i geometriske mønstre. I dag er katakomberne et underjordisk monument over døden, og kun en lille del er åben for besøgende, der går ned ad en smal vindeltrappe for at udforske dette underjordiske rum.
Waitomo Glowworm Caves udgør et system af kalkstensgrotter på New Zealands Nordø, gennemstrømmet af en underjordisk flod. I grotterne lever tusindvis af larver af den stedegne art Arachnocampa luminosa, som udsender et blåligt lys gennem bioluminescens. Grotterne blev dannet for omkring 30 millioner år siden gennem geologiske processer og blev første gang udforsket i 1887 af maorihøvdingen Tane Tinorau og den britiske landmåler Fred Mace. Besøgende kan udforske grotterne på bådture langs den underjordiske flod og se de lysende larver, der sidder på grotternes lofter.
Matmata er en traditionel berberlandsby i det sydlige Tunesien, kendt for sit system af underjordiske boliger. Gennem århundreder gravede indbyggerne lodrette skakter i den bløde sandsten og skabte flere kamre omkring disse centrale gårde. Denne byggemetode giver naturlig beskyttelse mod regionens ekstreme temperaturudsving. Nogle af disse troglodytboliger er stadig beboede i dag, mens andre er blevet omdannet til gæstehuse eller museer. Landsbyens usædvanlige arkitektur har tjent som optagelsessted for flere filmproduktioner.
Edinburghs hvælvinger udgør et omfattende netværk af hvælvede kamre bygget under South Bridge i slutningen af 1700-tallet. Disse underjordiske rum tjente som værksteder, lagerrum og værtshuse for håndværkere, købmænd og virksomheder. Efter flere årtiers brug blev hvælvingerne forladt på grund af fugtproblemer og dårlige sanitære forhold, og de faldt i glemsel indtil deres genopdagelse i 1980'erne. I dag kan besøgende udforske dele af disse kamre og lære om dagliglivet for dem, der arbejdede i disse underjordiske rum.
Roms katakomber udgør et omfattende underjordisk netværk af gange og gravkamre, der opstod i 100-tallet. Disse strukturer strækker sig over 170 kilometer under byen og fungerede som begravelsespladser for tidlige kristne samfund. I tunnelerne findes mange vægmalerier, inskriptioner og arkitektoniske detaljer, som giver indblik i datidens religiøse praksis og dagligliv.
Kumharwadi-hulerne blev hugget ud af rød sten i 2. århundrede og tjente som tilflugtssteder for buddhistiske munke. Disse underjordiske rum omfatter flere meditationskamre hugget ind i klippen sammen med en central helligdom. Væggene i hovedkammeret viser bevarede malerier, der skildrer religiøse scener og ornamentale mønstre. Den røde farve på stenen giver hulerne et særligt udseende og afspejler den lokale geologi.
Kapucinerkrypten ligger under kirken Santa Maria della Concezione dei Cappuccini og består af seks små kapeller. Siden 1631 er knogleresterne fra omkring 4.000 kapucinermunke blevet arrangeret for at dekorere vægge, lofter og buer. Knogler og kranier danner geometriske mønstre, rosetter og religiøse symboler. Krypten fungerer som et memento mori og minder besøgende om, at den jordiske tilværelse er kortvarig.
Fingals hule ligger på den vestlige kyst af den ubeboede skotske ø Staffa i de Indre Hebrider. Denne havhule blev dannet gennem vulkansk aktivitet og består af geometrisk formede basaltkolonner, der strækker sig over 75 meter ind i klippevæggen. Hulens indre når cirka 20 meter i højden og oversvømmes af Atlanterhavet ved højvande. De sekskantede kolonneformationer skaber exceptionelle akustiske egenskaber, der forstærker bølgelyd og giver ekkoeffekter.
Cango Caves udgør et stort kalkstensgrottsystem i Swartbergbjergene nær Oudtshoorn. Disse grotter indeholder talrige stalaktitter, stalagmitter og andre mineralformationer, der har udviklet sig gennem tusinder af år. Tunnelnettet strækker sig mere end tre kilometer ind i bjerget og omfatter flere kamre af forskellige størrelser. Besøgende kan udforske de forreste dele gennem guidede ture, mens de bagerste områder har mere krævende passager.
Reed Flute Cave strækker sig 240 meter gennem kalkstensformationer, der har udviklet sig gennem millioner af år. Denne hule nær Guilin viser stalagmitter, stalaktitter og stensøjler i forskellige former. Interiøret fremhæves af kunstig belysning i forskellige farver, installeret siden 1960'erne. Hulen tjente som ly under Anden Verdenskrig og har fået sit navn fra sivene, der vokser ved indgangen.
Saltkatedralen i Zipaquirá blev bygget inde i tunnelerne i en tidligere saltmine, omkring 200 meter under jordoverfladen. Kirken har tre skibe hugget ud af halitsten. Korsvejen består af fjorten stationer mejslet ind i saltvæggene. Det centrale kors ved alteret når en højde på seksten meter. De liturgiske rum bruger saltets naturlige lyserøde og grå toner, forstærket af målrettet belysning.
Karla-hulerne blev hugget ind i basaltklippen i 200-tallet f.Kr. og er nogle af Indiens vigtigste buddhistiske klippetempler. I hulerne findes flere bønsale med kunstfærdigt udførte søjler, hvis kapitæler er dekoreret med elefanter og ryttere. Hovedsalen strækker sig 45 meter ind i bjerget og bæres af en række snedkererede stensøjler. Væggene har talrige skulpturer, der viser scener fra Buddhas liv.
Longyou-hulerne udgør et system af 24 håndgravede kamre hugget ind i sandsten i Longyou County, Zhejiang-provinsen. Disse underjordiske rum blev skabt for omkring 2000 år siden og dækker et samlet areal på 30000 kvadratmeter. Hulerne har høje lofter, stensøjler og parallelle mejselmærker på væggene. Deres oprindelige formål og byggemetode forbliver uforklaret, da ingen historiske optegnelser dokumenterer deres skabelse.
Icehotel i Jukkasjärvi genopbygges hver vinter af isblokke, der hentes fra Torne älv. Gæsteværelserne har isskulpturer og holder en temperatur på cirka -5°C. Kunstnere laver værelserne om hvert år, så hotellet ser anderledes ud hver sæson.
Hulen i Lascaux indeholder mere end 2000 forhistoriske vægmalerier og indskæringer skabt for omkring 17.000 år siden i ældre stenalder. Motiverne viser primært dyr som urokser, heste, hjorte og stenbukke, ledsaget af abstrakte tegn og menneskefigurer. Dette palæolitiske kunststed blev opdaget i 1940 og har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1979. For at bevare de originale malerier er hulen lukket for besøgende, mens en detaljeret kopi gør den forhistoriske kunst tilgængelig for offentligheden.
Derinkuyu underjordiske by strækker sig otte niveauer ned og når 85 meter under jorden. Den gav ly for op til 20.000 indbyggere i byzantinsk tid. Tunnelsystemet fra 700-tallet f.Kr. omfatter boliger, lagerrum, stalde til husdyr, kirker, vinpresser og forsamlingssale. Massive rullende stendøre fungerede som forsvarsbarrierer mod indtrængende. Ventilationsskakter leverede frisk luft til alle niveauer, mens underjordiske vandkilder sikrede kontinuerlig forsyning i lange perioder med brug.
Wieliczka saltmine strækker sig over 287 kilometer underjordiske gange og gallerier på ni niveauer og når dybder på 327 meter. Dette minekompleks indeholder underjordiske saltsøer, talrige kamre og St. Kingas kapel hugget helt ud af bjergsalt. Minearbejdere skabte skulpturer, altre og relieffer direkte i saltet gennem århundreder med drift. Minen fungerede kontinuerligt fra 1978 til 2013 og er nu anerkendt som en UNESCO-verdensarv.
Kruberahulen strækker sig 2197 meter ned i jorden og er dermed det dybeste kendte hulesystem på planeten. Den ligger i Arabika-massivet, og denne karstdannelse er blevet udforsket gennem årtiers ekspeditioner, hvor huleforskere navigerer gennem snævre skakter, underjordiske floder og iskamre. Hulen danner en kompleks vertikal labyrint af gange og sale hugget ud i kalksten.
Hastings Caves ligger i det sydlige Tasmanien og giver besøgende mulighed for at udforske et stort system af kalkstenshuler. Den termiske pool i hulerne får vand fra underjordiske kilder og holder en konstant temperatur på 28 grader Celsius hele året. Hulerne blev dannet ved opløsning af dolomitsten gennem millioner af år. Guidede ture fører gennem oplyste kamre med stalaktitter, stalagmitter og andre kalkstensformationer.
Odessa-katakomberne udgør et omfattende underjordisk tunnelsystem, der strækker sig over 2500 kilometer under byen. Disse gange blev skabt i 1800-tallet gennem kalkstensbrydning, som leverede byggematerialer til det voksende bycentrum. Labyrinten af tunneler og kamre blev senere brugt til forskellige formål, herunder som tilflugtssted under Anden Verdenskrig.
Akrotiri er en bosættelse fra bronzealderen på Santorini, som blev begravet af et vulkanudbrud i 1600-tallet f.v.t. Udgravningsstedet afslører bygninger i flere etager med vinduer, trapper og dræningssystemer. Væggene var dekoreret med fresker, der viser scener fra dagliglivet, dyr og landskaber. Dette arkæologiske sted ligger under et tykt lag af vulkansk aske, som hjalp med at bevare strukturerne.
Katakomberne i Kom El Shoqafa består af tre underjordiske niveauer hugget ind i klippen og udgør en nekropol fra 2. århundrede. Stedet viser sammensmeltningen af egyptiske, græske og romerske kunsttraditioner i arkitektur og udsmykning. Besøgende finder gravkamre, sarkofager og vægrelieffer, der afbilder guder og scener fra forskellige kulturer. Dette arkæologiske sted er et af de vigtigste romerske gravsteder i Egypten.
Chislehurst Caves danner et omfattende underjordisk netværk af kridt- og flintminer, der strækker sig 22 miles under byen. Disse udgravninger blev skabt gennem århundreder gennem minedrift, der ophørte i 1830. Under Anden Verdenskrig tjente hulerne som luftværnskjul og gav tilflugt for tusindvis af mennesker under bombetogter. I dag kan besøgende udforske de snoede tunneler og kamre på guidede ture og lære om deres historie som miner, krigstidsbeskyttelsesrum og kulturelle steder.
Mammoth Cave Nationalpark beskytter verdens længste kendte grottesystem, med over 420 miles (cirka 676 kilometer) kortlagte gange. Kalkstensgrotterne strækker sig gennem fem niveauer og indeholder underjordiske floder, søer og mange mineralformationer. Systemet udviklede sig gennem millioner af år ved at regnvand opløste kalksten, hvilket skabte et komplekst netværk af kamre og gange, som findes i dag.
Wind Cave Nationalpark beskytter et af verdens længste grottesystemer, med over 150 miles (240 km) kortlagte passager. Grotta er kendt for sine boxwork-dannelser, et sjældent calcitmønster, der udgør mere end 95 procent af de kendte forekomster af denne geologiske struktur på verdensplan. Grottesystemet strækker sig gennem flere niveauer med varierende lufttryksystemer, der skaber naturlige luftstrømme gennem indgangene, hvilket har givet grotta dens navn.
Jenolan Caves udgør et omfattende grottesystem i silurisk kalksten i Blue Mountains. Disse grotter indeholder underjordiske floder, der har formet kalkstensformationer gennem millioner af år. Forskere opdagede fossiliserede rester af uddøde dyrearter i gangene, hvilket giver indsigt i tidligere geologiske epoker. Grottesystemet strækker sig over flere niveauer og har forskellige kamre med forskellige mineralaflejringer.
Krystallhulen er et naturligt kammer i Naica-minen, beliggende 300 meter under jordoverfladen. Denne hulhed rummer de største kendte selenitkrystaller på Jorden, med nogle eksemplarer, der overstiger 11 meter i længden og vejer flere tons. Krystallerne blev dannet over hundredtusinder af år gennem mineralrigt grundvand ved konstante temperaturer omkring 58 grader Celsius. De ekstreme forhold, herunder høj luftfugtighed og varme, begrænser menneskelig adgang uden specialudstyr til korte perioder.
Katakomberne i Paris udgør et netværk af tunneler og kamre, der ligger omkring 20 meter under byens gader. Disse tidligere kalkstensbrud blev omdannet til et benhus i slutningen af 1700-tallet, da Paris' overfyldte kirkegårde udgjorde en sundhedsrisiko. Knogler fra over seks millioner parisere blev flyttet hertil og arrangeret langs væggene i geometriske mønstre. I dag er katakomberne et underjordisk monument over døden, og kun en lille del er åben for besøgende, der går ned ad en smal vindeltrappe for at udforske dette underjordiske rum.
Waitomo Glowworm Caves udgør et system af kalkstensgrotter på New Zealands Nordø, gennemstrømmet af en underjordisk flod. I grotterne lever tusindvis af larver af den stedegne art Arachnocampa luminosa, som udsender et blåligt lys gennem bioluminescens. Grotterne blev dannet for omkring 30 millioner år siden gennem geologiske processer og blev første gang udforsket i 1887 af maorihøvdingen Tane Tinorau og den britiske landmåler Fred Mace. Besøgende kan udforske grotterne på bådture langs den underjordiske flod og se de lysende larver, der sidder på grotternes lofter.
Matmata er en traditionel berberlandsby i det sydlige Tunesien, kendt for sit system af underjordiske boliger. Gennem århundreder gravede indbyggerne lodrette skakter i den bløde sandsten og skabte flere kamre omkring disse centrale gårde. Denne byggemetode giver naturlig beskyttelse mod regionens ekstreme temperaturudsving. Nogle af disse troglodytboliger er stadig beboede i dag, mens andre er blevet omdannet til gæstehuse eller museer. Landsbyens usædvanlige arkitektur har tjent som optagelsessted for flere filmproduktioner.
Edinburghs hvælvinger udgør et omfattende netværk af hvælvede kamre bygget under South Bridge i slutningen af 1700-tallet. Disse underjordiske rum tjente som værksteder, lagerrum og værtshuse for håndværkere, købmænd og virksomheder. Efter flere årtiers brug blev hvælvingerne forladt på grund af fugtproblemer og dårlige sanitære forhold, og de faldt i glemsel indtil deres genopdagelse i 1980'erne. I dag kan besøgende udforske dele af disse kamre og lære om dagliglivet for dem, der arbejdede i disse underjordiske rum.
Roms katakomber udgør et omfattende underjordisk netværk af gange og gravkamre, der opstod i 100-tallet. Disse strukturer strækker sig over 170 kilometer under byen og fungerede som begravelsespladser for tidlige kristne samfund. I tunnelerne findes mange vægmalerier, inskriptioner og arkitektoniske detaljer, som giver indblik i datidens religiøse praksis og dagligliv.
Kumharwadi-hulerne blev hugget ud af rød sten i 2. århundrede og tjente som tilflugtssteder for buddhistiske munke. Disse underjordiske rum omfatter flere meditationskamre hugget ind i klippen sammen med en central helligdom. Væggene i hovedkammeret viser bevarede malerier, der skildrer religiøse scener og ornamentale mønstre. Den røde farve på stenen giver hulerne et særligt udseende og afspejler den lokale geologi.
Kapucinerkrypten ligger under kirken Santa Maria della Concezione dei Cappuccini og består af seks små kapeller. Siden 1631 er knogleresterne fra omkring 4.000 kapucinermunke blevet arrangeret for at dekorere vægge, lofter og buer. Knogler og kranier danner geometriske mønstre, rosetter og religiøse symboler. Krypten fungerer som et memento mori og minder besøgende om, at den jordiske tilværelse er kortvarig.
Fingals hule ligger på den vestlige kyst af den ubeboede skotske ø Staffa i de Indre Hebrider. Denne havhule blev dannet gennem vulkansk aktivitet og består af geometrisk formede basaltkolonner, der strækker sig over 75 meter ind i klippevæggen. Hulens indre når cirka 20 meter i højden og oversvømmes af Atlanterhavet ved højvande. De sekskantede kolonneformationer skaber exceptionelle akustiske egenskaber, der forstærker bølgelyd og giver ekkoeffekter.
Cango Caves udgør et stort kalkstensgrottsystem i Swartbergbjergene nær Oudtshoorn. Disse grotter indeholder talrige stalaktitter, stalagmitter og andre mineralformationer, der har udviklet sig gennem tusinder af år. Tunnelnettet strækker sig mere end tre kilometer ind i bjerget og omfatter flere kamre af forskellige størrelser. Besøgende kan udforske de forreste dele gennem guidede ture, mens de bagerste områder har mere krævende passager.
Reed Flute Cave strækker sig 240 meter gennem kalkstensformationer, der har udviklet sig gennem millioner af år. Denne hule nær Guilin viser stalagmitter, stalaktitter og stensøjler i forskellige former. Interiøret fremhæves af kunstig belysning i forskellige farver, installeret siden 1960'erne. Hulen tjente som ly under Anden Verdenskrig og har fået sit navn fra sivene, der vokser ved indgangen.
Saltkatedralen i Zipaquirá blev bygget inde i tunnelerne i en tidligere saltmine, omkring 200 meter under jordoverfladen. Kirken har tre skibe hugget ud af halitsten. Korsvejen består af fjorten stationer mejslet ind i saltvæggene. Det centrale kors ved alteret når en højde på seksten meter. De liturgiske rum bruger saltets naturlige lyserøde og grå toner, forstærket af målrettet belysning.
Karla-hulerne blev hugget ind i basaltklippen i 200-tallet f.Kr. og er nogle af Indiens vigtigste buddhistiske klippetempler. I hulerne findes flere bønsale med kunstfærdigt udførte søjler, hvis kapitæler er dekoreret med elefanter og ryttere. Hovedsalen strækker sig 45 meter ind i bjerget og bæres af en række snedkererede stensøjler. Væggene har talrige skulpturer, der viser scener fra Buddhas liv.
Longyou-hulerne udgør et system af 24 håndgravede kamre hugget ind i sandsten i Longyou County, Zhejiang-provinsen. Disse underjordiske rum blev skabt for omkring 2000 år siden og dækker et samlet areal på 30000 kvadratmeter. Hulerne har høje lofter, stensøjler og parallelle mejselmærker på væggene. Deres oprindelige formål og byggemetode forbliver uforklaret, da ingen historiske optegnelser dokumenterer deres skabelse.
Icehotel i Jukkasjärvi genopbygges hver vinter af isblokke, der hentes fra Torne älv. Gæsteværelserne har isskulpturer og holder en temperatur på cirka -5°C. Kunstnere laver værelserne om hvert år, så hotellet ser anderledes ud hver sæson.
Hulen i Lascaux indeholder mere end 2000 forhistoriske vægmalerier og indskæringer skabt for omkring 17.000 år siden i ældre stenalder. Motiverne viser primært dyr som urokser, heste, hjorte og stenbukke, ledsaget af abstrakte tegn og menneskefigurer. Dette palæolitiske kunststed blev opdaget i 1940 og har været på UNESCOs verdensarvsliste siden 1979. For at bevare de originale malerier er hulen lukket for besøgende, mens en detaljeret kopi gør den forhistoriske kunst tilgængelig for offentligheden.
Derinkuyu underjordiske by strækker sig otte niveauer ned og når 85 meter under jorden. Den gav ly for op til 20.000 indbyggere i byzantinsk tid. Tunnelsystemet fra 700-tallet f.Kr. omfatter boliger, lagerrum, stalde til husdyr, kirker, vinpresser og forsamlingssale. Massive rullende stendøre fungerede som forsvarsbarrierer mod indtrængende. Ventilationsskakter leverede frisk luft til alle niveauer, mens underjordiske vandkilder sikrede kontinuerlig forsyning i lange perioder med brug.
Wieliczka saltmine strækker sig over 287 kilometer underjordiske gange og gallerier på ni niveauer og når dybder på 327 meter. Dette minekompleks indeholder underjordiske saltsøer, talrige kamre og St. Kingas kapel hugget helt ud af bjergsalt. Minearbejdere skabte skulpturer, altre og relieffer direkte i saltet gennem århundreder med drift. Minen fungerede kontinuerligt fra 1978 til 2013 og er nu anerkendt som en UNESCO-verdensarv.
Kruberahulen strækker sig 2197 meter ned i jorden og er dermed det dybeste kendte hulesystem på planeten. Den ligger i Arabika-massivet, og denne karstdannelse er blevet udforsket gennem årtiers ekspeditioner, hvor huleforskere navigerer gennem snævre skakter, underjordiske floder og iskamre. Hulen danner en kompleks vertikal labyrint af gange og sale hugget ud i kalksten.
Hastings Caves ligger i det sydlige Tasmanien og giver besøgende mulighed for at udforske et stort system af kalkstenshuler. Den termiske pool i hulerne får vand fra underjordiske kilder og holder en konstant temperatur på 28 grader Celsius hele året. Hulerne blev dannet ved opløsning af dolomitsten gennem millioner af år. Guidede ture fører gennem oplyste kamre med stalaktitter, stalagmitter og andre kalkstensformationer.
Odessa-katakomberne udgør et omfattende underjordisk tunnelsystem, der strækker sig over 2500 kilometer under byen. Disse gange blev skabt i 1800-tallet gennem kalkstensbrydning, som leverede byggematerialer til det voksende bycentrum. Labyrinten af tunneler og kamre blev senere brugt til forskellige formål, herunder som tilflugtssted under Anden Verdenskrig.
Akrotiri er en bosættelse fra bronzealderen på Santorini, som blev begravet af et vulkanudbrud i 1600-tallet f.v.t. Udgravningsstedet afslører bygninger i flere etager med vinduer, trapper og dræningssystemer. Væggene var dekoreret med fresker, der viser scener fra dagliglivet, dyr og landskaber. Dette arkæologiske sted ligger under et tykt lag af vulkansk aske, som hjalp med at bevare strukturerne.
Katakomberne i Kom El Shoqafa består af tre underjordiske niveauer hugget ind i klippen og udgør en nekropol fra 2. århundrede. Stedet viser sammensmeltningen af egyptiske, græske og romerske kunsttraditioner i arkitektur og udsmykning. Besøgende finder gravkamre, sarkofager og vægrelieffer, der afbilder guder og scener fra forskellige kulturer. Dette arkæologiske sted er et af de vigtigste romerske gravsteder i Egypten.
Chislehurst Caves danner et omfattende underjordisk netværk af kridt- og flintminer, der strækker sig 22 miles under byen. Disse udgravninger blev skabt gennem århundreder gennem minedrift, der ophørte i 1830. Under Anden Verdenskrig tjente hulerne som luftværnskjul og gav tilflugt for tusindvis af mennesker under bombetogter. I dag kan besøgende udforske de snoede tunneler og kamre på guidede ture og lære om deres historie som miner, krigstidsbeskyttelsesrum og kulturelle steder.
Mammoth Cave Nationalpark beskytter verdens længste kendte grottesystem, med over 420 miles (cirka 676 kilometer) kortlagte gange. Kalkstensgrotterne strækker sig gennem fem niveauer og indeholder underjordiske floder, søer og mange mineralformationer. Systemet udviklede sig gennem millioner af år ved at regnvand opløste kalksten, hvilket skabte et komplekst netværk af kamre og gange, som findes i dag.
Wind Cave Nationalpark beskytter et af verdens længste grottesystemer, med over 150 miles (240 km) kortlagte passager. Grotta er kendt for sine boxwork-dannelser, et sjældent calcitmønster, der udgør mere end 95 procent af de kendte forekomster af denne geologiske struktur på verdensplan. Grottesystemet strækker sig gennem flere niveauer med varierende lufttryksystemer, der skaber naturlige luftstrømme gennem indgangene, hvilket har givet grotta dens navn.
Jenolan Caves udgør et omfattende grottesystem i silurisk kalksten i Blue Mountains. Disse grotter indeholder underjordiske floder, der har formet kalkstensformationer gennem millioner af år. Forskere opdagede fossiliserede rester af uddøde dyrearter i gangene, hvilket giver indsigt i tidligere geologiske epoker. Grottesystemet strækker sig over flere niveauer og har forskellige kamre med forskellige mineralaflejringer.
Krystallhulen er et naturligt kammer i Naica-minen, beliggende 300 meter under jordoverfladen. Denne hulhed rummer de største kendte selenitkrystaller på Jorden, med nogle eksemplarer, der overstiger 11 meter i længden og vejer flere tons. Krystallerne blev dannet over hundredtusinder af år gennem mineralrigt grundvand ved konstante temperaturer omkring 58 grader Celsius. De ekstreme forhold, herunder høj luftfugtighed og varme, begrænser menneskelig adgang uden specialudstyr til korte perioder.
Katakomberne i Paris udgør et netværk af tunneler og kamre, der ligger omkring 20 meter under byens gader. Disse tidligere kalkstensbrud blev omdannet til et benhus i slutningen af 1700-tallet, da Paris' overfyldte kirkegårde udgjorde en sundhedsrisiko. Knogler fra over seks millioner parisere blev flyttet hertil og arrangeret langs væggene i geometriske mønstre. I dag er katakomberne et underjordisk monument over døden, og kun en lille del er åben for besøgende, der går ned ad en smal vindeltrappe for at udforske dette underjordiske rum.
Waitomo Glowworm Caves udgør et system af kalkstensgrotter på New Zealands Nordø, gennemstrømmet af en underjordisk flod. I grotterne lever tusindvis af larver af den stedegne art Arachnocampa luminosa, som udsender et blåligt lys gennem bioluminescens. Grotterne blev dannet for omkring 30 millioner år siden gennem geologiske processer og blev første gang udforsket i 1887 af maorihøvdingen Tane Tinorau og den britiske landmåler Fred Mace. Besøgende kan udforske grotterne på bådture langs den underjordiske flod og se de lysende larver, der sidder på grotternes lofter.
Matmata er en traditionel berberlandsby i det sydlige Tunesien, kendt for sit system af underjordiske boliger. Gennem århundreder gravede indbyggerne lodrette skakter i den bløde sandsten og skabte flere kamre omkring disse centrale gårde. Denne byggemetode giver naturlig beskyttelse mod regionens ekstreme temperaturudsving. Nogle af disse troglodytboliger er stadig beboede i dag, mens andre er blevet omdannet til gæstehuse eller museer. Landsbyens usædvanlige arkitektur har tjent som optagelsessted for flere filmproduktioner.
Edinburghs hvælvinger udgør et omfattende netværk af hvælvede kamre bygget under South Bridge i slutningen af 1700-tallet. Disse underjordiske rum tjente som værksteder, lagerrum og værtshuse for håndværkere, købmænd og virksomheder. Efter flere årtiers brug blev hvælvingerne forladt på grund af fugtproblemer og dårlige sanitære forhold, og de faldt i glemsel indtil deres genopdagelse i 1980'erne. I dag kan besøgende udforske dele af disse kamre og lære om dagliglivet for dem, der arbejdede i disse underjordiske rum.
Roms katakomber udgør et omfattende underjordisk netværk af gange og gravkamre, der opstod i 100-tallet. Disse strukturer strækker sig over 170 kilometer under byen og fungerede som begravelsespladser for tidlige kristne samfund. I tunnelerne findes mange vægmalerier, inskriptioner og arkitektoniske detaljer, som giver indblik i datidens religiøse praksis og dagligliv.
Kumharwadi-hulerne blev hugget ud af rød sten i 2. århundrede og tjente som tilflugtssteder for buddhistiske munke. Disse underjordiske rum omfatter flere meditationskamre hugget ind i klippen sammen med en central helligdom. Væggene i hovedkammeret viser bevarede malerier, der skildrer religiøse scener og ornamentale mønstre. Den røde farve på stenen giver hulerne et særligt udseende og afspejler den lokale geologi.
Kapucinerkrypten ligger under kirken Santa Maria della Concezione dei Cappuccini og består af seks små kapeller. Siden 1631 er knogleresterne fra omkring 4.000 kapucinermunke blevet arrangeret for at dekorere vægge, lofter og buer. Knogler og kranier danner geometriske mønstre, rosetter og religiøse symboler. Krypten fungerer som et memento mori og minder besøgende om, at den jordiske tilværelse er kortvarig.
Fingals hule ligger på den vestlige kyst af den ubeboede skotske ø Staffa i de Indre Hebrider. Denne havhule blev dannet gennem vulkansk aktivitet og består af geometrisk formede basaltkolonner, der strækker sig over 75 meter ind i klippevæggen. Hulens indre når cirka 20 meter i højden og oversvømmes af Atlanterhavet ved højvande. De sekskantede kolonneformationer skaber exceptionelle akustiske egenskaber, der forstærker bølgelyd og giver ekkoeffekter.
Cango Caves udgør et stort kalkstensgrottsystem i Swartbergbjergene nær Oudtshoorn. Disse grotter indeholder talrige stalaktitter, stalagmitter og andre mineralformationer, der har udviklet sig gennem tusinder af år. Tunnelnettet strækker sig mere end tre kilometer ind i bjerget og omfatter flere kamre af forskellige størrelser. Besøgende kan udforske de forreste dele gennem guidede ture, mens de bagerste områder har mere krævende passager.
Reed Flute Cave strækker sig 240 meter gennem kalkstensformationer, der har udviklet sig gennem millioner af år. Denne hule nær Guilin viser stalagmitter, stalaktitter og stensøjler i forskellige former. Interiøret fremhæves af kunstig belysning i forskellige farver, installeret siden 1960'erne. Hulen tjente som ly under Anden Verdenskrig og har fået sit navn fra sivene, der vokser ved indgangen.
Saltkatedralen i Zipaquirá blev bygget inde i tunnelerne i en tidligere saltmine, omkring 200 meter under jordoverfladen. Kirken har tre skibe hugget ud af halitsten. Korsvejen består af fjorten stationer mejslet ind i saltvæggene. Det centrale kors ved alteret når en højde på seksten meter. De liturgiske rum bruger saltets naturlige lyserøde og grå toner, forstærket af målrettet belysning.
Karla-hulerne blev hugget ind i basaltklippen i 200-tallet f.Kr. og er nogle af Indiens vigtigste buddhistiske klippetempler. I hulerne findes flere bønsale med kunstfærdigt udførte søjler, hvis kapitæler er dekoreret med elefanter og ryttere. Hovedsalen strækker sig 45 meter ind i bjerget og bæres af en række snedkererede stensøjler. Væggene har talrige skulpturer, der viser scener fra Buddhas liv.
Longyou-hulerne udgør et system af 24 håndgravede kamre hugget ind i sandsten i Longyou County, Zhejiang-provinsen. Disse underjordiske rum blev skabt for omkring 2000 år siden og dækker et samlet areal på 30000 kvadratmeter. Hulerne har høje lofter, stensøjler og parallelle mejselmærker på væggene. Deres oprindelige formål og byggemetode forbliver uforklaret, da ingen historiske optegnelser dokumenterer deres skabelse.
