Tomb of Pope Alexander VII, Barok grav i Peterskirken, Vatikanstaten.

Pave Alexander VIIs grav er et monument i flere niveauer af marmor og bronze i det sydlige tværskib i Peterskirken. Øverst sidder en hvid marmorfigur af paven i klæder, den ene hånd løftet til velsignelse, på en grøn marmorsokkel med indskriften "ALEXANDRO VII CHISIO PONT MAX". Nedenunder indrammer et draperi af rød- og hvidåret jaspis hvide marmorfigurer: kærligheden med to spædbørn til venstre, sandheden siddende med et barn til højre, og et mørkt bronzeskelet med vinger, der holder et timeglas.

Alexander VII bestilte sin egen grav tidligt i sit pontifikat; pavedagbogen nævner den i 1656, og Berninis model i fuld størrelse blev påbegyndt i december 1671. Efter pavens død i 1667 finansierede hans nevø kardinal Flavio Chigi arbejdet. Oprindeligt planlagt til koret i Santa Maria Maggiore blev graven flyttet til Peterskirken og afsløret i 1678. Pave Innocens XI lod derefter den nøgne Sandhed og Kærligheden med blottet bryst dække til.

De fire dyder er ordnet i par: Caritas foran Prudentia og Veritas foran Iustitia, så Prudentia ledes af Caritas og Iustitia af Veritas. Caritas, hugget af Giuseppe Mazzuoli, bevæger sig glædeligt mod paven i stedet for at sørge over ham. Veritas, påbegyndt af Lazzaro Morelli og fuldført af Giulio Cartari, blev senere dækket med et hvidmalet bronzestykke på ordre fra Innocens XI.

Stedet er tilgængeligt i det sydlige tværskib og kan ses under et besøg i kirken uden ekstra gebyrer. De detaljerede udskæringer og farvekontrasten mellem lys sten og mørk bronze ses bedst på tæt hold.

Monumentet inkorporerer snedigt en eksisterende døråbning fra kirken og omdanner den til en symbolsk port til evigheden. Denne integration af et hverdagsligt arkitektonisk element viser Berninis evne til at væve forskellige dele sammen til et samlet budskab.