Art Nouveau arkitektur: de 50 bygninger du skal se

Victor Horta Museet holder til i det tidligere hjem og værksted, som den belgiske arkitekt Victor Horta tegnede til sig selv mellem 1898 og 1901. Interiørerne viser hans karakteristiske kurvede linjer, jernarbejde og bevidste brug af lys gennem glastag og vinduer. Museet dokumenterer Hortas indflydelse på europæisk arkitektur omkring 1900 og præsenterer møbler, tegninger og arkitektoniske detaljer fra hans projekter. Værelserne demonstrerer hans tilgang til at kombinere funktion med ornamentik.

Disse indgange til Paris Métro, tegnet af Hector Guimard mellem 1900 og 1912, er et kendetegn for Art Nouveau-arkitekturen i den franske hovedstad. Indgangene har konstruktioner af smedejern med organiske former, der minder om plantestængler og -ranketråde. Guimard udviklede flere variationer, herunder enkle balustrader med særprægede lygter og mere udførlige pavilloner med glastage. Det grønmalede metalværk viser de buede linjer og asymmetriske detaljer, der kendetegner Art Nouveau-design. Oprindeligt blev omkring 140 af disse indgange opsat, og omkring 80 findes stadig i dag i forskellige bevaringsmæssige tilstande, hvilket dokumenterer forbindelsen mellem offentlig infrastruktur og dekorativ kunst ved begyndelsen af det 20. århundrede.

Municipal House i Prag er et eksempel på tjekkisk jugendstilarkitektur fra begyndelsen af det 20. århundrede med ornamentale mønstre, buede linjer og naturmotiver. Facaden kombinerer håndværkstraditioner med industrielle teknikker og har dekorative elementer og glasarbejde, der er typisk for perioden mellem 1890 og 1910. Bygningen rummer en koncertsal og en restaurant, hvor de dekorative interiører afspejler jugendstilens principper.

Denne bygning på Passeig de Gràcia viser Antonis Gaudís fortolkning af Art Nouveau gennem sin organiske facade af keramiske elementer og bølgende smedejernsaltaner. Casa Batlló blev ombygget mellem 1904 og 1906 og kombinerer håndværkstraditioner med industrielle teknikker i sin struktur og udsmykning. Interiøret følger flydende linjer med farvet glas og naturmotiver, der er karakteristiske for bevægelsen fra 1890 til 1910. Taget med sine keramiske fliser og den centrale lyskasse viser Gaudís tekniske tilgang til naturlig belysning og ventilation i den historiske bygning.

Dette museum dokumenterer arbejdet fra École de Nancy, en kunstnerforening der producerede møbler, glas og keramik mellem 1890 og 1914. Samlingen omfatter mere end 200 genstande, heriblandt montre af Jacques Grüber, vaser af Émile Gallé og møbler af Louis Majorelle. Museet åbnede i 1964 og holder til i en bolig fra begyndelsen af 1900-tallet. Det viser forbindelsen mellem håndværkstraditioner og industriproduktion, som kendetegnede bevægelsen i Nancy.

Hôtel Tassel i Bruxelles er den første autentiske bygning i Art Nouveau-stilen. Arkitekten Victor Horta tegnede denne bolig i 1893 med en fuldt udført anvendelse af den nye stil. Facaden viser kurvede linjer og jernarbejde, mens interiøret har en åben rumstruktur med smedejernselementer og blomstermotiver. Trappen midt i huset forbinder værelserne gennem et ovenlys, der bringer naturligt lys til alle etager. Bygningen viser principperne i Art Nouveau gennem sin integration af arkitektur, dekoration og håndværk til en samlet helhed.

Villa Demoiselle i Reims kombinerer Art Nouveau-arkitektur med historien om champagnefremstilling og fungerer nu som museum. Bygningen blev tegnet af Louis Süe i 1908 og viser buede linjer, blomsterornamenter og farvede glasruder. Interiøret præsenterer originale møbler, keramik og malerier fra omkring 1900. Villaen forbinder den industrielle tradition for champagnefremstilling med Art Nouveaus dekorative elementer og giver indblik i hjemmekulturen hos velhavende industrifamilier i denne periode.

Denne boligbygning af Antoni Gaudí fra 1909 står på en bakke med historisk betydning i catalansk historie. Bellesguard kombinerer gotisk arkitektur med Art Nouveau-elementer, herunder et slankt tårn med keramikbeklædning og Gaudís karakteristiske parabolske buer. Facaden viser stenarbejde med geometriske mønstre, mens interiøret har håndlavet smedejernsarbejde og farvede glasvinduer, der demonstrerer fusionen af håndværkstraditioner med strukturel innovation.

Dette museum viser manuskripter, noder og personlige ejendele fra Bedřich Smetana i en restaureret bygning langs Vltava-floden. Samlingen dokumenterer livet for den tjekkiske komponist, der levede fra 1824 til 1884. Bygningen, et tidligere vandværk fra slutningen af 1800-tallet, blev omdannet i 1920'erne. Udstillingerne følger Smetanas rolle i tjekkisk nationalmusik. Besøgende finder materialer relateret til hans hovedværker, herunder den symfoniske digtning Vltava. Bygningen har Art Nouveau-elementer, der er typiske for Prags arkitektur fra perioden, herunder dekorative facader og smedejernsdetaljer, der supplerer de udstillede genstande.

Denne beboelsesbygning fra 1908 repræsenterer den ungarske gren af Art Nouveau-bevægelsen og viser de karakteristiske buede former og organiske motiver fra perioden. Det Blå Hus har en buet facade med keramiske fliser og blomsterdekorationer, der kombinerer traditionelt ungarsk håndværk med Art Nouveau-designprincipper. Keramikarbejdet afspejler den udbredte interesse for naturmotiver og dekorative overflader i denne æra. Bygningen står som et eksempel på, hvordan Art Nouveau-arkitektur tilpassede sig lokale æstetiske traditioner i Ungarn i løbet af det første årti af det 20. århundrede.

Denne koncertsal blev bygget i 1908 af Lluís Domènech i Montaner for koret Orfeó Català og kombinerer smedejernskonstruktion med rigt dekorerede overflader. Bygningen viser karakteristiske træk ved catalansk Art Nouveau-arkitektur gennem sit glastag, der oversvømmer hovedauditoriet med naturligt lys, sammen med mosaikker og skulpturer, der pryder facader og indvendige rum. Palau de la Música Catalana repræsenterer anvendelsen af industrielle byggeteknikker til dekorative formål og er fortsat et aktivt koncertsted i Barcelona.

Denne bygning, opført i Paris i 1901, har en facade af keramik og stenarbejde, der er karakteristisk for bevægelsen. Jules Lavirotte tegnede boligbygningen med planteornamenter, figurrelieffer og organiske former, der kombinerer håndværksteknikker med industrielt fremstillede materialer. Facaden viser buede linjer, blomstermotiver og dekorative smedejernselementer, der er typiske for perioden 1890 til 1910. Lavirotte-bygningen repræsenterer de europæiske Art Nouveau-bygninger, der forenede traditionelt håndværk med moderne fremstillingsmetoder.

Denne private bolig kombinerer stålrammer med store glasflader og viser anvendelsen af industrielle byggemetoder på boligarkitektur omkring 1900. Hôtel van Eetvelde er et eksempel på brugen af metalstrukturer og lysgennemtrængelige materialer, der er karakteristiske for europæisk arkitektur i denne periode. De organiske linjer og botaniske elementer i facaden smelter sammen med den strukturelle klarhed i den bærende ramme og dokumenterer overgangen fra traditionel til moderne byggepraksis inden for samlingens tidsramme.

Dette stormagasin fra 1902 viser forgyldte træudskæringer, slebet glas og lysekroner i hele interiøret, karakteristisk for jugendstilen. Eliseyev Emporium kombinerer håndværksteknikker med industriproduktion og er et af de europæiske eksempler på ornamenteret arkitektur fra denne æra. Facaden og den indvendige udsmykning afspejler de buede linjer og dekorative elementer, der opstod mellem 1890 og 1910.

Grand Café Orient i Prag er et af de få tilbageværende eksempler på kubistisk interiørdesign fra 1912, der udvider denne bevægelses geometriske principper til offentlige rum. Caféen viser kantede former i møbler, belysning og vægbeklædning, som bryder med de organiske linjer, der findes i de fleste Art Nouveau-bygninger. Dette interiør tilhører en lille gruppe europæiske rum, hvor kubistisk æstetik bevægede sig ud over maleriet til kunsthåndværket. De geometriske kompositioner i stole, borde og lamper repræsenterer eksperimentelle retninger i dekorativ kunst i 1910'erne.

Denne boligbygning i Bruxelles viser botaniske ornamenter og gengivelser af korn i sten og smedejern, som er karakteristiske for Art Nouveau-arkitekturen ved århundredeskiftet. Hvedehusets facade kombinerer detaljeret håndværk med tidens industrielle fremstillingsteknikker og demonstrerer den typiske brug af naturmotiver i europæisk arkitektur mellem 1890 og 1910.

Denne boligbygning i Barcelona blev færdiggjort i 1911 efter tegninger af Salvador Valeri i Pupurull og viser buede former og farvede keramiske fliser på facaderne. Casa Comalat kombinerer håndværkstradition med datidens industrielle muligheder og hører til de jugendstilbygninger, der blev opført i hele Europa mellem 1890 og 1910. Arkitekturen indeholder ornamentale elementer og naturmotiver, der er karakteristiske for stilen. Bygningen står som et eksempel på dekorative facader og detaljeret arbejde fra begyndelsen af det 20. århundrede.

Denne bygning i Barcelona blev renoveret i 1900 af Josep Puig i Cadafalch, der kombinerede gotiske elementer med Art Nouveau-udsmykning. Stenfacaden har blomstermotiver og skulpturelle detaljer, mens glasmalerier oplyser de indre rum. Den trinvise gavl refererer til nordeuropæisk arkitektur og skiller sig tydeligt ud blandt nabohusene langs Passeig de Gràcia. Casa Amatller er et eksempel på den catalanske modernisme, der forenede håndværkstraditioner med industrielle materialer i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Solvay-huset i Bruxelles blev tegnet af Victor Horta i 1898 og står som et vigtigt eksempel på Art Nouveau-arkitektur i Europa. Dette byhus har buede metalarbejder på facaden og intrikate træskæringer, der illustrerer bevægelsens kendetegn mellem 1890 og 1910. Horta kombinerede håndværkstraditioner med industrielle teknikker og skabte dekorative elementer, der genlyder organiske former. Interiøret anvender smedejern og forskellige træsorter for at etablere et sammenhængende designkoncept, der afspejler periodens tilgang.

Dette hotel fra 1899 har et loft af Tiffany-glas og metalarbejde i fransk Art Nouveau-stil. Gran Hotel Ciudad de México kombinerer europæisk ornamentelt design med mexicanske håndværkstraditioner og er et af de få eksempler på denne arkitektoniske bevægelse i Latinamerika. De buede linjer, blomstermotiver og smedejernsdetaljer i hovedtrappen følger designprincipper fra perioden mellem 1890 og 1910, mens konstruktionen bruger lokale materialer og teknikker.

Denne bolig fra 1901 viser forbindelsen mellem arkitektur og brugskunst, som kendetegner Art Nouveau. Louis Majorelle tegnede bygningen som sit personlige hjem i Nancy og fyldte det med møbler fra sit eget værksted. Facaden viser blomstermotiver og buede linjer, mens interiøret kombinerer træarbejde, glasvinduer og smedejernselementer. Huset dokumenterer integrationen af håndværkstraditioner og industrielle produktionsmetoder, som Majorelle forfulgte i sit arbejde som møbeldesigner og bygherre.

Denne boligbygning fra 1902 kombinerer blomsterdekorationer med geometriske mønstre i facaderne og interiøret. Casa Fenoglio-Lafleur viser karakteristiske træk fra Art Nouveau i perioden mellem 1890 og 1910, med ornamentale designs, buede linjer og naturmotiver. Arkitekturen forener håndværkstraditioner med datidens industrielle teknikker. Dekorative facader, smedejernsdetaljer og glasmalerier definerer bygningens udseende i Torino.

Palais de la Femme blev bygget i 1903 i Paris som husly og socialt tilbud til kvinder i nød. Denne bygnings udsmykkede facade viser buede metal- og glaselementer, stenhugninger og dekorativt jernarbejde, der er typisk for Art Nouveau-arkitektur i begyndelsen af 1900-tallet. Bygningen kombinerer håndværkstraditioner med industrielle fremstillingsteknikker og demonstrerer anvendelsen af Art Nouveau-design på funktionelle bygninger i byen.

Denne udstillingshal, der stod færdig i 1898, viser principperne i europæisk Art Nouveau-arkitektur med sin hvide kubiske form og særprægede kuppel af forgyldte laurbærblade. Secessionsbygningen inkorporerer den ornamentale udformning og naturmotiver, der kendetegner arkitektur fra 1890 til 1910, og kombinerer traditionelle håndværksteknikker med industrielle produktionsmetoder. Strukturens geometriske klarhed står i kontrast til kuplens organiske dekoration, hvilket afspejler bevægelsens integration af naturformer i moderne arkitektonisk design. Bygningen tjener fortsat sin oprindelige funktion som udstillingssted for samtidskunst.

Dette palads blev færdiggjort i 1907 som en luksuriøs boligbygning og repræsenterer en kombination af håndværkstraditioner og industrielle fremstillingsteknikker. Facaden viser buede linjer, dekorativt smedejernsarbejde og glasmosaikker. Nu fungerer det som hotel, og Gresham Palads bevarer dekorative elementer, herunder glasmalerier af Miksa Róth og Zsolnay-keramik, typisk for europæisk Art Nouveau-arkitektur fra 1890 til 1910.

Dette blomsterur i hjertet af Nancy blev skabt i begyndelsen af det 20. århundrede og kombinerer Art Nouveau-udsmykning med funktionel tidsmåling. Konstruktionen integrerer plantemotiver og dekorative elementer, der er karakteristiske for bevægelsen, og viser anvendelsen af stilen på offentligt byinventar. Monumentet afspejler Nancys rolle som et af de betydningsfulde centre for Art Nouveau, hvor arkitekter og håndværkere udviklede stilen gennem forskellige medier og formater mellem 1890 og 1910.

Denne jugendstilbygning i Rigas gamle bydel er blandt byens mest kendte strukturer og stammer fra 1909. Konstruktionen viser detaljerede facadedetaljer, herunder skulpturer af to sorte katte oven på tårne, som ifølge legenden oprindeligt var placeret med ryggen mod den tilstødende Great Guild-bygning. Arkitekt Friedrich Scheffel designede bygningen for en velhavende lettisk købmand, hvis guild-medlemskab var blevet afvist. Den gule facade kombinerer blomsterornamenter med geometriske elementer, mens karnapper og smedejernsaltaner viser typiske træk ved baltisk jugendstil. Denne struktur er en del af cirka 800 jugendstilbygninger, der definerer Rigas historiske centrum.

Denne tidligere apoteksbygning fra 1907 fungerer nu som museum, der dokumenterer norsk jugendstil og dens rolle i genopbygningen af Ålesund. Efter en ødelæggende brand ødelagde det meste af byen i 1904, blev Ålesund genopbygget i jugendstil, med arkitekter fra hele Europa, der bidrog til designet. Jugendstilsenteret bevarer de originale apoteksinteriører og præsenterer samtidig udstillinger om de dekorative teknikker, materialer og håndværkstraditioner, der formede byens genopbygning. Samlingen omfatter møbler, keramik, tekstiler og arkitektoniske elementer fra perioden 1890 til 1910, hvilket illustrerer kombinationen af traditionelt håndværk med industrielle produktionsmetoder, der kendetegnede jugendstilbyggeri i Norge.

Dette rådhus blev tegnet i 1908 af de ungarske arkitekter Marcell Komor og Dezső Jakab og viser jugendstilprincipper gennem murstensfacader og keramiske tagsten. Ydersiden har blomstermotiver og geometriske mønstre, der kendetegner bevægelsen mellem 1890 og 1910. Dekorative elementer omfatter majolika og farvede keramiske detaljer, der forener håndværkstraditioner med industriens fremstillingsmuligheder i perioden. Bygningen repræsenterer anvendelsen af jugendstildesign på kommunal arkitektur i Centraleuropa.

Denne beboelsesejendom fra 1900 viser de karakteristiske træk ved Art Nouveau-arkitektur i Bruxelles gennem sin facade prydet med blomstermotiver og de forarbejdede smedejernselementer på altaner og vinduer. Det Grønne Hus kombinerer traditionelle håndværksteknikker med datidens designprincipper, hvor organiske former og botaniske ornamenter integreres i hele strukturen. Smedejernsarbejdet fremviser præcisionen hos belgiske metalhåndværkere ved århundredeskiftet, mens facadens udformning afspejler datidens fremherskende vægt på naturen som inspirationskilde.

Liszt Musikkakademi kombinerer funktionen som koncertsal med de karakteristiske designelementer fra Art Nouveau-arkitektur i perioden mellem 1890 og 1910. Hovedsalen har glasmalerier, marmorsøjler og forgyldte stukornamenter, der viser mødet mellem håndværkstraditioner og industrielle fremstillingsteknikker. Denne bygning i Budapest, der blev færdiggjort i 1907, fungerer både som træningsfacilitet og spillested for klassisk musik.

Dette hotel stammer fra 1906 og afspejler Beograds udvidelse i begyndelsen af det tyvende århundrede, hvor Art Nouveau-udsmykning kombineres med lokale arkitektoniske traditioner. De grønne kupler på hjørnepavillonerne skaber en genkendelig silhuet i byen, mens geometriske facadedetaljer viser datidens karakteristiske formelle ordforråd. Store glasvinduer i stueetagen skaber gennemsigtighed mellem interiør og gade ved hjælp af tidens industrielle produktionsteknikker. Bygningen ligger på Terazije-pladsen og dokumenterer Beograds arkitektoniske ambitioner ved århundredeskiftet.

Denne nygotiske elevator, der blev bygget i 1902, forbinder Lissabons nedre by med den forhøjede Carmo-bydel og repræsenterer den portugisiske variant af Art Nouveau-arkitektur gennem sin støbejernsgitterstruktur og geometriske dekorationspaneler. Ingeniøren Raoul Mesnier du Ponsard designede tårnet på 150 fod (45 meter) med to kabiner, der transporterer passagerer gennem en lodret skakt og giver adgang til en udsigtsplatform på øverste niveau. Strukturen passer ind i samlingen af europæiske Art Nouveau-bygninger ved at kombinere industriel ingeniørkunst med dekorative smedejernselementer og fungerer både som offentlig transport og som et arkitektonisk vartegn i byen.

La Pedrera fuldender undersøgelsen af jugendstilens udvikling i Barcelona. Denne boligbygning i Eixample-distriktet blev opført mellem 1906 og 1912 af Antoni Gaudí for Pere Milà og Roser Segimon. Den bølgende stenfacade eliminerer bærende vægge til fordel for en selvbærende struktur med smedejernsaltaner, der refererer til organiske former. Tagetagen har skulpturelle skorstene og ventilationsskakter, mens indre gårdhaver leder naturligt lys ind i lejlighederne. Bygningen viser Gaudís afvigelse fra historiske forbilleder gennem integration af funktionalitet og dekorative elementer i en sammenhængende helhed.

Dette hospitalskompleks blev bygget mellem 1902 og 1930 efter tegninger af Lluís Domènech i Montaner som en udvidet facilitet for Hospital de la Santa Creu. Bygningerne viser karakteristiske træk fra den catalanske modernisme-bevægelse gennem farvet keramik, dekorativt murværk og skulpturelle detaljer, der inkorporerer organiske former hentet fra naturen. Hospital de Sant Pau består af mere end et dusin pavilloner forbundet af underjordiske gange og arrangeret i en rektangulær plan. Komplekset dokumenterer anvendelsen af Art Nouveau-designprincipper på funktionelle sundhedsfaciliteter i begyndelsen af det tyvende århundrede og udvider den europæiske rækkevidde af denne arkitektoniske tilgang til at omfatte et socialt byggeprogram. UNESCO indskrev stedet på verdensarvslisten i 1997. Besøgende kan tage på rundvisning i de restaurerede interiører, hvor mosaikker, glasvinduer og jernarbejde illustrerer periodens designprincipper.

Denne boligbygning i Barcelonas Eixample-distrikt blev ombygget mellem 1902 og 1906 efter tegninger af Lluís Domènech i Montaner og repræsenterer den catalanske variant af Art Nouveau. Facaden kombinerer stenarbejde med blomsterrelieffer, farvede keramiske fliser og smedejernsaltaner, mens stueetagen bruges til kommercielle formål. Casa Lleó Morera er en del af samlingen af modernistisk arkitektur langs Passeig de Gràcia sammen med Casa Batlló og Casa Amorós og dokumenterer, hvordan arkitekter i Barcelona forenede håndværkstraditioner med nye materialer i denne periode med byforvandling i hele Europa.

Denne bolig, der blev bygget mellem 1901 og 1908, illustrerer den catalanske fortolkning af Art Nouveau gennem sin arkitekt Lluís Domènech i Montaner, som kombinerede mosaikfacader, udskåret træværk og farvede glasvinduer. Casa Navàs hører til den bredere europæiske bevægelse, der forenede håndværkstraditioner med industrielle teknikker, hvilket ses i de blomstermotiver, der strækker sig gennem hele interiøret, og i smedejernselementerne og den keramiske beklædning på ydersiden. Bygningen viser bruddet med de historiske genoplivelsesstile gennem organiske linjer og detaljerede ornamenter, der omformede bylandskaber i flere europæiske byer mellem 1890 og 1910.

Dette psykiatriske hospital er et af de største Art Nouveau-projekter uden for Barcelona. Lluís Domènech i Montaner tegnede Institut Pere Mata mellem 1897 og 1919 som et kompleks af pavilloner forbundet af underjordiske tunneler, hvilket afspejler datidens tilgange til behandling af mental sundhed. Campus viser bevægelsens karakteristiske elementer gennem polykrom keramik, jernarbejde, mønstret murværk og mosaikudsmykning. Flere bygninger bærer skulpturel udsmykning udført af Eusebi Arnau og andre håndværkere. Instituttet står som et eksempel på, hvordan datidens arkitekter udviklede funktionelle strukturer, der kombinerede håndværkstraditioner med nye rumlige koncepter, og dokumenterer Art Nouveaus udbredelse til catalanske byer uden for hovedstaden.

Dette hus står som et repræsentativt eksempel på Brussels Art Nouveau-bevægelse i Etterbeek, bygget i 1905 efter tegninger af arkitekten og maleren Paul Cauchie. Facaden viser store sgraffito-dekorationer med blomstermotiver og stiliserede kvindefigurer, der legemliggør Cauchies vision om det totale kunstværk. Bygningen kombinerer bolig- og studiefunktioner og dokumenterer forbindelsen mellem arkitektur og dekorativ kunst, der kendetegner denne samling af europæiske Art Nouveau-bygninger. Besøgende i dag kan gå på opdagelse i de originale interiører med deres bevarede møbler og observere integrationen af håndværkstraditioner og industrielle teknikker, som arkitekter som Victor Horta og Otto Wagner forfulgte over hele kontinentet mellem 1890 og 1910.

Hôtel Max Hallet, tegnet af Victor Horta i 1903 for en industrimand på Avenue Louise, viser udviklingen af hans stil gennem en asymmetrisk facade, der kombinerer stenbeklædning med smedejern og buede linjer. Hovedtrappen snor sig under et glastag, der leder naturligt lys gennem flere etager, mens interiøret byder på mosaikker, glasmalerier og specialfremstillede møbler, der demonstrerer Hortas tilgang til at integrere struktur og dekoration. Bygningen er stadig privatejet, men repræsenterer den belgiske variant af bevægelsen i et kvarter, der bevarer flere byhuse i Art Nouveau fra samme periode.

Dette byhus i Squares Quarter i Bruxelles repræsenterer Belgiens Art Nouveau-arven i samlingen af europæisk arkitektur fra denne bevægelse. De Saint-Cyr House blev tegnet af Gustave Strauven i 1900 og har smedede jernaltaner, buede facadelinjer og ornamentale detaljer, der dokumenterer den belgiske tilgang til at kombinere håndværksteknikker med de industrielle muligheder, der var tilgængelige ved århundredeskiftet. Den smalle facade anvender vertikale elementer og blomstermotiver, der er karakteristiske for Strauvens arbejde, og demonstrerer principper, som arkitekter som Victor Horta udviklede i Bruxelles i samme periode.

Dette museum rummer mere end 8.000 musikinstrumenter fra flere epoker og kulturer og byder på en samling, der spænder fra mekaniske cembali til elektronisk synthesizerteknologi. Bygningen fra 1899 blev tegnet af Paul Saintenoy og kombinerer karakteristiske elementer fra bruxellesisk art nouveau med funktionelle udstillingsrum over flere etager. Facaden viser smedejernsgitter og glasflader, der afspejler datidens designtilgang. Museet for musikinstrumenter supplerer Bruxelles' arkitektur fra bevægelsen og giver yderligere kontekst for de innovationer, som Victor Horta og hans samtidige udviklede i de samme år.

Denne boligbygning ligger i Mariahilf og er en af flere wienerske bygninger, der dokumenterer Otto Wagners bidrag til den arkitektoniske bevægelse, som spredte sig over Europa mellem 1890 og 1910. Facaden bærer blomsterlignende keramiske motiver, der forener håndværkstraditioner med serieproduktionsmetoder. Wagner anvendte geometrisk klarhed her og erstattede stukornamenter med farvede glaserede fliser, hvilket markerer et skift fra historiske genoplivningsstile til modernisme. Bygningen supplerer eksemplerne i denne samling, som spænder fra Hortas projekter i Bruxelles til Gaudís catalanske værk og de franske og ungarske varianter, og viser, hvordan bevægelsen kom til udtryk i Wien.

Denne station, færdiggjort af Otto Wagner i 1899, er en del af samlingen af Art Nouveau-arkitektur i Europa og viser den wienske variant af stilen gennem sine geometriske former og industrielle materialer. Bygningen bruger hvide marmorplader holdt på plads af forgyldte metalrammer, med solsikkemotiver indarbejdet i facaden. Wagner designede stationen som en del af sin omfattende plan for Wiener Stadtbahn, hvor han kombinerede teknisk funktion med ornamentale detaljer. Stationen dokumenterer skiftet fra historiske genoplivningstilgange til mere moderne byggeprincipper i Wien ved århundredeskiftet.

Denne sparekasse legemliggør Otto Wagners funktionelle vision for Art Nouveau-arkitektur i det centrale Wien. Bygget mellem 1904 og 1906 kombinerer strukturen stålkonstruktion med marmorbeklædning og aluminiumselementer og bruger industrielle materialer til at skabe et gennemsigtigt, lysfyldt interiør. Den hvælvede glassal i det primære banklokale demonstrerer Wagners afvigelse fra historistisk udsmykning mod strukturel klarhed. Bygningen illustrerer, hvordan Art Nouveau-arkitekter forenede kommercielle funktioner med nye æstetiske principper, og står blandt Wiens bygninger, der dokumenterer Wagners indflydelse på europæisk modernisme.

Helsinki Centralstation, bygget mellem 1909 og 1919 efter tegninger af Eliel Saarinen, repræsenterer en nordisk fortolkning af Art Nouveau og markerer samtidig en overgang mod mere funktionelle arkitekturformer. Facaden af finsk granit er flankeret af to par monumentale skulpturer, der holder kuglelamper, mens det 160 fod (48 meter) høje klokketårn dominerer bybilledet. Indvendigt kombinerer ventesalene og perronområderne traditionelt håndværk med industrielle byggematerialer som stål og glas. Denne kombination af massiv stenarkitektur og organiske dekorative elementer viser, hvordan finske arkitekter mellem 1890 og 1910 forenede nationale byggeteknikker med kontinentale europæiske strømninger og skabte en bygning, der stadig er central for Helsinkis arkitektoniske identitet.

Denne kontorbygning i Kluuvi-distriktet i Helsinki blev opført mellem 1899 og 1901 af arkitektfirmaet Gesellius, Lindgren og Saarinen som hovedkvarter for Pohjola Forsikringsselskab. Facaden kombinerer finsk granit med Art Nouveau-udsmykning, herunder reliefskulpturer af bjørne og andre nordiske motiver. Stenhuggerarbejdet viser geometriske mønstre side om side med organiske former, mens smedejernselementer ved vinduer og indgange viser de buede linjer, der er typiske for bevægelsen. Som en del af den nationalromantiske strømning i finsk arkitektur integrerer Pohjola-bygningen lokale materialer og symbolik i den bredere europæiske Art Nouveau-udvikling. Opgaven gav arkitekterne mulighed for at udvikle et designvokabular, der ville forme deres efterfølgende arbejde i Helsinki og internationalt. Bygningen fungerer stadig som kommercielt kontor i dag og dokumenterer Helsinkis rolle i den europæiske arkitektoniske forandring mellem 1890 og 1910.

Denne jugendstilbygning i Riga er et registreret lettisk kulturminde og illustrerer bevægelsens udbredelse langs Østersøkysten i begyndelsen af det tyvende århundrede. Bygningen legemliggør det facadearbejde, der er karakteristisk for Riga, med dekorativ udsmykning, der placerer den inden for den arkitektoniske arv, som gør den lettiske hovedstad til et af de vigtigste centre for jugendstil i Nordeuropa. Alberta iela 12 supplerer samlingen af europæiske jugendstilbygninger ved at give et eksempel fra en by, hvor hundredvis af sådanne facader dokumenterer udviklingen af industrielle byggeteknikker kombineret med detaljeret håndværk.

Hotel Metropol blev bygget mellem 1899 og 1905 i Art Nouveau-stil og forankrer det centrale Moskva med sin keramiske facade på 46 meter (150 fod). Designet af William Walcot integrerer bygningen traditionelt russisk mosaikarbejde med vesteuropæiske Art Nouveau-elementer i sine ornamentale detaljer. Facaden viser vægmalerier af Mikhail Vrubel og Alexander Golovin, der skildrer mytologiske temaer gennem glaserede fliser. Indvendigt bevarer hotellet sine originale smedejernsgelændere, glasmalerier og stukarbejde, der dokumenterer, hvordan bevægelsen tilpassede sig Moskvas arkitektoniske landskab.

Riabouchinski-palæet viser russisk Art Nouveau gennem sin asymmetriske facade, organiske ornamenter og den buede marmortrappe. Arkitekten Fjodor Sjtjekhtel tegnede bygningen mellem 1900 og 1903 for bankieren Stepan Riabouchinski og integrerede smedejernsarbejde, glasmalerier og plantemotiver i både inde- og udeområder. Bygningen dokumenterer udbredelsen af Art Nouveau i Moskva før revolutionen og fungerer nu som Maxim Gorkij-museet. Værelserne bevarer originale træpaneler, keramiske fliser og dekorative elementer, der illustrerer håndværket i denne periode mellem 1890 og 1910.