Persian Qanat, Underjordisk vandingssystem i flere provinser, Iran

Den persiske qanat er en gruppe underjordiske tunnelsystemer, der findes i Isfahan-provinsen, Kerman-provinsen og Razavi Khorasan-provinsen i Iran, opført som et verdensarvssted. Hvert system består af en let skrånende vandret tunnel forbundet med en serie lodrette brønde, der bringer vand fra en højere kilde til marker og bosættelser på lavere grund.

Persiske ingeniører udviklede qanat-teknikken for over 2.000 år siden, og fra Iran spredte den sig gradvist til Mellemøsten, Nordafrika og dele af Centralasien. Mange af de systemer, der stadig er i brug i dag, blev først bygget i achæmenidiske eller sasanidiske perioder og holdt i gang af lokalsamfund gennem mange århundreder.

Ordet qanat kommer fra en semitisk rod, der betyder kanal eller rør, og mange landsbyer i Iran bærer stadig navne, der henviser til disse vandtunneler. Når man går gennem en landsby bygget omkring en qanat, kan man ofte se rækken af små jordhøje, der markerer brøndene, som løber under jorden under markerne.

De fleste qanat-systemer løber under landbrugsjord, ørken eller byer og kan ikke ses fra gadeniveau undtagen linjen af brøndåbninger på overfladen. Guidede besøg er tilgængelige på et lille antal tilgængelige steder, og at gå med en lokal guide gør det meget lettere at forstå, hvad du ser på.

Nogle af de ældste qanat-systemer i Iran leverer stadig aktivt vand til marker og hjem ved hjælp af nøjagtig samme metode som for tusinder af år siden. De arbejdere, der bygger og vedligeholder dem, kaldet muqannis, arbejder inde i tunneler så smalle, at de kun kan bevæge sig ved at sidde på hug eller ligge ned.