Khaju Bridge, Bro med flere buer fra safavidtiden i Isfahan, Iran

En to-etages stenbuebro strækker sig 137 meter over Zayanderud med 23 buer bygget af mursten og sten. Den 12 meter brede struktur inkluderer gangbare arkader på begge niveauer, mens en sekskantet pavillon markerer de centrale spænd. Flisebelagte nicher med geometriske mønstre langs de indre korridorer, og massive støttepiller forankrer fundamentpillerne i flodbunden.

Shah Abbas II bestilte byggeriet i 1650 over resterne af en bro fra Timurid-tiden, med den armenske guvernør Allahverdi Khan som leverede de første planer. Safavidiske ingeniører integrerede sluseporte i designet for at kontrollere vanding af kongelige haver nedstrøms. Renoveringer i det 20. århundrede forstærkede fundamenterne, mens senere restaureringer udskiftede forfaldent murværk og falmede dekorative elementer.

Broen har i århundreder fungeret som socialt samlingssted, hvor lokale drikker te og samtaler i skyggefulde nicher langs det nederste niveau. Arkaderne tilbød traditionelt tilflugt fra middagsvarmen, mens den centrale platform fungerede som tilskuerplads til offentlige begivenheder. Persisk poesi og musik opføres stadig her, især på sommeraftener, hvor familier søger de kølige stengange.

Ankom tidligt om morgenen eller i skumringen, når lokale samles, og temperaturen er moderat. Det nederste niveau forbliver ofte tørt, når dæmninger opstrøms leder floden væk, men udsigtsplatformene er tilgængelige hele året. Taxaer og busser stopper nær Enghelab-gade omkring 500 meter mod syd. Trapper forbinder niveauerne, selvom stejle trin kan være en udfordring for besøgende med nedsat mobilitet.

Stenløver flankerer hvert hjørne af strukturen og bærer indgraverede signaturer fra de originale stenhuggere og murere. Disse mærker identificerer de persiske og armenske håndværkerlaug, der arbejdede på forskellige sektioner. Under buerne giver trapper ved flodbredden adgang til flodbunden i tørre måneder, når vandet trækker sig tilbage og afslører skjulte fundamenter.