Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Fra romersk tid til middelalderen designede ingeniører broer, der overlevede imperier og stadig står i den moderne verden.
Stenbuende broer er blandt de mest holdbare konstruktioner i historien. Fra romerske akvædukter i Spanien til middelalderlige flodovergange i Centraleuropa viser disse konstruktioner udviklingen af ingeniørkunst gennem to årtusinder. Pont du Gard i Frankrig transporterede engang 20.000 kubikmeter vand dagligt over 50 kilometer, mens Segovia-akvædukten i Spanien blev bygget uden mørtel. I Asien har stenbroer som Marco Polo-broen i Kina forbundet handelsruter i århundreder. Khaju-broen i Isfahan fungerer samtidig som dæmning og offentligt mødested. Disse strukturer tjente flere formål: transport, vandforsyning og sociale mødesteder. Mange af disse broer og akvædukter er stadig i brug i dag. De dokumenterer forskellige byggeteknikker, fra romerske betonhvælvinger til persiske murstensbuestrukturer. Konstruktionerne har overlevet krige, jordskælv og oversvømmelser og er stadig funktionelle elementer i moderne infrastruktur.
Fra romersk tid til middelalderen designede ingeniører broer, der overlevede imperier og stadig står i den moderne verden.
Stenbuende broer er blandt de mest holdbare konstruktioner i historien. Fra romerske akvædukter i Spanien til middelalderlige flodovergange i Centraleuropa viser disse konstruktioner udviklingen af ingeniørkunst gennem to årtusinder. Pont du Gard i Frankrig transporterede engang 20.000 kubikmeter vand dagligt over 50 kilometer, mens Segovia-akvædukten i Spanien blev bygget uden mørtel. I Asien har stenbroer som Marco Polo-broen i Kina forbundet handelsruter i århundreder. Khaju-broen i Isfahan fungerer samtidig som dæmning og offentligt mødested. Disse strukturer tjente flere formål: transport, vandforsyning og sociale mødesteder. Mange af disse broer og akvædukter er stadig i brug i dag. De dokumenterer forskellige byggeteknikker, fra romerske betonhvælvinger til persiske murstensbuestrukturer. Konstruktionerne har overlevet krige, jordskælv og oversvømmelser og er stadig funktionelle elementer i moderne infrastruktur.
Pont du Gard blev bygget i det første århundrede e.Kr. som en del af et halvtreds kilometer langt akvæduktsystem, der forsynede den romerske by Nîmes med vand. Denne trelagede struktur rejser sig niogfyrre meter over floden Gardon og består af tooghalvtreds buer bygget af gule kalkstensblokke uden mørtel. Det øverste niveau indeholdt en vandkanal, der leverede cirka tyve tusind kubikmeter vand dagligt. Broen demonstrerer romersk ingeniørkunst gennem sin præcise buekonstruktion og gradientberegning.
Rialtobroen har spændt over Canal Grande siden 1591 og forbinder bydelene San Marco og San Polo. Antonio da Ponte tegnede denne stenbro med en enkelt bue på 28 meter. To parallelle rækker butikker ligger langs den centrale gangsti og giver plads til handlende og håndværkere. Konstruktionen hviler på 12.000 træpæle drevet ned i lagunens bund. Denne overgang erstattede tidligere træbroer, der var kollapset flere gange. Broen fungerer som en vigtig færdselsåre mellem byens handelskvarterer.
Krämerbrücke spænder over floden Gera og har båret boligbygninger og butikker siden 1100-tallet. Denne stenbuebro forbinder den gamle bydel med Benediktsplatz og huser i øjeblikket 32 bindingsværksbygninger fra forskellige perioder. Håndværksværksteder, kunstgallerier og butikker ligger i de smalle bygninger langs den 120 meter lange passage. Konstruktionen overlevede flere brande og gennemgik adskillige restaureringer, og den nuværende form stammer primært fra 1400- og 1500-tallet.
Pont des Trous er en middelalderlig vandport fra 1200-tallet, der spænder over floden Schelde. Strukturen består af to cylindriske tårne forbundet af tre stenbuer og var en del af Tournais tidligere befæstninger. Tårnene tjente til at kontrollere flodtrafikken og forsvare byen. Monumentet er blevet restaureret flere gange gennem århundrederne og står som et vigtigt eksempel på middelalderlig militærarkitektur i Flandern.
Chengyang-broen blev bygget i 1912 og forbinder flere landsbyer tilhørende Dong-minoriteten langs Linxi-floden. Denne traditionelle trækonstruktion spænder over 64 meter og har fem pavilloner med tag i flere niveauer, opført helt uden søm. Broen fungerer både som overgang over floden og som samlingssted for lokalsamfundet og viser håndværket i Dong-arkitekturen.
Pons Fabricius har forbundet Tiberøen med Campus Martius på den vestlige bred af Tiberen siden 62 f.Kr. Denne romerske bro består af to stenbuer med en samlet længde på 62 meter og tjener daglig fodgængertrafik. Strukturen bærer inskriptioner fra dens bygmestre og står som den ældste kontinuerligt anvendte bro i Rom.
Stari Most spænder over Neretva med en enkelt stenbue, der måler 28,7 meter i bredden. Denne osmanniske struktur blev færdiggjort i 1566 af Mimar Hayruddin, en elev af Sinan. Buen hæver sig 20 meter over floden og forbinder de to distrikter i Mostar. Efter ødelæggelsen i 1993 blev den genopbygget mellem 2001 og 2004 ved hjælp af traditionelle teknikker og originale materialer fra Neretva. De to brotårne, Halebija og Tara, sammen med de historiske huse på begge bredder, fuldender helheden. Siden 2005 har den gamle bydel i Mostar med Stari Most været en del af UNESCOs verdensarvsliste.
Ponte Vecchio spænder over floden Arno med tre buer og blev genopbygget i 1345 efter en oversvømmelse. Konstruktionen har haft butikker langs hele længden siden opførelsen, nu primært med juvelerer og guldsmede. Vasari-korridoren fra 1565 løber som en lukket passage over den østlige side af broen og forbinder Palazzo Vecchio med Palazzo Pitti. Konstruktionen har massive stensøjler, der modstår flodens tryk, mens de øvre niveauer indeholder trækonstruktioner, der understøtter butikkerne.
Karlsbroen forbinder Prags gamle bydel med den lille bydel og strækker sig 516 meter over 16 stensøjler. Broen blev bygget i 1300-tallet under kong Karl IV og fungerede i århundreder som den vigtigste overgang over Vltava-floden. Konstruktionen er lavet af bøhmisk sandsten og har 30 barokstatuer langs rækværket, tilføjet mellem 1683 og 1928. Broen spænder over floden med en bredde på cirka 10 meter og udgjorde en central del af kroningsruten for bøhmiske konger.
London Bridge er en betonkonstruktion bygget i 1973, der erstattede sin middelalderlige forgænger. Denne vejbro forbinder City of London på den nordlige bred med Southwark-distriktet på den sydlige bred af Themsen. Det historiske sted har været brugt til flodovergange siden romertiden. Den nuværende bro har seks trafikbaner og gør det muligt for tusindvis af pendlere og køretøjer at passere dagligt mellem flodens to bredder.
Ponte Gobbo spænder over floden Trebbia med sine elleve buer af forskellig størrelse og stammer fra romertiden. Denne middelalderbro fra 600-tallet er blevet genopbygget og udvidet flere gange. De uregelmæssige buer følger flodens naturlige løb og klippeformationerne i flodsengen. Navnet henviser til broens pukkelryggede profil, skabt af de forskellige buehøjder. Konstruktionen forbinder Bobbios historiske centrum med den modsatte bred og har i århundreder fungeret som en vigtig overgang for pilgrimme og rejsende.
Kintai-broen spænder over Nishiki-floden med fem på hinanden følgende træbuer, der når en samlet længde på 193 meter. Denne konstruktion fra 1673 bruger traditionelle japanske tømrersamlinger uden et eneste søm og hviler på stensøjler, der modstår oversvømmelser. Hver bue rejser sig i forskellig højde og skaber en bølgeagtig silhuet over vandet. Broen forbinder slotsbyen med samuraiernes boligkvarter og har fungeret som en vigtig overgang i over tre århundreder. Regelmæssige restaureringer bevarer de oprindelige byggeteknikker og bruger træ fra regionen.
Denne bue af sten fra det andet århundrede spænder over den historiske grænseflod mellem den romerske republik og Gallia Cisalpina. Konstruktionen markerer det sted, hvor Julius Cæsar krydsede Rubicon med sine legioner i 49 f.v.t., hvilket udløste borgerkrig. Buen viser romersk ingeniørkunst med sin hvælvede konstruktion og massive stenblokke, der er føjet sammen uden mørtel.
Khaju-broen blev bygget i 1650 under Shah Abbas II's regeringstid over Zayandeh-floden. Den to-etagers struktur af sten og mursten strækker sig 133 meter og har 23 buer. Broen fungerer samtidig som dæmning til at regulere vandstanden, som overgangssted og som socialt samlingssted. Beboere og besøgende mødes i nicherne og pavillonerne på det nederste niveau. Dekorationerne omfatter flisearbejde og vægmalerier fra Safavid-perioden.
Proserpina-akvædukten blev bygget i det andet århundrede e.Kr. for at forsyne den romerske koloni Emerita Augusta med vand. Konstruktionen har tre rækker af granitbuer, der når en højde på 30 meter. Akvædukten transporterede vand fra Proserpina-reservoiret til byen over flere kilometer. Byggeriet viser de romerske bygherres avancerede hydrauliske ingeniørfærdigheder og er en del af det arkæologiske ensemble i Mérida.
Porta Maggiore blev opført i 52 e.Kr. under kejser Claudius og fungerede som et arkitektonisk element, der bar to store romerske akvædukter over to vigtige konsulære veje. Aqua Claudia og Anio Novus krydsede Via Praenestina og Via Labicana på dette sted. Strukturen består af store travertinblokke og viser karakteristiske romerske byggeteknikker med rustik murværk. De to buegange i Porta Maggiore var oprindeligt en del af vandforsyningsinfrastrukturen og blev senere indlemmet i Aurelianske Mure.
Piscina Mirabilis er en romersk cisterne fra det første århundrede e.Kr., bygget til at forsyne den kejserlige flåde stationeret ved Misenum med vand. Denne underjordiske struktur strækker sig 70 meter i længden og 25 meter i bredden og består af fem gange understøttet af 48 korsformede søjler. Cisternen rummede cirka 12.600 kubikmeter drikkevand, leveret gennem Aqua Augusta-akvædukten fra Serino i Campania. Det hvælvede loft når næsten 15 meters højde, og hele det indre var beklædt med vandtæt cement.
Akvædukten i Segovia blev bygget i det 1. århundrede e.Kr. og forsynede byen med vand fra floden Frío i Sierra de Guadarrama i århundreder. Konstruktionen strækker sig over 15 kilometer og når sin maksimale højde på 28 meter ved Plaza del Azoguejo. Romerske ingeniører byggede de 166 buer ved hjælp af granitblokke uden mørtel. Akvædukten var i drift indtil det 20. århundrede og transporterede cirka 20.000 liter vand dagligt ind til byen.
Pont du Gard blev bygget i det første århundrede e.Kr. som en del af et halvtreds kilometer langt akvæduktsystem, der forsynede den romerske by Nîmes med vand. Denne trelagede struktur rejser sig niogfyrre meter over floden Gardon og består af tooghalvtreds buer bygget af gule kalkstensblokke uden mørtel. Det øverste niveau indeholdt en vandkanal, der leverede cirka tyve tusind kubikmeter vand dagligt. Broen demonstrerer romersk ingeniørkunst gennem sin præcise buekonstruktion og gradientberegning.
Rialtobroen har spændt over Canal Grande siden 1591 og forbinder bydelene San Marco og San Polo. Antonio da Ponte tegnede denne stenbro med en enkelt bue på 28 meter. To parallelle rækker butikker ligger langs den centrale gangsti og giver plads til handlende og håndværkere. Konstruktionen hviler på 12.000 træpæle drevet ned i lagunens bund. Denne overgang erstattede tidligere træbroer, der var kollapset flere gange. Broen fungerer som en vigtig færdselsåre mellem byens handelskvarterer.
Krämerbrücke spænder over floden Gera og har båret boligbygninger og butikker siden 1100-tallet. Denne stenbuebro forbinder den gamle bydel med Benediktsplatz og huser i øjeblikket 32 bindingsværksbygninger fra forskellige perioder. Håndværksværksteder, kunstgallerier og butikker ligger i de smalle bygninger langs den 120 meter lange passage. Konstruktionen overlevede flere brande og gennemgik adskillige restaureringer, og den nuværende form stammer primært fra 1400- og 1500-tallet.
Pont des Trous er en middelalderlig vandport fra 1200-tallet, der spænder over floden Schelde. Strukturen består af to cylindriske tårne forbundet af tre stenbuer og var en del af Tournais tidligere befæstninger. Tårnene tjente til at kontrollere flodtrafikken og forsvare byen. Monumentet er blevet restaureret flere gange gennem århundrederne og står som et vigtigt eksempel på middelalderlig militærarkitektur i Flandern.
Chengyang-broen blev bygget i 1912 og forbinder flere landsbyer tilhørende Dong-minoriteten langs Linxi-floden. Denne traditionelle trækonstruktion spænder over 64 meter og har fem pavilloner med tag i flere niveauer, opført helt uden søm. Broen fungerer både som overgang over floden og som samlingssted for lokalsamfundet og viser håndværket i Dong-arkitekturen.
Pons Fabricius har forbundet Tiberøen med Campus Martius på den vestlige bred af Tiberen siden 62 f.Kr. Denne romerske bro består af to stenbuer med en samlet længde på 62 meter og tjener daglig fodgængertrafik. Strukturen bærer inskriptioner fra dens bygmestre og står som den ældste kontinuerligt anvendte bro i Rom.
Stari Most spænder over Neretva med en enkelt stenbue, der måler 28,7 meter i bredden. Denne osmanniske struktur blev færdiggjort i 1566 af Mimar Hayruddin, en elev af Sinan. Buen hæver sig 20 meter over floden og forbinder de to distrikter i Mostar. Efter ødelæggelsen i 1993 blev den genopbygget mellem 2001 og 2004 ved hjælp af traditionelle teknikker og originale materialer fra Neretva. De to brotårne, Halebija og Tara, sammen med de historiske huse på begge bredder, fuldender helheden. Siden 2005 har den gamle bydel i Mostar med Stari Most været en del af UNESCOs verdensarvsliste.
Ponte Vecchio spænder over floden Arno med tre buer og blev genopbygget i 1345 efter en oversvømmelse. Konstruktionen har haft butikker langs hele længden siden opførelsen, nu primært med juvelerer og guldsmede. Vasari-korridoren fra 1565 løber som en lukket passage over den østlige side af broen og forbinder Palazzo Vecchio med Palazzo Pitti. Konstruktionen har massive stensøjler, der modstår flodens tryk, mens de øvre niveauer indeholder trækonstruktioner, der understøtter butikkerne.
Karlsbroen forbinder Prags gamle bydel med den lille bydel og strækker sig 516 meter over 16 stensøjler. Broen blev bygget i 1300-tallet under kong Karl IV og fungerede i århundreder som den vigtigste overgang over Vltava-floden. Konstruktionen er lavet af bøhmisk sandsten og har 30 barokstatuer langs rækværket, tilføjet mellem 1683 og 1928. Broen spænder over floden med en bredde på cirka 10 meter og udgjorde en central del af kroningsruten for bøhmiske konger.
London Bridge er en betonkonstruktion bygget i 1973, der erstattede sin middelalderlige forgænger. Denne vejbro forbinder City of London på den nordlige bred med Southwark-distriktet på den sydlige bred af Themsen. Det historiske sted har været brugt til flodovergange siden romertiden. Den nuværende bro har seks trafikbaner og gør det muligt for tusindvis af pendlere og køretøjer at passere dagligt mellem flodens to bredder.
Ponte Gobbo spænder over floden Trebbia med sine elleve buer af forskellig størrelse og stammer fra romertiden. Denne middelalderbro fra 600-tallet er blevet genopbygget og udvidet flere gange. De uregelmæssige buer følger flodens naturlige løb og klippeformationerne i flodsengen. Navnet henviser til broens pukkelryggede profil, skabt af de forskellige buehøjder. Konstruktionen forbinder Bobbios historiske centrum med den modsatte bred og har i århundreder fungeret som en vigtig overgang for pilgrimme og rejsende.
Kintai-broen spænder over Nishiki-floden med fem på hinanden følgende træbuer, der når en samlet længde på 193 meter. Denne konstruktion fra 1673 bruger traditionelle japanske tømrersamlinger uden et eneste søm og hviler på stensøjler, der modstår oversvømmelser. Hver bue rejser sig i forskellig højde og skaber en bølgeagtig silhuet over vandet. Broen forbinder slotsbyen med samuraiernes boligkvarter og har fungeret som en vigtig overgang i over tre århundreder. Regelmæssige restaureringer bevarer de oprindelige byggeteknikker og bruger træ fra regionen.
Denne bue af sten fra det andet århundrede spænder over den historiske grænseflod mellem den romerske republik og Gallia Cisalpina. Konstruktionen markerer det sted, hvor Julius Cæsar krydsede Rubicon med sine legioner i 49 f.v.t., hvilket udløste borgerkrig. Buen viser romersk ingeniørkunst med sin hvælvede konstruktion og massive stenblokke, der er føjet sammen uden mørtel.
Khaju-broen blev bygget i 1650 under Shah Abbas II's regeringstid over Zayandeh-floden. Den to-etagers struktur af sten og mursten strækker sig 133 meter og har 23 buer. Broen fungerer samtidig som dæmning til at regulere vandstanden, som overgangssted og som socialt samlingssted. Beboere og besøgende mødes i nicherne og pavillonerne på det nederste niveau. Dekorationerne omfatter flisearbejde og vægmalerier fra Safavid-perioden.
Proserpina-akvædukten blev bygget i det andet århundrede e.Kr. for at forsyne den romerske koloni Emerita Augusta med vand. Konstruktionen har tre rækker af granitbuer, der når en højde på 30 meter. Akvædukten transporterede vand fra Proserpina-reservoiret til byen over flere kilometer. Byggeriet viser de romerske bygherres avancerede hydrauliske ingeniørfærdigheder og er en del af det arkæologiske ensemble i Mérida.
Porta Maggiore blev opført i 52 e.Kr. under kejser Claudius og fungerede som et arkitektonisk element, der bar to store romerske akvædukter over to vigtige konsulære veje. Aqua Claudia og Anio Novus krydsede Via Praenestina og Via Labicana på dette sted. Strukturen består af store travertinblokke og viser karakteristiske romerske byggeteknikker med rustik murværk. De to buegange i Porta Maggiore var oprindeligt en del af vandforsyningsinfrastrukturen og blev senere indlemmet i Aurelianske Mure.
Piscina Mirabilis er en romersk cisterne fra det første århundrede e.Kr., bygget til at forsyne den kejserlige flåde stationeret ved Misenum med vand. Denne underjordiske struktur strækker sig 70 meter i længden og 25 meter i bredden og består af fem gange understøttet af 48 korsformede søjler. Cisternen rummede cirka 12.600 kubikmeter drikkevand, leveret gennem Aqua Augusta-akvædukten fra Serino i Campania. Det hvælvede loft når næsten 15 meters højde, og hele det indre var beklædt med vandtæt cement.
Akvædukten i Segovia blev bygget i det 1. århundrede e.Kr. og forsynede byen med vand fra floden Frío i Sierra de Guadarrama i århundreder. Konstruktionen strækker sig over 15 kilometer og når sin maksimale højde på 28 meter ved Plaza del Azoguejo. Romerske ingeniører byggede de 166 buer ved hjælp af granitblokke uden mørtel. Akvædukten var i drift indtil det 20. århundrede og transporterede cirka 20.000 liter vand dagligt ind til byen.
Pont du Gard blev bygget i det første århundrede e.Kr. som en del af et halvtreds kilometer langt akvæduktsystem, der forsynede den romerske by Nîmes med vand. Denne trelagede struktur rejser sig niogfyrre meter over floden Gardon og består af tooghalvtreds buer bygget af gule kalkstensblokke uden mørtel. Det øverste niveau indeholdt en vandkanal, der leverede cirka tyve tusind kubikmeter vand dagligt. Broen demonstrerer romersk ingeniørkunst gennem sin præcise buekonstruktion og gradientberegning.
Rialtobroen har spændt over Canal Grande siden 1591 og forbinder bydelene San Marco og San Polo. Antonio da Ponte tegnede denne stenbro med en enkelt bue på 28 meter. To parallelle rækker butikker ligger langs den centrale gangsti og giver plads til handlende og håndværkere. Konstruktionen hviler på 12.000 træpæle drevet ned i lagunens bund. Denne overgang erstattede tidligere træbroer, der var kollapset flere gange. Broen fungerer som en vigtig færdselsåre mellem byens handelskvarterer.
Krämerbrücke spænder over floden Gera og har båret boligbygninger og butikker siden 1100-tallet. Denne stenbuebro forbinder den gamle bydel med Benediktsplatz og huser i øjeblikket 32 bindingsværksbygninger fra forskellige perioder. Håndværksværksteder, kunstgallerier og butikker ligger i de smalle bygninger langs den 120 meter lange passage. Konstruktionen overlevede flere brande og gennemgik adskillige restaureringer, og den nuværende form stammer primært fra 1400- og 1500-tallet.
Pont des Trous er en middelalderlig vandport fra 1200-tallet, der spænder over floden Schelde. Strukturen består af to cylindriske tårne forbundet af tre stenbuer og var en del af Tournais tidligere befæstninger. Tårnene tjente til at kontrollere flodtrafikken og forsvare byen. Monumentet er blevet restaureret flere gange gennem århundrederne og står som et vigtigt eksempel på middelalderlig militærarkitektur i Flandern.
Chengyang-broen blev bygget i 1912 og forbinder flere landsbyer tilhørende Dong-minoriteten langs Linxi-floden. Denne traditionelle trækonstruktion spænder over 64 meter og har fem pavilloner med tag i flere niveauer, opført helt uden søm. Broen fungerer både som overgang over floden og som samlingssted for lokalsamfundet og viser håndværket i Dong-arkitekturen.
Pons Fabricius har forbundet Tiberøen med Campus Martius på den vestlige bred af Tiberen siden 62 f.Kr. Denne romerske bro består af to stenbuer med en samlet længde på 62 meter og tjener daglig fodgængertrafik. Strukturen bærer inskriptioner fra dens bygmestre og står som den ældste kontinuerligt anvendte bro i Rom.
Stari Most spænder over Neretva med en enkelt stenbue, der måler 28,7 meter i bredden. Denne osmanniske struktur blev færdiggjort i 1566 af Mimar Hayruddin, en elev af Sinan. Buen hæver sig 20 meter over floden og forbinder de to distrikter i Mostar. Efter ødelæggelsen i 1993 blev den genopbygget mellem 2001 og 2004 ved hjælp af traditionelle teknikker og originale materialer fra Neretva. De to brotårne, Halebija og Tara, sammen med de historiske huse på begge bredder, fuldender helheden. Siden 2005 har den gamle bydel i Mostar med Stari Most været en del af UNESCOs verdensarvsliste.
Ponte Vecchio spænder over floden Arno med tre buer og blev genopbygget i 1345 efter en oversvømmelse. Konstruktionen har haft butikker langs hele længden siden opførelsen, nu primært med juvelerer og guldsmede. Vasari-korridoren fra 1565 løber som en lukket passage over den østlige side af broen og forbinder Palazzo Vecchio med Palazzo Pitti. Konstruktionen har massive stensøjler, der modstår flodens tryk, mens de øvre niveauer indeholder trækonstruktioner, der understøtter butikkerne.
Karlsbroen forbinder Prags gamle bydel med den lille bydel og strækker sig 516 meter over 16 stensøjler. Broen blev bygget i 1300-tallet under kong Karl IV og fungerede i århundreder som den vigtigste overgang over Vltava-floden. Konstruktionen er lavet af bøhmisk sandsten og har 30 barokstatuer langs rækværket, tilføjet mellem 1683 og 1928. Broen spænder over floden med en bredde på cirka 10 meter og udgjorde en central del af kroningsruten for bøhmiske konger.
London Bridge er en betonkonstruktion bygget i 1973, der erstattede sin middelalderlige forgænger. Denne vejbro forbinder City of London på den nordlige bred med Southwark-distriktet på den sydlige bred af Themsen. Det historiske sted har været brugt til flodovergange siden romertiden. Den nuværende bro har seks trafikbaner og gør det muligt for tusindvis af pendlere og køretøjer at passere dagligt mellem flodens to bredder.
Ponte Gobbo spænder over floden Trebbia med sine elleve buer af forskellig størrelse og stammer fra romertiden. Denne middelalderbro fra 600-tallet er blevet genopbygget og udvidet flere gange. De uregelmæssige buer følger flodens naturlige løb og klippeformationerne i flodsengen. Navnet henviser til broens pukkelryggede profil, skabt af de forskellige buehøjder. Konstruktionen forbinder Bobbios historiske centrum med den modsatte bred og har i århundreder fungeret som en vigtig overgang for pilgrimme og rejsende.
Kintai-broen spænder over Nishiki-floden med fem på hinanden følgende træbuer, der når en samlet længde på 193 meter. Denne konstruktion fra 1673 bruger traditionelle japanske tømrersamlinger uden et eneste søm og hviler på stensøjler, der modstår oversvømmelser. Hver bue rejser sig i forskellig højde og skaber en bølgeagtig silhuet over vandet. Broen forbinder slotsbyen med samuraiernes boligkvarter og har fungeret som en vigtig overgang i over tre århundreder. Regelmæssige restaureringer bevarer de oprindelige byggeteknikker og bruger træ fra regionen.
Denne bue af sten fra det andet århundrede spænder over den historiske grænseflod mellem den romerske republik og Gallia Cisalpina. Konstruktionen markerer det sted, hvor Julius Cæsar krydsede Rubicon med sine legioner i 49 f.v.t., hvilket udløste borgerkrig. Buen viser romersk ingeniørkunst med sin hvælvede konstruktion og massive stenblokke, der er føjet sammen uden mørtel.
Khaju-broen blev bygget i 1650 under Shah Abbas II's regeringstid over Zayandeh-floden. Den to-etagers struktur af sten og mursten strækker sig 133 meter og har 23 buer. Broen fungerer samtidig som dæmning til at regulere vandstanden, som overgangssted og som socialt samlingssted. Beboere og besøgende mødes i nicherne og pavillonerne på det nederste niveau. Dekorationerne omfatter flisearbejde og vægmalerier fra Safavid-perioden.
Proserpina-akvædukten blev bygget i det andet århundrede e.Kr. for at forsyne den romerske koloni Emerita Augusta med vand. Konstruktionen har tre rækker af granitbuer, der når en højde på 30 meter. Akvædukten transporterede vand fra Proserpina-reservoiret til byen over flere kilometer. Byggeriet viser de romerske bygherres avancerede hydrauliske ingeniørfærdigheder og er en del af det arkæologiske ensemble i Mérida.
Porta Maggiore blev opført i 52 e.Kr. under kejser Claudius og fungerede som et arkitektonisk element, der bar to store romerske akvædukter over to vigtige konsulære veje. Aqua Claudia og Anio Novus krydsede Via Praenestina og Via Labicana på dette sted. Strukturen består af store travertinblokke og viser karakteristiske romerske byggeteknikker med rustik murværk. De to buegange i Porta Maggiore var oprindeligt en del af vandforsyningsinfrastrukturen og blev senere indlemmet i Aurelianske Mure.
Piscina Mirabilis er en romersk cisterne fra det første århundrede e.Kr., bygget til at forsyne den kejserlige flåde stationeret ved Misenum med vand. Denne underjordiske struktur strækker sig 70 meter i længden og 25 meter i bredden og består af fem gange understøttet af 48 korsformede søjler. Cisternen rummede cirka 12.600 kubikmeter drikkevand, leveret gennem Aqua Augusta-akvædukten fra Serino i Campania. Det hvælvede loft når næsten 15 meters højde, og hele det indre var beklædt med vandtæt cement.
Akvædukten i Segovia blev bygget i det 1. århundrede e.Kr. og forsynede byen med vand fra floden Frío i Sierra de Guadarrama i århundreder. Konstruktionen strækker sig over 15 kilometer og når sin maksimale højde på 28 meter ved Plaza del Azoguejo. Romerske ingeniører byggede de 166 buer ved hjælp af granitblokke uden mørtel. Akvædukten var i drift indtil det 20. århundrede og transporterede cirka 20.000 liter vand dagligt ind til byen.
