Église monolithe, Saint-Émilion, Kirke udhugget i klippen i Saint-Émilion, Frankrig

Den monolitiske kirke i Saint-Émilion er helt udhugget i en kalkstensskråning under place du Clocher og place des Créneaux. Dens skib og to sideskibe af næsten samme størrelse er delt i seks fag af brede monolitiske søjler, og midterskibet når elleve meters højde. Vestfacaden viser en spidsbuet portal med udskårne figurer og en trekantet gavl med en central medaljon.

Den bretonske munk Émilion bosatte sig her som eneboer og døde i 767; hans disciple gravede et beskedent underjordisk kammer. Omkring begyndelsen af 1100-tallet lod Pierre de Castillon, vicomte af Aubeterre, kirken hugge ud oppefra og ned, en teknik han havde set i Kappadokien, som memoria for Den hellige grav. En indskrift på den tredje sydlige søjle i skibet nævner indvielsen til sankt Émilion i slutningen af 1000- eller begyndelsen af 1100-tallet.

Navnet Saint-Émilion stammer fra den bretonske munk, som levede her som eneboer og døde i 767; hans disciple huggede et beskedent underjordisk kammer i klippen. Kirken blev senere viet til helgenen, hvilket en indskrift på den tredje sydlige søjle i skibet minder om, på den syvende dag før idus i december. Klokketårnet på 53 m er byens højeste punkt.

Kirken nås fra place de l'Église Monolithe, mellem place du Clocher og den lavere plads; den nuværende sognekirke ligger omkring 100 meter mod nord ved rue du Clocher. Klokketårnet står på en terrasse i højde med place du Clocher og er Saint-Émiliens højeste punkt. De underjordiske rum betrædes til fods, og fra tårnet ses ud over byen.

Stenhuggere fjernede cirka 15.000 kubikmeter kalksten for at skabe dette underjordiske rum. Denne enorme mængde illustrerer års intensivt arbejde bag dette arkitektoniske værk.