Udforsk de portugisiske øer: fra Madeira til Azorerne

Madeira er hovedøen i øgruppen med samme navn, beliggende i Atlanterhavet. Øen er kendt for sine havklipper, sit netværk af vandingskanaler kaldet levadas, der snor sig gennem bakkerne, og sine subtropiske haver. Når man går rundt, lægger man mærke til, hvordan bjergene falder brat ned mod kysten, hvilket former måden, folk lever og bevæger sig på øen.

Porto Santo er en lille ø i Madeira-gruppen, kendt for sin lange sandstrand, den største i Portugal. Det gyldne sand strækker sig omkring 5,5 miles (9 km) langs sydkysten. I modsætning til det grønne og vulkanske Madeira har Porto Santo et tørrere og mere solrigt landskab. Bakkerne er bare, og lyset er stærkt det meste af året.

Ilha Deserta Grande er den største af Desertas-øerne, beliggende ud for kysten af Madeira. Det er et naturreservat med et rå vulkansk landskab bestående af mørke klipper og stejle skråninger. Øen er ubeboet og fungerer som tilflugtssted for munkesæler og sjældne havfugle. Besøgende kan kun nå den på guidede dagsture fra Funchal, omkring 16 miles (25 km) væk.

Bugio er den sydligste af Desertas Islands ud for Madeiras kyst. Øen er ubeboet og svær at nå. Et gammelt fyrtårn står på dens klippefyldte grund og var engang permanent bemandet. I dag er øen hjemsted for sjældne havfugle og havpattedyr, herunder middelhavsmunkesælen, en af de sjældneste i verden.

Ilhéu Chão er en lille ubeboet ø, der hører til øgruppen Desertas ud for Madeiras kyst. Landskabet er fladt og bart, formet af vind og hav gennem århundreder. Adgang er begrænset, da øen er et beskyttet naturreservat. For dem, der udforsker de portugisiske øer i Atlanten, står den som et af de mest afsidesliggende steder i regionen.

Selvagem Grande er en af de mest afsidesliggende øer i Europa. Den ligger i Atlanterhavet mellem Madeira og De Kanariske Øer og tilhører Portugal. Øen er ubeboet og huser store kolonier af havfugle, hvilket gør den til et af de vigtigste ynglesteder i Atlanten. Corys skråper yngler her i stort tal. Besøgende møder et landskab, som mennesker næsten ikke har berørt.

Selvagem Pequena er en lille ø syd for Madeira, en del af øgruppen Ilhas Selvagens. Det er et af de mest afsidesliggende hjørner af portugisisk territorium. Jorden er stenet, vegetationen er lav og sparsom, og havet omkring den er for det meste urørt. Havfugle yngler her i stort tal, og adgangen er mest begrænset til forskere og opsynsmænd.

São Miguel er den mest kendte ø i Azorerne. Besøgende finder vulkanske kratersøer omgivet af grønne bakker, varme kilder der bobler op fra jorden, og teplantager spredt over skråningerne. Søerne skifter farve alt efter lyset. Du kan bade i naturlige varme kilder, gå gennem marker med hortensiaer og opleve det grønne, fugtige landskab, der kendetegner denne ø.

Pico er en ø i Azorerne domineret af en enorm vulkan, Portugals højeste bjerg, der rejser sig omkring 7.700 fod (2.350 m). Omkring dens fod vokser vinstokke på mørk lavasten i et landskab anerkendt af UNESCO. Kontrasten mellem sort sten og grønne vinstokke giver Pico et udseende, der ikke ligner nogen anden ø i øgruppen.

Faial er en af Azorerne og ligger midt i Atlanterhavet. Dens havn, Horta, har længe været et stoppested for sejlere, der krydser oceanet. Besætninger maler farverige vægmalerier på kajens mure for at markere deres passage, en tradition der i sig selv tiltrækker besøgende. På den vestlige spids af øen havde vulkanen Capelinhos sit sidste udbrud i 1957 og efterlod et landskab af aske og størknet lava, der ser anderledes ud end noget andet i øgruppen.

Terceira er en ø i Azorerne, hvis hovedby, Angra do Heroísmo, er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Den gamle bydel har farverige facader og brostensbelagte gader, som er nemme at gå gennem. I øens indre kan man udforske et vulkankrater dækket af grønt til fods.

São Jorge er en ø i Azorerne kendt for sine fajãs, smalle strimler af fladt land, der blev dannet ved foden af høje klipper efter jordskred eller lavastrømme. Vandrestier krydser øen fra den ene ende til den anden og passerer grønne græsgange og små landsbyer, der ligger højt over havet. Kysten falder brat ned mod Atlanterhavet, hvilket giver øen en rå og markant karakter.

Flores ligger ved den vestlige kant af Azorerne og beskrives ofte som en af de smukkeste øer i øgruppen. Vandfald styrter ned ad grønne skråninger, vulkanske søer fylder gamle kratere, og vegetationen vokser tæt langs hver sti. Om sommeren kantet hortensia vejene i dyb blå og lilla. Øen bevæger sig i et langsomt tempo, og besøgende, der kommer her, finder som regel netop den ro, de ledte efter.

Corvo er den mindste beboede ø i Azorerne. I midten ligger et stort vulkankrater kaldet Caldeirão, omkring 1,2 miles (2 km) bredt, med små søer og grønne skråninger indeni. Landsbyen Vila do Corvo er den eneste bebyggelse på øen, og dagliglivet der bevæger sig i et langsomt tempo formet af havet omkring. For alle, der udforsker de portugisiske øer, byder Corvo på et af de mest afsidesliggende hjørner af Atlanten.

Graciosa kaldes ofte den hvide ø i Azorerne. Vindmøller og blege stenhus giver den et udseende, der ikke ligner nogen anden ø i øgruppen. Landet er for det meste fladt og grønt, spækket med små landsbyer, hvor livet på landet fortsætter, som det altid har gjort. Under øen ligger en lavahule kaldet Furna do Enxofre, der rummer en underjordisk sø, som besøgende kan udforske. Kysten er blidere her end på de andre azoriske øer, og vandet er roligt nok til at svømme i flere steder.

Santa Maria er den solrigeste ø i Azorerne. I modsætning til de andre øer i øgruppen har den sandstrande med lyst sand, hvilket får den til at skille sig ud. Landskabet skifter mellem bølgende bakker, gamle vingårde og klipper, der vender ud mod Atlanten. Lyset her er stærkere, og luften føles tørrere.

Ilhéu de Vila Franca do Campo er et gammelt vulkankrater, der rejser sig fra havet ud for kysten af São Miguel. Indeni er der dannet en naturlig lagune, beskyttet mod det åbne hav af kraterets vægge. Vandet er roligt og klart, hvilket gør det til et af de mest efterspurgte steder at svømme i Azorerne. Man kommer dertil med båd fra den nærliggende kyst, og antallet af daglige besøgende er begrænset for at beskytte stedet.

Ilhéu de Monchique ligger ud for kysten af øen Flores og markerer det vestligste punkt i Portugal og Den Europæiske Union. Denne lille klippe rejser sig fra Atlanterhavet, langt fra enhver havn. Den er ubeboet og svær at nå, men den tiltrækker besøgende, der ønsker at stå ved Europas vestlige kant.

Ilhéu das Cabras består af to små vulkanske øer ud for kysten af Terceira. Vandet omkring dem er roligt og klart og tiltrækker dykkere fra hele regionen. Under overfladen finder du klipper, huler og et rigt marineliv, hvilket gør dette til et af de mest besøgte dykkersteder i Azorerne.

Ilhéu de Topo er en lille klippeø ud for den østlige spids af São Jorge i Azorerne. Det er et beskyttet naturreservat og hjemsted for en koloni af korsikanske skråper, der yngler i klippespalterne. Øen kan ses fra kysten af São Jorge og er et af de roligere steder i øgruppen, værdsat af vandrere og fuglekiggere, der kommer til den østlige ende af øen.

Ilhéu de Maria Vaz er en lille vulkansk klippe, der rejser sig op af Atlanterhavet nær kysten af Santa Maria, den sydligste ø i Azorerne. Denne lille ø ligger lige ud for kysten, formet af århundreders vulkansk aktivitet og havets erosion. Fra klipperne på Santa Maria fremstår den som en rå stenmasse, der dukker op af vandet. Den er ubeboet og giver dette stykke kystlinje en rå, naturlig karakter.

Ilhéu da Praia ligger lige ud for kysten af Graciosa, en af de mindre øer i Azorerne. Denne klippeø fungerer som et beskyttet ynglested for havfugle. Fra kysterne af Graciosa kan du se fuglene komme og gå hele dagen. Det er et sjældent sted, hvor dyrelivet føles virkelig tæt på, med det åbne Atlanterhav, der strækker sig ud på alle sider.

Ilhéu Mole er en lille vulkansk klippeformation, der ligger lige ud for kysten af Corvo, den mindste ø i Azorerne. Den rejser sig fra Atlanterhavet på en måde, der fanger øjet fra kystlinjen, især på klare dage, hvor kontrasten mellem den mørke klippe og det blå vand er skarpest. Havfugle samler sig omkring den, og området føles fjernt og udsat for den åbne oceans vinde. Det giver en god fornemmelse af, hvor rå og isoleret dette hjørne af Portugal virkelig er.

Ilhéus dos Mosteiros er høje, takkede klippeformationer, der rejser sig fra Atlanterhavet lige ud for den vestlige kyst af São Miguel. Når solen går ned, rammer lyset den sorte basalt i varme orange og røde toner, og mange besøgende kommer på det tidspunkt bare for at se scenen. Den nærliggende landsby Mosteiros har en lille sort sandstrand, der giver en tæt udsigt til klipperne, og det er nemt at sidde der og tage det hele ind.

Ilhéus da Ribeira da Janela er vulkanske klipper, der rejser sig op af havet ud for Madeiras nordvestkyst. Når man kører langs kystvejen, får man pludselig øje på dem, mørke og stejle, formet af vind og bølger. Lokale passerer dem dagligt, og rejsende stopper ofte for at nyde udsigten fra klipperne oven over vejen.