Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Dette udvalg af italienske øer viser forskellige træk, fra naturlige varme kilder til klippeskrænter og hvide sandstrande.
Italien har snesevis af øer spredt langs alle sine kyster, fra Toscanas farvande til Middelhavets udkant. Denne samling bringer tredive øer sammen, fra det sydlige Toscana til Sicilien, inklusive Sardinien og Ligurien. Nogle er kendt over hele verden, andre forbliver stille og mindre besøgte, hver med sin egen historie.
Du kan besøge øer for deres naturlige varme kilder og haver. Andre imponerer med klipper, der falder i havet, hvide sandstrande eller landsbyer med farverige huse. Nogle bevarer spor af historie, mens andre har frodig, urørt natur. Der er steder, hvor mange tager på ferie, og andre der forbliver fredelige og væk fra folkemængder.
At rejse gennem de italienske øer byder på mange oplevelser. Nogle steder er livlige med lokalt liv, og nogle er rolige, hvor du kan glemme dine bekymringer og nyde stilheden.
Dette udvalg af italienske øer viser forskellige træk, fra naturlige varme kilder til klippeskrænter og hvide sandstrande.
Italien har snesevis af øer spredt langs alle sine kyster, fra Toscanas farvande til Middelhavets udkant. Denne samling bringer tredive øer sammen, fra det sydlige Toscana til Sicilien, inklusive Sardinien og Ligurien. Nogle er kendt over hele verden, andre forbliver stille og mindre besøgte, hver med sin egen historie.
Du kan besøge øer for deres naturlige varme kilder og haver. Andre imponerer med klipper, der falder i havet, hvide sandstrande eller landsbyer med farverige huse. Nogle bevarer spor af historie, mens andre har frodig, urørt natur. Der er steder, hvor mange tager på ferie, og andre der forbliver fredelige og væk fra folkemængder.
At rejse gennem de italienske øer byder på mange oplevelser. Nogle steder er livlige med lokalt liv, og nogle er rolige, hvor du kan glemme dine bekymringer og nyde stilheden.
Capri er en ø ud for Campaniens kyst, kendt for sine Faraglioni, klipper der rejser sig fra havet, samt for Den Blå Grotte, en havgrotte hvor lyset farver vandet dybblåt. Øen har tiltrukket rejsende i århundreder, og det kan mærkes i gyderne i byen Capri, med dens caféer, butikker og livlige terrasser. Højere oppe tilbyder Anacapri et langsommere tempo. Kysten er stejl og klippefuld, med vide udsigter over Det Tyrrhenske Hav.
Ischia er en vulkansk ø i havet ud for Campania. I århundreder har den været kendt for sine naturlige varme kilder. Varmt vand stiger op fra jorden eller fra havet, og mange besøgende kommer her alene af den grund. Øen har også haver, små fiskerlandsbyer og strande, hvor dagliglivet går langsomt og afslappet.
Procida ligger i Napolibugten og er en af de mindre øer i området. Den er kendt for sine havnefronter med høje, smalle huse malet i nuancer af gul, orange, pink og rød. I 2022 blev Procida udnævnt til italiensk kulturhovedstad, hvilket trak flere besøgende end normalt. I modsætning til Capri eller Ischia har den bevaret en stærk lokal karakter. Fiskere arbejder stadig på dokkerne, gyderne er smalle og skyggefulde, og dagliglivet går langsomt, hvilket får øen til at føles beboet frem for udstillet.
Ponza er en ø ud for Lazios kyst, kendt for sine stejle klipper, der falder ned i havet, og sine små, beskyttede bugter. Vandet skifter mellem blåt og grønt alt efter lyset. Hovedbyen har farverige huse, en livlig havn og små restauranter, hvor lokale og besøgende let blandes. Om sommeren fyldes øen op, men den bevarer et afslappet tempo, som mange andre italienske øer har mistet.
Palmarola ligger ud for Lazios kyst og kan kun nås med båd fra naboøen Ponza. Øen har ingen fastboende og næsten ingen turistfaciliteter. De, der tager turen, finder klippeskrænter, der falder direkte ned i havet, små bugter med klart vand og en stilhed, der er sjælden langs den italienske kyst. Både lægger til her om sommeren, men øen forbliver for det meste i sin naturlige tilstand.
Ventotene er en lille ø i Det Tyrrhenske Hav ud for kysten af Lazio. Livets tempo er langsomt her. Der er få biler, og de fleste bevæger sig til fods eller på små scootere gennem smalle stræder. Den gamle romerske havn er hugget direkte ind i klippen, og kysten byder på klart vand og rige havbunde, der tiltrækker dykkere fra hele Italien. Øen er kendt for sine naturreservater og for kvaliteten af sit undervandsliv.
Elba er den største ø i Toscana og ligger ud for den tyrrenske kyst omkring 6 miles (10 km) fra fastlandet. Den er mest kendt som det sted, hvor Napoleon Bonaparte tilbragte et år i eksil efter sin første abdikation i 1814. Hans boliger på øen er åbne for besøgende. Ud over dette kapitel af historien har Elba en varieret kystlinje med sandstrande, klippebugter og roligt vand. Det indre er bakket med vingårde og små landsbyer, hvor dagliglivet går langsomt.
Giglio er en lille ø ud for Toscanas kyst, formet af granitfremspring og klart vand. Den middelalderlige landsby Giglio Castello ligger på en bakketop, omgivet af gamle stenvægge, og kigger ud over havet. Nedenfor ligger havnen, hvor færgerne kommer ind, og dagliglivet udspiller sig. Giglio tiltrækker besøgende, der vil dykke, vandre eller bare tilbringe tid i et hjørne af Toscana, som for det meste holder sig for sig selv.
Capraia ligger ud for den toscanske kyst og er en del af den toscanske øgruppe. Næsten hele øen ligger inden for en nationalpark, hvilket betyder, at landskabet stort set er forblevet urørt. Vandrestier snor sig gennem lavt krat og langs klipper, der falder direkte ned i havet. Landsbyen er lille, livets tempo er langsomt, og der kommer langt færre besøgende her end til de andre øer i nærheden.
Pianosa er en tidligere fængselsø ud for Toscanas kyst. I årtier var den lukket for offentligheden, hvilket lod dens landskaber og dyreliv udvikle sig uden menneskelig indblanding. I dag er den et beskyttet naturreservat, som kun kan besøges med en tilladelse. Stier snor sig gennem lavt krat, og vandet omkring øen er kendt for sit marineliv og sin gennemsigtighed.
Montecristo er en lille ø ud for Toscanas kyst, gjort berømt af Alexandre Dumas' roman. Den er næsten helt utilgængelig for besøgende. Der udstedes kun et meget lille antal tilladelser hvert år, hvilket gør den til et af de sværest tilgængelige steder i hele Italien. Vegetationen er tæt og vild, med krat, gamle skove og dyreliv, der har udviklet sig gennem årtier uden menneskelig indblanding. Vilde geder, havfugle og sjældne krybdyr lever her stort set uforstyrret. Ensomheden og afsidesheden på øen mærkes med det samme.
Gorgona er den mindste af de toscanske øer. Den ligger ud for den liguriske kyst og er ikke åben for offentligheden i sædvanlig forstand: besøg er kun mulige som en del af organiserede guidede ture, der skal bookes i god tid. Det meste af øen fungerer som en fængselsgård, hvilket giver den et usædvanligt præg. De, der tager turen, finder en klippefyldt kystlinje, tæt vegetation og en stilhed, der er svær at finde andre steder.
Palmaria ligger lige ud for kysten ved Portovenere på den liguriske kyst og er en del af et UNESCO-verdensarvsområde. Øen er formet af klipper og små bugter, der falder ned mod havet. Den er for det meste ubebygget, og vandet er aldrig langt væk. Smalle stier løber langs kysten og giver tæt kontakt med havet og den klippefyldte strand.
San Pietro er en ø ud for Sardiniens vestkyst med en usædvanlig historie. Dens eneste by, Carloforte, blev grundlagt i 1700-tallet af genovesiske fiskere, der havde boet i Nordafrika, og den oprindelse præger stadig stedet i dag. Du kan høre det i den lokale dialekt, smage det i maden og se det i arkitekturen. Kystlinjen skifter mellem røde klipper, der falder direkte i havet, og beskyttede bugter med klart vand.
Sant'Antioco er en ø i det sydvestlige Sardinien, forbundet med fastlandet af en dæmning, der har eksisteret i århundreder. Øen rummer fønikiske og romerske rester, herunder en tophet og et lille arkæologisk museum i hovedbyen. Langs kysten skifter klippefyldte strækninger med sandstrande, der har tendens til at være mindre overfyldte end andre dele af Sardinien.
La Maddalena ligger ud for den nordlige spids af Sardinien og er en del af en spredt gruppe små øer. Dens kyster er kantet med sandstrande, hvor det lave vand skifter fra bleg grøn til dyb blå. Hovedbyen har en aktiv havn, caféer og små butikker og et afslappet tempo, der tager til om sommeren, når bådene ankommer fra fastlandet. Væk fra byen snor stenede stier sig gennem lav krat til små bugter, som kun kan nås til fods eller med båd.
Caprera er en ø ud for den nordlige kyst af Sardinien, forbundet med øen La Maddalena af en kort dæmning. Landet er for det meste urørt, med granitklipper, fyrreskove og små bugter, der former dets karakter. Caprera er også det sted, hvor Giuseppe Garibaldi, en af nøglefigurerne i Italiens samling i 1800-tallet, tilbragte de sidste år af sit liv. Hans hus, kendt som Casa Bianca, er nu et museum åbent for besøgende.
Asinara er en ø ud for den nordvestlige spids af Sardinien, som i det meste af det 20. århundrede fungerede som straffekoloni. Adgangen var lukket for offentligheden i årtier. I dag er det en nationalpark, og besøg er tilladt, men begrænset. Øen er kendt for sine hvide æsler, som strejfer frit omkring på landjorden. Deres pels mangler pigment på grund af et sjældent genetisk træk. Fordi menneskelig aktivitet var begrænset så længe, er landskabet forblevet stort set urørt. Strandene er tomme, vandet er klart, og stedet føles virkelig fjernt.
Tavolara er en ø ud for den nordøstlige kyst af Sardinien, formet af en massiv kalkstensryg, der rejser sig brat fra havet. Klipperne falder næsten lodret ned i vandet, og kontrasten mellem den blege klippe og det dybblå hav er straks mærkbar. Vandet omkring øen er klart og lavt nok til at nærme sig med båd. Øen har meget få beboere og føles rå og for det meste urørt. En lille restaurant og en håndfuld fiskere er de eneste virkelige tegn på liv. De fleste besøgende ankommer med båd fra Porto San Paolo eller Olbia.
Molara er en ubeboet ø ud for Sardiniens kyst. Vandet omkring den er klart og roligt, hvilket gør den til et populært sted for dykkere og snorklere. Der er ingen strandstole eller restauranter her, kun klipper, pinjetræer og åbent hav. Folk, der kommer til Molara, søger som regel natur og ensomhed.
Levanzo er en lille ø ud for Siciliens vestkyst, hvor biler ikke er tilladt. At komme rundt betyder at gå eller tage en båd. Stierne krydser tørre bakker dækket af krat, forbi klippefremspring og ned til afsides bugter. Øen har meget lidt bebyggelse, og den eneste landsby er lille og enkel. Tæt på kysten ligger en hule med forhistoriske tegninger, der er flere tusind år gamle. Levanzo er en del af De Ægadiske Øer, en kort færgetur fra Trapani.
Marettimo er den vestligste af De Egadiske Øer ud for Siciliens kyst. Det er den mindst besøgte af de tre hovedøer i gruppen. Landskabet er klippefyldt og bakket med stejle klipper, der falder ned i havet, og små bugter skjult imellem dem. Der er meget få biler på øen, en håndfuld huse nær havnen og stier, der fører gennem det indre. Folk kommer her for at gå, for det klare vand og for følelsen af at være langt fra travlere steder.
Panarea er den mindste af De Æoliske Øer og ligger ud for Siciliens nordkyst. Øen er kendt for sine hvide terningformede huse, smalle stier og små klippebugter. Der er ingen biler her, kun trehjulede køretøjer og folk til fods. Om dagen er tempoet langsomt, men om aftenen fyldes de små stræder med mennesker, der spadserer og sidder på barer under åben himmel. Lidt fra kysten kan dykkere udforske gamle sunkne ruiner på havbunden.
Stromboli er en vulkansk ø nord for Sicilien, en del af De Æoliske Øer. Vulkanen i midten har været i udbrud næsten uden afbrydelse i århundreder. Om dagen stiger røg konstant fra toppen. Om natten kan besøgende se glødende lava glide ned ad skråningerne. De sorte sandstrande og den lille landsby ved foden giver øen en rå, naturlig følelse, med vulkanen altid til stede i horisonten ovenover.
Filicudi er en af de mest afsidesliggende øer i de Æoliske Øer ud for Siciliens nordkyst. Dens vulkanske oprindelse er synlig overalt: mørke klipper, stejle skråninger og dybt blåt vand nedenfor. Der er ingen store veje og meget få biler. Livet her bevæger sig langsomt og enkelt. Landsbyerne er små, befolkningen sparsom. Besøgende, der tager turen, finder en ø, der har ændret sig lidt med tiden.
Alicudi er den mest afsidesliggende af De Æoliske Øer ud for Siciliens nordkyst. Der er ingen veje, ingen biler og meget få besøgende. Husene klamrer sig til skråningen af en uddød vulkan, og den eneste måde at komme rundt på er til fods ad stejle stengange eller på æsel. Livet her bevæger sig langsomt. Øen har en lille havn og en håndfuld fastboende. For alle, der ønsker at føle sig virkelig langt væk fra alt, tilbyder Alicudi netop det.
Pantelleria ligger mellem Sicilien og Tunesien, tættere på Afrika end på det italienske fastland. Øen er vulkansk, og det kan ses: jorden består af mørk lavasten, bakkerne er barske, og der er ingen sandstrande. I stedet er der naturlige varme kilder, hvor du kan bade i varmt vand lige ved havet. Øens traditionelle stenhus, kaldet dammusi, har tykke vægge og kuplede tage designet til at holde sig kølige i sommerheden. Pantelleria tiltrækker færre besøgende end andre italienske øer og holder et langsommere tempo i livet.
Favignana er den største af De Egadiske Øer, lige ud for Siciliens vestkyst. Øen har form som en sommerfugl og er nem at udforske på cykel. Kystlinjen skifter mellem flade klipper, små bugter og steder, hvor vandet bliver mørkegrønt. I hovedbyen er en gammel tunfiskefabrik blevet omdannet til et museum, en påmindelse om den tid, hvor tunfiskeri formede hverdagen her.
Capri er en ø ud for Campaniens kyst, kendt for sine Faraglioni, klipper der rejser sig fra havet, samt for Den Blå Grotte, en havgrotte hvor lyset farver vandet dybblåt. Øen har tiltrukket rejsende i århundreder, og det kan mærkes i gyderne i byen Capri, med dens caféer, butikker og livlige terrasser. Højere oppe tilbyder Anacapri et langsommere tempo. Kysten er stejl og klippefuld, med vide udsigter over Det Tyrrhenske Hav.
Ischia er en vulkansk ø i havet ud for Campania. I århundreder har den været kendt for sine naturlige varme kilder. Varmt vand stiger op fra jorden eller fra havet, og mange besøgende kommer her alene af den grund. Øen har også haver, små fiskerlandsbyer og strande, hvor dagliglivet går langsomt og afslappet.
Procida ligger i Napolibugten og er en af de mindre øer i området. Den er kendt for sine havnefronter med høje, smalle huse malet i nuancer af gul, orange, pink og rød. I 2022 blev Procida udnævnt til italiensk kulturhovedstad, hvilket trak flere besøgende end normalt. I modsætning til Capri eller Ischia har den bevaret en stærk lokal karakter. Fiskere arbejder stadig på dokkerne, gyderne er smalle og skyggefulde, og dagliglivet går langsomt, hvilket får øen til at føles beboet frem for udstillet.
Ponza er en ø ud for Lazios kyst, kendt for sine stejle klipper, der falder ned i havet, og sine små, beskyttede bugter. Vandet skifter mellem blåt og grønt alt efter lyset. Hovedbyen har farverige huse, en livlig havn og små restauranter, hvor lokale og besøgende let blandes. Om sommeren fyldes øen op, men den bevarer et afslappet tempo, som mange andre italienske øer har mistet.
Palmarola ligger ud for Lazios kyst og kan kun nås med båd fra naboøen Ponza. Øen har ingen fastboende og næsten ingen turistfaciliteter. De, der tager turen, finder klippeskrænter, der falder direkte ned i havet, små bugter med klart vand og en stilhed, der er sjælden langs den italienske kyst. Både lægger til her om sommeren, men øen forbliver for det meste i sin naturlige tilstand.
Ventotene er en lille ø i Det Tyrrhenske Hav ud for kysten af Lazio. Livets tempo er langsomt her. Der er få biler, og de fleste bevæger sig til fods eller på små scootere gennem smalle stræder. Den gamle romerske havn er hugget direkte ind i klippen, og kysten byder på klart vand og rige havbunde, der tiltrækker dykkere fra hele Italien. Øen er kendt for sine naturreservater og for kvaliteten af sit undervandsliv.
Elba er den største ø i Toscana og ligger ud for den tyrrenske kyst omkring 6 miles (10 km) fra fastlandet. Den er mest kendt som det sted, hvor Napoleon Bonaparte tilbragte et år i eksil efter sin første abdikation i 1814. Hans boliger på øen er åbne for besøgende. Ud over dette kapitel af historien har Elba en varieret kystlinje med sandstrande, klippebugter og roligt vand. Det indre er bakket med vingårde og små landsbyer, hvor dagliglivet går langsomt.
Giglio er en lille ø ud for Toscanas kyst, formet af granitfremspring og klart vand. Den middelalderlige landsby Giglio Castello ligger på en bakketop, omgivet af gamle stenvægge, og kigger ud over havet. Nedenfor ligger havnen, hvor færgerne kommer ind, og dagliglivet udspiller sig. Giglio tiltrækker besøgende, der vil dykke, vandre eller bare tilbringe tid i et hjørne af Toscana, som for det meste holder sig for sig selv.
Capraia ligger ud for den toscanske kyst og er en del af den toscanske øgruppe. Næsten hele øen ligger inden for en nationalpark, hvilket betyder, at landskabet stort set er forblevet urørt. Vandrestier snor sig gennem lavt krat og langs klipper, der falder direkte ned i havet. Landsbyen er lille, livets tempo er langsomt, og der kommer langt færre besøgende her end til de andre øer i nærheden.
Pianosa er en tidligere fængselsø ud for Toscanas kyst. I årtier var den lukket for offentligheden, hvilket lod dens landskaber og dyreliv udvikle sig uden menneskelig indblanding. I dag er den et beskyttet naturreservat, som kun kan besøges med en tilladelse. Stier snor sig gennem lavt krat, og vandet omkring øen er kendt for sit marineliv og sin gennemsigtighed.
Montecristo er en lille ø ud for Toscanas kyst, gjort berømt af Alexandre Dumas' roman. Den er næsten helt utilgængelig for besøgende. Der udstedes kun et meget lille antal tilladelser hvert år, hvilket gør den til et af de sværest tilgængelige steder i hele Italien. Vegetationen er tæt og vild, med krat, gamle skove og dyreliv, der har udviklet sig gennem årtier uden menneskelig indblanding. Vilde geder, havfugle og sjældne krybdyr lever her stort set uforstyrret. Ensomheden og afsidesheden på øen mærkes med det samme.
Gorgona er den mindste af de toscanske øer. Den ligger ud for den liguriske kyst og er ikke åben for offentligheden i sædvanlig forstand: besøg er kun mulige som en del af organiserede guidede ture, der skal bookes i god tid. Det meste af øen fungerer som en fængselsgård, hvilket giver den et usædvanligt præg. De, der tager turen, finder en klippefyldt kystlinje, tæt vegetation og en stilhed, der er svær at finde andre steder.
Palmaria ligger lige ud for kysten ved Portovenere på den liguriske kyst og er en del af et UNESCO-verdensarvsområde. Øen er formet af klipper og små bugter, der falder ned mod havet. Den er for det meste ubebygget, og vandet er aldrig langt væk. Smalle stier løber langs kysten og giver tæt kontakt med havet og den klippefyldte strand.
San Pietro er en ø ud for Sardiniens vestkyst med en usædvanlig historie. Dens eneste by, Carloforte, blev grundlagt i 1700-tallet af genovesiske fiskere, der havde boet i Nordafrika, og den oprindelse præger stadig stedet i dag. Du kan høre det i den lokale dialekt, smage det i maden og se det i arkitekturen. Kystlinjen skifter mellem røde klipper, der falder direkte i havet, og beskyttede bugter med klart vand.
Sant'Antioco er en ø i det sydvestlige Sardinien, forbundet med fastlandet af en dæmning, der har eksisteret i århundreder. Øen rummer fønikiske og romerske rester, herunder en tophet og et lille arkæologisk museum i hovedbyen. Langs kysten skifter klippefyldte strækninger med sandstrande, der har tendens til at være mindre overfyldte end andre dele af Sardinien.
La Maddalena ligger ud for den nordlige spids af Sardinien og er en del af en spredt gruppe små øer. Dens kyster er kantet med sandstrande, hvor det lave vand skifter fra bleg grøn til dyb blå. Hovedbyen har en aktiv havn, caféer og små butikker og et afslappet tempo, der tager til om sommeren, når bådene ankommer fra fastlandet. Væk fra byen snor stenede stier sig gennem lav krat til små bugter, som kun kan nås til fods eller med båd.
Caprera er en ø ud for den nordlige kyst af Sardinien, forbundet med øen La Maddalena af en kort dæmning. Landet er for det meste urørt, med granitklipper, fyrreskove og små bugter, der former dets karakter. Caprera er også det sted, hvor Giuseppe Garibaldi, en af nøglefigurerne i Italiens samling i 1800-tallet, tilbragte de sidste år af sit liv. Hans hus, kendt som Casa Bianca, er nu et museum åbent for besøgende.
Asinara er en ø ud for den nordvestlige spids af Sardinien, som i det meste af det 20. århundrede fungerede som straffekoloni. Adgangen var lukket for offentligheden i årtier. I dag er det en nationalpark, og besøg er tilladt, men begrænset. Øen er kendt for sine hvide æsler, som strejfer frit omkring på landjorden. Deres pels mangler pigment på grund af et sjældent genetisk træk. Fordi menneskelig aktivitet var begrænset så længe, er landskabet forblevet stort set urørt. Strandene er tomme, vandet er klart, og stedet føles virkelig fjernt.
Tavolara er en ø ud for den nordøstlige kyst af Sardinien, formet af en massiv kalkstensryg, der rejser sig brat fra havet. Klipperne falder næsten lodret ned i vandet, og kontrasten mellem den blege klippe og det dybblå hav er straks mærkbar. Vandet omkring øen er klart og lavt nok til at nærme sig med båd. Øen har meget få beboere og føles rå og for det meste urørt. En lille restaurant og en håndfuld fiskere er de eneste virkelige tegn på liv. De fleste besøgende ankommer med båd fra Porto San Paolo eller Olbia.
Molara er en ubeboet ø ud for Sardiniens kyst. Vandet omkring den er klart og roligt, hvilket gør den til et populært sted for dykkere og snorklere. Der er ingen strandstole eller restauranter her, kun klipper, pinjetræer og åbent hav. Folk, der kommer til Molara, søger som regel natur og ensomhed.
Levanzo er en lille ø ud for Siciliens vestkyst, hvor biler ikke er tilladt. At komme rundt betyder at gå eller tage en båd. Stierne krydser tørre bakker dækket af krat, forbi klippefremspring og ned til afsides bugter. Øen har meget lidt bebyggelse, og den eneste landsby er lille og enkel. Tæt på kysten ligger en hule med forhistoriske tegninger, der er flere tusind år gamle. Levanzo er en del af De Ægadiske Øer, en kort færgetur fra Trapani.
Marettimo er den vestligste af De Egadiske Øer ud for Siciliens kyst. Det er den mindst besøgte af de tre hovedøer i gruppen. Landskabet er klippefyldt og bakket med stejle klipper, der falder ned i havet, og små bugter skjult imellem dem. Der er meget få biler på øen, en håndfuld huse nær havnen og stier, der fører gennem det indre. Folk kommer her for at gå, for det klare vand og for følelsen af at være langt fra travlere steder.
Panarea er den mindste af De Æoliske Øer og ligger ud for Siciliens nordkyst. Øen er kendt for sine hvide terningformede huse, smalle stier og små klippebugter. Der er ingen biler her, kun trehjulede køretøjer og folk til fods. Om dagen er tempoet langsomt, men om aftenen fyldes de små stræder med mennesker, der spadserer og sidder på barer under åben himmel. Lidt fra kysten kan dykkere udforske gamle sunkne ruiner på havbunden.
Stromboli er en vulkansk ø nord for Sicilien, en del af De Æoliske Øer. Vulkanen i midten har været i udbrud næsten uden afbrydelse i århundreder. Om dagen stiger røg konstant fra toppen. Om natten kan besøgende se glødende lava glide ned ad skråningerne. De sorte sandstrande og den lille landsby ved foden giver øen en rå, naturlig følelse, med vulkanen altid til stede i horisonten ovenover.
Filicudi er en af de mest afsidesliggende øer i de Æoliske Øer ud for Siciliens nordkyst. Dens vulkanske oprindelse er synlig overalt: mørke klipper, stejle skråninger og dybt blåt vand nedenfor. Der er ingen store veje og meget få biler. Livet her bevæger sig langsomt og enkelt. Landsbyerne er små, befolkningen sparsom. Besøgende, der tager turen, finder en ø, der har ændret sig lidt med tiden.
Alicudi er den mest afsidesliggende af De Æoliske Øer ud for Siciliens nordkyst. Der er ingen veje, ingen biler og meget få besøgende. Husene klamrer sig til skråningen af en uddød vulkan, og den eneste måde at komme rundt på er til fods ad stejle stengange eller på æsel. Livet her bevæger sig langsomt. Øen har en lille havn og en håndfuld fastboende. For alle, der ønsker at føle sig virkelig langt væk fra alt, tilbyder Alicudi netop det.
Pantelleria ligger mellem Sicilien og Tunesien, tættere på Afrika end på det italienske fastland. Øen er vulkansk, og det kan ses: jorden består af mørk lavasten, bakkerne er barske, og der er ingen sandstrande. I stedet er der naturlige varme kilder, hvor du kan bade i varmt vand lige ved havet. Øens traditionelle stenhus, kaldet dammusi, har tykke vægge og kuplede tage designet til at holde sig kølige i sommerheden. Pantelleria tiltrækker færre besøgende end andre italienske øer og holder et langsommere tempo i livet.
Favignana er den største af De Egadiske Øer, lige ud for Siciliens vestkyst. Øen har form som en sommerfugl og er nem at udforske på cykel. Kystlinjen skifter mellem flade klipper, små bugter og steder, hvor vandet bliver mørkegrønt. I hovedbyen er en gammel tunfiskefabrik blevet omdannet til et museum, en påmindelse om den tid, hvor tunfiskeri formede hverdagen her.
Capri er en ø ud for Campaniens kyst, kendt for sine Faraglioni, klipper der rejser sig fra havet, samt for Den Blå Grotte, en havgrotte hvor lyset farver vandet dybblåt. Øen har tiltrukket rejsende i århundreder, og det kan mærkes i gyderne i byen Capri, med dens caféer, butikker og livlige terrasser. Højere oppe tilbyder Anacapri et langsommere tempo. Kysten er stejl og klippefuld, med vide udsigter over Det Tyrrhenske Hav.
Ischia er en vulkansk ø i havet ud for Campania. I århundreder har den været kendt for sine naturlige varme kilder. Varmt vand stiger op fra jorden eller fra havet, og mange besøgende kommer her alene af den grund. Øen har også haver, små fiskerlandsbyer og strande, hvor dagliglivet går langsomt og afslappet.
Procida ligger i Napolibugten og er en af de mindre øer i området. Den er kendt for sine havnefronter med høje, smalle huse malet i nuancer af gul, orange, pink og rød. I 2022 blev Procida udnævnt til italiensk kulturhovedstad, hvilket trak flere besøgende end normalt. I modsætning til Capri eller Ischia har den bevaret en stærk lokal karakter. Fiskere arbejder stadig på dokkerne, gyderne er smalle og skyggefulde, og dagliglivet går langsomt, hvilket får øen til at føles beboet frem for udstillet.
Ponza er en ø ud for Lazios kyst, kendt for sine stejle klipper, der falder ned i havet, og sine små, beskyttede bugter. Vandet skifter mellem blåt og grønt alt efter lyset. Hovedbyen har farverige huse, en livlig havn og små restauranter, hvor lokale og besøgende let blandes. Om sommeren fyldes øen op, men den bevarer et afslappet tempo, som mange andre italienske øer har mistet.
Palmarola ligger ud for Lazios kyst og kan kun nås med båd fra naboøen Ponza. Øen har ingen fastboende og næsten ingen turistfaciliteter. De, der tager turen, finder klippeskrænter, der falder direkte ned i havet, små bugter med klart vand og en stilhed, der er sjælden langs den italienske kyst. Både lægger til her om sommeren, men øen forbliver for det meste i sin naturlige tilstand.
Ventotene er en lille ø i Det Tyrrhenske Hav ud for kysten af Lazio. Livets tempo er langsomt her. Der er få biler, og de fleste bevæger sig til fods eller på små scootere gennem smalle stræder. Den gamle romerske havn er hugget direkte ind i klippen, og kysten byder på klart vand og rige havbunde, der tiltrækker dykkere fra hele Italien. Øen er kendt for sine naturreservater og for kvaliteten af sit undervandsliv.
Elba er den største ø i Toscana og ligger ud for den tyrrenske kyst omkring 6 miles (10 km) fra fastlandet. Den er mest kendt som det sted, hvor Napoleon Bonaparte tilbragte et år i eksil efter sin første abdikation i 1814. Hans boliger på øen er åbne for besøgende. Ud over dette kapitel af historien har Elba en varieret kystlinje med sandstrande, klippebugter og roligt vand. Det indre er bakket med vingårde og små landsbyer, hvor dagliglivet går langsomt.
Giglio er en lille ø ud for Toscanas kyst, formet af granitfremspring og klart vand. Den middelalderlige landsby Giglio Castello ligger på en bakketop, omgivet af gamle stenvægge, og kigger ud over havet. Nedenfor ligger havnen, hvor færgerne kommer ind, og dagliglivet udspiller sig. Giglio tiltrækker besøgende, der vil dykke, vandre eller bare tilbringe tid i et hjørne af Toscana, som for det meste holder sig for sig selv.
Capraia ligger ud for den toscanske kyst og er en del af den toscanske øgruppe. Næsten hele øen ligger inden for en nationalpark, hvilket betyder, at landskabet stort set er forblevet urørt. Vandrestier snor sig gennem lavt krat og langs klipper, der falder direkte ned i havet. Landsbyen er lille, livets tempo er langsomt, og der kommer langt færre besøgende her end til de andre øer i nærheden.
Pianosa er en tidligere fængselsø ud for Toscanas kyst. I årtier var den lukket for offentligheden, hvilket lod dens landskaber og dyreliv udvikle sig uden menneskelig indblanding. I dag er den et beskyttet naturreservat, som kun kan besøges med en tilladelse. Stier snor sig gennem lavt krat, og vandet omkring øen er kendt for sit marineliv og sin gennemsigtighed.
Montecristo er en lille ø ud for Toscanas kyst, gjort berømt af Alexandre Dumas' roman. Den er næsten helt utilgængelig for besøgende. Der udstedes kun et meget lille antal tilladelser hvert år, hvilket gør den til et af de sværest tilgængelige steder i hele Italien. Vegetationen er tæt og vild, med krat, gamle skove og dyreliv, der har udviklet sig gennem årtier uden menneskelig indblanding. Vilde geder, havfugle og sjældne krybdyr lever her stort set uforstyrret. Ensomheden og afsidesheden på øen mærkes med det samme.
Gorgona er den mindste af de toscanske øer. Den ligger ud for den liguriske kyst og er ikke åben for offentligheden i sædvanlig forstand: besøg er kun mulige som en del af organiserede guidede ture, der skal bookes i god tid. Det meste af øen fungerer som en fængselsgård, hvilket giver den et usædvanligt præg. De, der tager turen, finder en klippefyldt kystlinje, tæt vegetation og en stilhed, der er svær at finde andre steder.
Palmaria ligger lige ud for kysten ved Portovenere på den liguriske kyst og er en del af et UNESCO-verdensarvsområde. Øen er formet af klipper og små bugter, der falder ned mod havet. Den er for det meste ubebygget, og vandet er aldrig langt væk. Smalle stier løber langs kysten og giver tæt kontakt med havet og den klippefyldte strand.
San Pietro er en ø ud for Sardiniens vestkyst med en usædvanlig historie. Dens eneste by, Carloforte, blev grundlagt i 1700-tallet af genovesiske fiskere, der havde boet i Nordafrika, og den oprindelse præger stadig stedet i dag. Du kan høre det i den lokale dialekt, smage det i maden og se det i arkitekturen. Kystlinjen skifter mellem røde klipper, der falder direkte i havet, og beskyttede bugter med klart vand.
Sant'Antioco er en ø i det sydvestlige Sardinien, forbundet med fastlandet af en dæmning, der har eksisteret i århundreder. Øen rummer fønikiske og romerske rester, herunder en tophet og et lille arkæologisk museum i hovedbyen. Langs kysten skifter klippefyldte strækninger med sandstrande, der har tendens til at være mindre overfyldte end andre dele af Sardinien.
La Maddalena ligger ud for den nordlige spids af Sardinien og er en del af en spredt gruppe små øer. Dens kyster er kantet med sandstrande, hvor det lave vand skifter fra bleg grøn til dyb blå. Hovedbyen har en aktiv havn, caféer og små butikker og et afslappet tempo, der tager til om sommeren, når bådene ankommer fra fastlandet. Væk fra byen snor stenede stier sig gennem lav krat til små bugter, som kun kan nås til fods eller med båd.
Caprera er en ø ud for den nordlige kyst af Sardinien, forbundet med øen La Maddalena af en kort dæmning. Landet er for det meste urørt, med granitklipper, fyrreskove og små bugter, der former dets karakter. Caprera er også det sted, hvor Giuseppe Garibaldi, en af nøglefigurerne i Italiens samling i 1800-tallet, tilbragte de sidste år af sit liv. Hans hus, kendt som Casa Bianca, er nu et museum åbent for besøgende.
Asinara er en ø ud for den nordvestlige spids af Sardinien, som i det meste af det 20. århundrede fungerede som straffekoloni. Adgangen var lukket for offentligheden i årtier. I dag er det en nationalpark, og besøg er tilladt, men begrænset. Øen er kendt for sine hvide æsler, som strejfer frit omkring på landjorden. Deres pels mangler pigment på grund af et sjældent genetisk træk. Fordi menneskelig aktivitet var begrænset så længe, er landskabet forblevet stort set urørt. Strandene er tomme, vandet er klart, og stedet føles virkelig fjernt.
Tavolara er en ø ud for den nordøstlige kyst af Sardinien, formet af en massiv kalkstensryg, der rejser sig brat fra havet. Klipperne falder næsten lodret ned i vandet, og kontrasten mellem den blege klippe og det dybblå hav er straks mærkbar. Vandet omkring øen er klart og lavt nok til at nærme sig med båd. Øen har meget få beboere og føles rå og for det meste urørt. En lille restaurant og en håndfuld fiskere er de eneste virkelige tegn på liv. De fleste besøgende ankommer med båd fra Porto San Paolo eller Olbia.
Molara er en ubeboet ø ud for Sardiniens kyst. Vandet omkring den er klart og roligt, hvilket gør den til et populært sted for dykkere og snorklere. Der er ingen strandstole eller restauranter her, kun klipper, pinjetræer og åbent hav. Folk, der kommer til Molara, søger som regel natur og ensomhed.
Levanzo er en lille ø ud for Siciliens vestkyst, hvor biler ikke er tilladt. At komme rundt betyder at gå eller tage en båd. Stierne krydser tørre bakker dækket af krat, forbi klippefremspring og ned til afsides bugter. Øen har meget lidt bebyggelse, og den eneste landsby er lille og enkel. Tæt på kysten ligger en hule med forhistoriske tegninger, der er flere tusind år gamle. Levanzo er en del af De Ægadiske Øer, en kort færgetur fra Trapani.
Marettimo er den vestligste af De Egadiske Øer ud for Siciliens kyst. Det er den mindst besøgte af de tre hovedøer i gruppen. Landskabet er klippefyldt og bakket med stejle klipper, der falder ned i havet, og små bugter skjult imellem dem. Der er meget få biler på øen, en håndfuld huse nær havnen og stier, der fører gennem det indre. Folk kommer her for at gå, for det klare vand og for følelsen af at være langt fra travlere steder.
Panarea er den mindste af De Æoliske Øer og ligger ud for Siciliens nordkyst. Øen er kendt for sine hvide terningformede huse, smalle stier og små klippebugter. Der er ingen biler her, kun trehjulede køretøjer og folk til fods. Om dagen er tempoet langsomt, men om aftenen fyldes de små stræder med mennesker, der spadserer og sidder på barer under åben himmel. Lidt fra kysten kan dykkere udforske gamle sunkne ruiner på havbunden.
Stromboli er en vulkansk ø nord for Sicilien, en del af De Æoliske Øer. Vulkanen i midten har været i udbrud næsten uden afbrydelse i århundreder. Om dagen stiger røg konstant fra toppen. Om natten kan besøgende se glødende lava glide ned ad skråningerne. De sorte sandstrande og den lille landsby ved foden giver øen en rå, naturlig følelse, med vulkanen altid til stede i horisonten ovenover.
Filicudi er en af de mest afsidesliggende øer i de Æoliske Øer ud for Siciliens nordkyst. Dens vulkanske oprindelse er synlig overalt: mørke klipper, stejle skråninger og dybt blåt vand nedenfor. Der er ingen store veje og meget få biler. Livet her bevæger sig langsomt og enkelt. Landsbyerne er små, befolkningen sparsom. Besøgende, der tager turen, finder en ø, der har ændret sig lidt med tiden.
Alicudi er den mest afsidesliggende af De Æoliske Øer ud for Siciliens nordkyst. Der er ingen veje, ingen biler og meget få besøgende. Husene klamrer sig til skråningen af en uddød vulkan, og den eneste måde at komme rundt på er til fods ad stejle stengange eller på æsel. Livet her bevæger sig langsomt. Øen har en lille havn og en håndfuld fastboende. For alle, der ønsker at føle sig virkelig langt væk fra alt, tilbyder Alicudi netop det.
Pantelleria ligger mellem Sicilien og Tunesien, tættere på Afrika end på det italienske fastland. Øen er vulkansk, og det kan ses: jorden består af mørk lavasten, bakkerne er barske, og der er ingen sandstrande. I stedet er der naturlige varme kilder, hvor du kan bade i varmt vand lige ved havet. Øens traditionelle stenhus, kaldet dammusi, har tykke vægge og kuplede tage designet til at holde sig kølige i sommerheden. Pantelleria tiltrækker færre besøgende end andre italienske øer og holder et langsommere tempo i livet.
Favignana er den største af De Egadiske Øer, lige ud for Siciliens vestkyst. Øen har form som en sommerfugl og er nem at udforske på cykel. Kystlinjen skifter mellem flade klipper, små bugter og steder, hvor vandet bliver mørkegrønt. I hovedbyen er en gammel tunfiskefabrik blevet omdannet til et museum, en påmindelse om den tid, hvor tunfiskeri formede hverdagen her.
Hvis du planlægger at besøge flere øer, skal du tjekke bådforbindelser, før du tager af sted. Nogle øer har ikke regelmæssige forbindelser, især uden for højsæsonen. At slå en lokal guide eller et maritimt transportwebsted op kan hjælpe dig med at planlægge dine ture uden overraskelser.
