Forladte og angiveligt hjemsøgte psykiatriske hospitaler rundt om i verden

Riverview Hospital er en tidligere psykiatrisk institution i Coquitlam, der behandlede patienter med psykisk sygdom i over et århundrede. Det omfattende kompleks omfatter flere etageejendomme i Colonial Revival-stil, omgivet af grønne områder og modne træer. I løbet af sin lange historie eksperimenterede hospitalet med forskellige behandlingsmetoder, herunder elektrochokbehandling og lobotomi. Mange bygninger står nu tomme, deres tomme korridorer og forladte behandlingsrum er en påmindelse om tidligere medicinske praksisser. Historier fra tidligere patienter og personale har givet dette sted et ry som et sted for uforklarlige hændelser.

Willard Asylum for Kronisk Sindssyge var en psykiatrisk institution i staten New York, der husede patienter med kroniske psykiske lidelser i over et århundrede. Asylet åbnede sine døre i anden halvdel af 1800-tallet og optog personer, som ofte blev anbragt der af deres familier eller lokalsamfund i længere perioder. Mange patienter tilbragte hele deres liv inden for dets mure, adskilt fra omverdenen. Institutionen var kendt for sine store murstensbygninger og vidtstrakte områder. Med tiden udviklede behandlingsmetoderne sig, og institutionen lukkede i begyndelsen af 1990'erne. I dag er dette forladte sted anerkendt som et sted med en problematisk fortid, der bærer historier om forsømmelse og uforklarlige hændelser. Besøgende og forskere beskriver en trykkende følelse i de tomme gange og rum.

Dette tidligere hospital ligger på Roosevelt Island og behandlede engang patienter med kopper og andre smitsomme sygdomme. Det blev bygget i midten af 1800-tallet i nygotisk stil og var en del af et større netværk af byens sundhedsinstitutioner. I dag er ruinen lukket for offentligheden, men dens forfaldne vægge og tomme vinduer er stadig synlige fra øen. Historier om barske forhold og de syges lidelser har bidraget til bygningens omdømme som et uhyggeligt sted og givet den en plads i denne samling af tidligere psykiatriske hospitaler og sanatorier med mørk historie.

Harlem Valley State Hospital var en psykiatrisk institution i delstaten New York, der åbnede i 1924 og var i drift indtil 1994. Hospitalet behandlede tusindvis af patienter med psykiske lidelser og var en del af et system af store statslige institutioner. I de tidlige årtier var elektrochok og andre behandlinger, der i dag betragtes som kontroversielle, almindelig praksis. De vidtstrakte bygninger og arealer er forfaldet siden lukningen, og historier om usædvanlige syn og ubehagelige følelser har fulgt stedet. De forladte strukturer tiltrækker besøgende, der er interesseret i psykiatrisk behandlings historie og rygter om paranormal aktivitet.

Pool Park Asylum, senere kendt som Park Lane Hospital og St Cadoc's, var et psykiatrisk hospital i Gwent, der fungerede fra 1898 til 1995. Bygningen blev designet til at rumme op til 1.500 patienter i et selvforsynende samfund. Gennem årene fremkom rapporter om hård behandling og vanskelige forhold. Siden lukningen har stedet stået tomt. Korridorer, forfaldne værelser og forladte operationsstuer tiltrækker besøgende, der leder efter spor af fortiden og lytter efter uforklarlige lyde.

Det historiske distrikt Rockhaven Sanitarium ligger i foden af Verdugo-bjergene i Californien og fungerede i over syv årtier som et sted for kvinder med psykisk sygdom. Det blev grundlagt af Agnes Richards i 1923, og sanatoriet havde til formål at behandle patienter i rolige omgivelser uden brug af mekaniske tvangsmidler. Ejendommen bestod af flere hytter spredt over området. Efter lukningen i 2006 forfaldt bygningerne gradvist. Knuste vinduer, tilgroede haver og tomme værelser giver nu en følelse af et sted frosset i tiden. I de senere år har stedet tiltrukket besøgende drevet af beretninger om uforklarlige hændelser og historien om den pleje, der blev ydet inden for dets vægge.

Medfield State Hospital var en psykiatrisk institution vest for Boston, der var i drift i over et århundrede. Dette vidtstrakte sted med sine murstensbygninger og tomme afdelinger blev efter lukningen genstand for mange rapporter om uforklarlige lyde og mærkelige møder. I dag står de forladte bygninger som en påmindelse om en tid, hvor behandling af psykisk sygdom ofte foregik under barske forhold.

Letchworth Village i Thiells var en psykiatrisk institution, der fungerede i mere end halvfjerds år og husede mennesker med udviklingshandicap og psykiatriske lidelser. Fra midten af det tyvende århundrede begyndte rapporter om forsømmelse, hård behandling og foruroligende forhold at dukke op. Efter det lukkede i halvfemserne, blev bygningerne efterladt til forfald, og historier om uforklarlige lyde, skygger og uhyggelige møder spredte sig blandt besøgende. I dag tiltrækker de forladte afdelinger og tilgroede stier dem, der er interesseret i de mørkere kapitler af psykiatrisk behandling og påstået paranormal aktivitet.

Dette tidligere psykiatriske hospital i den toscanske by begyndte som et herberg i det 14. århundrede og voksede senere til en stor institution. I århundreder optog bygningen patienter fra hele regionen. Behandlingsmetoder fulgte ofte tidens hårde standarder, og stedet udvidede sig gennem årene til et vidtstrakt kompleks. Lange korridorer, høje sale og tomme rum præger nu stedet. Efter lukningen i slutningen af det 20. århundrede stod bygningen tom. Besøgende beretter om en tung stilhed i gangene og en trykkende følelse, der minder om fortiden.

Severalls Hospital var en psykiatrisk institution i Essex, der tog imod patienter i over et århundrede, indtil den lukkede. Åbnet i 1913 blev bygningen opført efter victorianske asylprincipper med lange korridorer, høje lofter og separate pavilloner til forskellige afdelinger. Mange patienter gennemgik eksperimentelle behandlinger, herunder elektrochokterapi og lobotomi, som blev betragtet som fremskridt i psykiatrisk behandling på det tidspunkt. Efter lukningen i 1990'erne forfaldt bygningerne, og historier om uforklarlige lyde, skygger og møder med tidligere patienter spredte sig blandt besøgende. I dag står de forladte bygninger delvist tomme, mens nogle områder er blevet omdannet til boliger.

Creedmoor Psychiatric Center ligger i Queens Village-kvarteret og er blandt de største psykiatriske faciliteter i New York. Komplekset åbnede i slutningen af 1800-tallet og voksede til et vidtstrakt sted med murstensbygninger, pavilloner og åbne arealer. Gennem sin historie behandlede hospitalet tusindvis af patienter, ofte under forhold, der i dag betragtes som tvivlsomme. Eksperimentelle terapier, overbelægning og utilstrækkeligt tilsyn formede dagliglivet i mange årtier. Nogle bygninger står tomme i dag, mens andre er blevet genbrugt. Besøgende rapporterer uforklarlige lyde og skygger, der bevæger sig gennem de forladte gange. Kombinationen af medicinsk historie og forfald gør dette sted til et symbol på de mørkere kapitler i psykiatrisk behandling.

North Wales Hospital var en af de største psykiatriske institutioner i Wales og fungerede i over et århundrede. Bygget i nygotisk stil strækker komplekset sig over flere bygninger beliggende mellem bakker og skov. Lange korridorer, høje vinduer og forfaldne behandlingsrum fortæller om en tid, hvor behandlinger stadig var dårligt forstået. Stedet står nu tomt og forfalder langsomt. Historier om uforklarlige lyde og skyggefigurer har gjort stedet kendt. I dag betragtes området som et af de mest anerkendte forladte hospitaler i Storbritannien.

Dette tidligere psykiatriske hospital i Weston blev bygget i midten af 1800-tallet og betjente patienter i over et århundrede. Den store bygning i nygotisk stil var designet til at huse et par hundrede mennesker, men endte med at rumme flere tusinde under trange forhold. Tykke stenvægge, lange gange og talrige rum afspejler en periode, hvor behandling af psykisk sundhed var baseret på metoder, der i dag betragtes som kontroversielle. Faciliteten lukkede i slutningen af 1900-tallet og har siden tiltrukket historikere og nysgerrige efter rapporteret paranormal aktivitet. I dag tilbyder bygningen guidede ture, der udforsker psykiatriens historie og oplevelserne for dem, der boede der.

Hart Island er en lille ø ud for Bronx' kyst, som har fungeret som offentlig begravelsesplads i over et århundrede. Mere end en million mennesker er blevet begravet her i umærkede massegrave, mange uden ceremoni eller anerkendelse. Øen forblev lukket for offentligheden i årtier under kriminalforsorgens ledelse, hvilket skabte en stemning af isolation og sorg. Forfaldne bygninger fra forskellige epoker, herunder tidligere karantænefaciliteter og et forladt hospital, står spredt mellem de vidtstrakte begravelsesmarker. Stedet bærer vægten af utallige glemte liv og er en af de største offentlige kirkegårde i USA. Besøgende beskriver en trykkende tavshed og følelsen af at være omgivet af usynlige historier.

Walter E. Fernald Developmental Center i Waltham var en statslig institution for personer med intellektuelle handicap, der fungerede fra 1888 til 2014. Det vidtstrakte campus med murstensbygninger blandt skovklædte bakker var stedet for flere epoker inden for psykiatrisk behandling og reform. I 1940'erne og 1950'erne blev der udført kontroversielle ernæringseksperimenter her på teenage-drenge uden ordentligt informeret samtykke fra dem eller deres familier. Bygningerne med deres høje lofter og lange korridorer står nu for det meste tomme. Dele af campus er blevet omdannet til boliger, mens andre sektioner forbliver forladte. Historien om denne institution og beretningerne om lidelser, som tidligere beboere udholdt, fortsætter med at forme dette steds omdømme.

New York City Farm Colony på Staten Island var et fattighus grundlagt i 1829, som senere blev et plejehjem. Murstensbygningerne har stået tomme siden 1975 og forfalder fortsat. Patienter boede her under barske forhold, og mange arbejdede på markerne omkring. Besøgende rapporterer om mærkelige lyde i de forladte gange og en følelse af at blive overvåget. Anlægget ligger skjult mellem træer og bevoksning, langt fra New Yorks travle gader.

Dette museum i St. Augustine viser medicinsk praksis fra 1700-tallet i et restaureret spansk militærhospital. Værelserne udstiller instrumenter og møbler fra perioden, som viser, hvordan soldater og civile blev behandlet. Rundvisninger forklarer datidens helbredelsesmetoder, fra åreladning til urtemedicin. Bygningen selv stammer fra den anden spanske kolonitid og giver besøgende en fornemmelse af det medicinske liv i den tidlige amerikanske historie.

Tranquille Sanatorium ligger i udkanten af Kamloops i det tørre landskab i det sydlige indre af British Columbia. Anlægget åbnede i begyndelsen af det tyvende århundrede og behandlede i årtier patienter med tuberkulose og psykisk sygdom på sine vidtstrakte områder. Flere bygninger står stadig, nu mest forladte og forvitrede. Behandlingerne var ofte hårde, og mange patienter døde i isolation. Efter lukningen tiltræk de tomme afdelinger og udhuse historier om uforklarlige lyde og syn, hvilket føjede til dets omdømme blandt dem, der interesserer sig for forladte medicinske faciliteter. De smuldrende strukturer står som påmindelser om et vanskeligt kapitel i behandlingshistorien, og stedet tiltrækker fortsat besøgende, der er nysgerrige efter de forhold, patienterne stod over for, og de rapporterede fænomener, der hænger ved i dets gange.

Whittingham Hospital er en tidligere psykiatrisk institution i Lancashire, der var i drift i over et århundrede og engang var blandt de største af sin slags i Storbritannien. Bygningerne fra det nittende århundrede blev designet med lange korridorer, der strakte sig flere hundrede meter. Behandlingsmetoder udviklede sig gennem årtierne, og der dukkede rapporter op om barske forhold og forsømmelse. Efter lukningen i halvfemserne forfaldt bygningerne, og historier om mærkelige hændelser og tidligere lidelser har tiltrukket de nysgerrige.

Changi Hospital var engang en militær medicinsk facilitet i det østlige Singapore og står nu tom. Bygget i 1930'erne under britisk kolonistyre tjente det både allierede og japanske styrker under Anden Verdenskrig. Efter krigen behandlede det britiske soldater og deres familier, før det lukkede endeligt i 1990'erne. De forladte bygninger tiltrækker folk, der er interesseret i den mørkere side af dens fortid, da afhøringer og mishandling fandt sted her under den japanske besættelse. Korridorerne er stille, værelserne tomme, og forfaldet fortsætter i hele strukturen. Mange besøgende rapporterer mærkelige lyde og uforklarlige hændelser, knyttet til den traumatiske historie, der udspillede sig inden for disse vægge.

Dette sanatorium i Louisville åbnede i 1910 for at pleje tuberkulosepatienter, da sygdommen spredte sig hurtigt i regionen. Den store bygning husede flere hundrede patienter og havde åbne verandaer, hvor de kunne trække frisk luft, en almindelig behandling dengang. Da antibiotika kom i 1940'erne, faldt antallet af tuberkulosetilfælde, og faciliteten blev senere et geriatrisk center, før det lukkede i 1982. Korridorerne, den såkaldte ligrutschebane under bakken og de tomme patientværelser bidrager nu til dens mørke omdømme. Mange besøgende rapporterer uforklarlige lyde, skyggefigurer og fornemmelsen af en usynlig tilstedeværelse. Bygningen tiltrækker fortsat ture og undersøgelser, der udforsker dens historie og de mange historier knyttet til dens forladte sale.

Bethlem Royal Hospital i Bromley har en lang historie inden for psykiatrisk behandling. Institutionen blev grundlagt i 1200-tallet og fungerede i århundreder som behandlingscenter for psykisk syge. De tidlige metoder, der blev brugt der, var ofte tvivlsomme og umenneskelige efter moderne standarder. Med tiden udviklede der sig et mørkt ry omkring hospitalet, som stadig består i dag. Besøgende nævner ofte en trykkende følelse i de ældre dele af bygningen. Faciliteten er blevet flyttet og genopbygget flere gange, men mindet om tidligere behandlingsmetoder er stadig til stede. I dag repræsenterer hospitalet en lang udvikling i psykiatrisk medicin og tiltrækker folk, der er interesseret i psykiatriens historie.

Rolling Hills Asylum ligger langs en landevej i det vestlige New York State og var i drift mellem 1827 og 1974. Oprindeligt bygget som fattighus, skiftede stedet gradvist formål til at pleje mennesker med psykisk sygdom, fysiske handicap og kroniske lidelser. Værelserne var ofte overfyldte, og behandlingerne fulgte tidens skiftende medicinske overbevisninger. I dag går besøgende gennem tomme gange, sovesale og behandlingsrum, der stadig bærer spor af bygningens tidligere liv. Mange rapporterer om uforklarlige lyde, kold træk, og følelsen af, at noget eller nogen bevæger sig gennem mørket.

Hellingly Hospital stod engang i det sydøstlige England og betjente mennesker med psykisk sygdom i over et århundrede. Det vidtstrakte kompleks omfattede afdelinger, værksteder og sin egen jernbanelinje, der forbandt patienter og personale. Efter lukningen i slutningen af det 20. århundrede forfaldt bygningerne. I dag er der kun ruiner og tilgroede fundamenter tilbage. Besøgende beskriver en tung følelse, når de ser de smuldrende vægge og tomme vinduer. Historien om dette sted og historierne fra tidligere beboere tiltrækker historikere og dokumentarfilmskabere.

Dette tidligere psykiatriske hospital i Ohio behandlede patienter i over et århundrede, før det lukkede i halvfemserne. De store murstensbygninger med højt til loftet og lange gange står delvist tomme, mens andre afsnit bruges af universitetet. Beretninger nævner uforklarlige lyde, skygger i forladte rum og historien om en patient, hvis lig blev fundet der. Besøgende og tidligere ansatte taler om kolde pletter, døre der åbner sig selv, og stemmer i øde korridorer.

Dette tidligere statslige psykiatriske hospital i New Jersey åbnede i 1848 og optog tusindvis af patienter gennem årtierne. Anlægget led under kronisk overbelægning, og behandlingsmetoderne skiftede fra moralsk terapi til kontroversielle praksisser som lobotomi og elektrochok. Rapporter om mishandling og forsømmelse prægede de senere år. Meget af campusområdet står nu tomt, og de forfaldne bygninger tiltrækker dem, der er interesseret i psykiatriens mørke historie. Historier om uforklarlige lyde og åbenbaringer følger dette steds omdømme.

Dette norske psykiatriske hospital åbnede sine døre i midten af 1800-tallet og behandlede patienter i over hundrede år. Bygningen har stået tom, siden driften ophørte i 1980'erne. Værelser og korridorer bærer spor af medicinsk historie, mens historier om tidligere behandlingsmetoder og uforklarlige hændelser har sat sig i væggene. Besøgende rapporterer om mærkelige lyde og en følelse af ubehag, der driver gennem de tomme afdelinger.

Dette psykiatriske hospital i Lombardiet åbnede i slutningen af 1800-tallet og voksede til en af de største faciliteter af sin slags i Italien. Bygningerne ligger på store grunde i udkanten af Milano. I løbet af sine driftsår boede tusindvis af patienter her under skiftende behandlingsmetoder. Hospitalet lukkede i 1990'erne. Siden da er pavilloner, sovesale og behandlingsrum blevet efterladt til forfald. Mange beretninger taler om uforklarlige lyde, skygger i de tomme korridorer og en følelse af dyb uro, der griber besøgende. Historien om isolation, eksperimentelle terapier og lidelse har givet Ospedale psichiatrico provinciale di Milano i Mombello et ry som et sted med en mørk fortid, der i dag tiltrækker historikere og nysgerrige efter forladte steder.

Aradale Mental Hospital, en tidligere psykiatrisk institution i Ararat, åbnede i anden halvdel af 1800-tallet og var aktiv i over hundrede og tredive år. Institutionen blev kendt for eksperimentelle behandlinger og vanskelige forhold. Sandstensvægge og lange korridorer præger bygningernes udseende. Patienter boede der under opsyn, og mange døde på stedet. Besøgende rapporterer uforklarlige lyde og følelsen af at blive overvåget. I dag står hospitalet for det meste tomt og tiltrækker dem, der er interesseret i psykiatriens mørke kapitler.

Dette tidligere hospital i Pripyat blev evakueret i 1986 efter Tjernobyl-reaktorulykken og har stået tomt lige siden. Anlægget behandlede de første ofre for atomulykken, før alt personale og alle patienter blev tvunget til at forlade byen. Gangene og behandlingsrummene ligger nu forladte med medicinsk udstyr og personlige ejendele efterladt i hastværket med at komme væk. Bygningen bærer præg af årtiers forfald og strålingseksponering. Besøgende rapporterer om en trykkende stilhed og vægten af de begivenheder, der udspillede sig her, mens naturen langsomt genindtager det indre.

Dette psykiatriske hospital i Utica blev grundlagt i 1843 efter principperne om moralsk terapi og er blandt de ældste institutioner af sin slags i USA. Gennem historien voksede antallet af patienter så meget, at de oprindelige behandlingsidealer ikke længere kunne opretholdes. Overbelægning, forældede metoder og rapporter om forsømmelse fulgte. Efter lukningen af flere bygninger blev historier om uforklarlige hændelser og nattige åbenbaringer kendt, hvilket gjorde hospitalet til et sted kendt for sin mørke fortid og sit ry som et hjemsøgt sted.

Northlake Behavioral Health System er et tidligere psykiatrisk hospital i Mandeville, Louisiana. Anlægget åbnede i begyndelsen af 1980'erne og behandlede patienter med psykisk sygdom og adfærdsforstyrrelser. Efter mange års drift lukkede hospitalet, og bygningerne har stået tomme siden. Besøgende rapporterer urovækkende lyde i de forladte gange og rum og en følelse af ubehag, når de går ind i de forfaldne behandlingsområder. Stedet tiltrækker nu folk, der er interesseret i psykiatriens historie og forladte medicinske faciliteter.