Philip Johnsons arkitektur gennem modernistisk design

Denne bolig fra 1949 ligger på en ejendom i New Canaan og viser Philip Johnsons tilgang til modernismen. Væggene er lavet af gennemsigtigt glas holdt af sorte stålbjælker. Bygningen åbner sig mod en anlagt have med græsplæner, træer og små damme. Indvendigt er der få vægge, så opholdsområdet smelter sammen med omgivelserne. Strukturen hviler på en base af mursten og har et fladt tag. En cylindrisk kerne af mursten står i midten og indeholder badeværelse og pejs. Huset blev designet som Johnsons private bolig og betragtes nu som et eksempel på transparent efterkrigsarkitektur.

Dette 38-etagers kontortårn ligger på Park Avenue og blev færdiggjort i slutningen af 1950'erne. Philip Johnson arbejdede sammen med Mies van der Rohe om at skabe en bygning, der kombinerer glas og bronze. Facaden viser et jævnt gitter af mørke vinduesbånd. Foran indgangen ligger en åben plads med lave vandbassiner, der reflekterer lys. Bygningen er blandt de vigtigste eksempler på efterkrigsarkitektur i New York og påvirkede kontorbyggeri over hele verden. De rene linjer og placeringen tilbagetrukket fra gaden ændrede måden, hvorpå skyskrabere passer ind i byen.

Dette kontortårn fra 1984 ligger på Manhattan og er et af Philip Johnsons vigtigste værker. Facaden er lavet af granit, mens en dekorativ fronton minder om historiske møbler. Designet kombinerer modernistiske former med klassiske elementer og skiller sig ud fra de omkringliggende højhuse. Basis indeholder plads til butikker og en offentlig arkade. Bygningen er en del af New Yorks arkitekturhistorie og viser Johnsons interesse for historiske referencer.

Dette kontortårn blev færdiggjort i 1986 og viser Philip Johnsons skift fra den internationale stil til postmoderne former. Det fik sit kaldenavn på grund af sin ovale form og røde granitfacade. De tre niveauer er forskudt, så hvert niveau har en forskellig diameter. Bygningen står adskilt fra de rektangulære tårne omkring den og passer ind i Johnsons eksperimenter med geometri og farve i bylandskabet.

Dette bygningskompleks er en del af Philip Johnsons arbejde i USA. De seks tårne med glasfacader trækker på middelalderlige forbilleder og danner et samlet hele, der præger byens skyline. Arkitekturen kombinerer moderne byggemetoder med historiske former og føjer sig til værker som Glass House i New Canaan og Seagram Building i New York.

Denne bygning til religiøse forsamlinger viser Philip Johnsons tilgang til at kombinere glaskonstruktion med kristen arkitektur. Facaden består af tusindvis af glasruder arrangeret i en stjerneformet grundplan, hvilket lader dagslys komme ind i det indre rum. Stål- og glaskonstruktionen opstod i slutningen af halvfjerdserne og forbinder modernistiske principper med religiøs funktion.

Pennzoil Place består af to tårne med 36 etager, der viser Philip Johnsons tilgang til modernistiske former og geometri. De to bygninger har skrå tage og facader dækket af bronzefarvet glas. De står tæt sammen og skaber et smalt mellemrum mellem dem, der udvider sig, når det stiger. Denne ordning ændrer udseendet afhængigt af, hvor du ser det fra. Komplekset tilhører Johnsons værk i Houston og viser hans indflydelse på byens arkitektur.

Museets bygning bruger Texas shellstone og viser høje søjler med store vinduespartier. Philip Johnson tegnede dette museum som en del af sit modernistiske arbejde i hele USA. Facaden forbinder klassiske former med rene linjer og afspejler Johnsons tilgang til at bringe traditionelle elementer ind i samtidsarkitekturen.

Denne bygning fra 1963 kombinerer en privat bolig med udstillingsrum for moderne kunst og skulpturer i modernistisk stil. Kreeger Museum viser, hvordan Johnson forenede bolig- og udstillingsfunktioner i én struktur, en del af hans arbejde med at kombinere modernisme med klassiske elementer og skabe bygninger i hele USA og Europa.

Denne bypark fra 1974 har tre store bassiner med vandfald og betonkonstruktioner. Vandet løber over trin og danner stille bassiner. Besøgende går mellem betonvæggene og lytter til lyden af kaskaderne. Parken giver et køligt tilflugtssted midt i byen og hører til Philip Johnsons modernistiske værker i hele USA.

Dette tårn fra 1972 rejser sig 57 etager og bærer modernismens rene linjer i Johnsons arbejde. Facaden består af glas med omkring 8000 vinduer, der fanger dagslys og ændrer overfladens udseende, når lyset skifter i løbet af dagen. Indeni er der kontorer, butikker og et hotel, så folk arbejder, shopper eller overnatter her. Bygningen former en del af Minneapolis' skyline og viser, hvordan Johnson kombinerede funktion med klar design.

De to tårne, der blev bygget i 1996, rejser sig 115 meter (377 fod) og hælder 15 grader mod Plaza de Castilla. Philip Johnson designede Puerta de Europa som et af sine betydningsfulde værker i Europa. De tvillingestrukturer står i Madrid og markerer en vigtig indgang til byen. Deres skrå form adskiller dem fra andre bygninger i området og afspejler Johnsons interesse for geometrisk klarhed og moderne udtryk. I dag udgør de en genkendelig del af Madrids skyline.

Dette kompleks i hjertet af Dallas samler en have, et klokketårn med 49 bronzeklokker og et kapel, hvis spiraltag buer opad. Philip Johnson designede stedet som et roligt rum i byen. Kapellet byder besøgende velkommen med glasmalerier, der blødgør lyset til milde farver. Haven giver en pause fra trafikken og de høje bygninger i nærheden. Tårnet ringer ved særlige lejligheder og tilføjer en ceremoniel tone til kvarteret. Kapellets form skiller sig ud fra de omkringliggende bygningers rette vinkler og bidrager med en organisk linje til Dallas' skyline.

Dette kontortårn i Houston rejser sig 902 fod (275 meter) over 64 etager. Glasfacaden reflekterer dagslyset og skifter udseende med vejret og tiden på dagen. På toppen skinner en lodret lysstråle over byen om natten. Philip Johnson tegnede bygningen som et definerende element i byens silhuet og kombinerede klassiske proportioner med moderne byggematerialer. Tårnet står i en stor park med anlagte haver og vandinstallationer, der skaber en rolig zone i forretningsdistriktet.

Denne ruin står på Roosevelt Island i New York og var engang et hospital for kopperpatienter. James Renwick Jr. tegnede bygningen i 1856 med gotiske genoplivelsesformer. Philip Johnson arbejdede senere på at stabilisere de forfaldne vægge og tilføjede stålstøtter for at bevare strukturen. Den grå stenfacade viser stadig de oprindelige vinduesåbninger og buer. Bygningen står åben mod himlen uden tag eller indvendige rum. Dens placering på øens østlige kant giver udsigt over East River og Manhattans skyline.

191 Peachtree Tower er en kontorbygning i downtown Atlanta. Tårnet blev færdiggjort i slutningen af 1980'erne og ligger på Peachtree Street, en af byens hovedgader. Facaden kombinerer reflekterende glas med lodrette bånd af lyse sten, og bygningens profil smalner mod toppen. Philip Johnsons design viser geometrisk klarhed og en forbindelse til gaden, hvor bunden er markeret af en buet åbning. Indvendigt er der kontoretager, og stueetagen åbner ud mod gaden. Området omkring er præget af andre højhuse, og 191 Peachtree Tower bidrager til Atlantas skyline.

David H. Koch Theater er et operahus i Lincoln Center på Manhattan. Facaden har høje glasvinduer, der viser trapper og foajéer indeni. Salen har flere balkoner og et åbent loft med gyldne cirkler. Philip Johnson tegnede bygningen i tresserne. Arkitekturen bruger rene linjer og brede glasflader, der forbinder teatret med de omkringliggende pladser i kulturcentret. Huset fungerer som hovedscene for ballet og opera i New York. Om aftenen oplyser lys facaden og gør teatret synligt fra gaden.

Munson-Williams-Proctor Arts Institute er et museum og kulturcenter i Utica. Philip Johnson tegnede museets nordfløj i 1960, en bygning af bleg kalksten med rektangulære former og klare proportioner. Facaden viser strenge geometriske mønstre og store glasflader, der bringer dagslys ind i udstillingsrummene. Indvendigt er gallerierne arrangeret omkring et centralt atrium, der forbinder flere etager. Overfladerne føles rolige, linjerne er enkle. Denne bygning er en del af et større kompleks, der også omfatter kunstskoler og historisk arkitektur. Johnson kombinerede modernistiske principper med funktionelle krav til et museum. Bygningen ligger lidt tilbagetrukket fra gaden, omgivet af græsplæner og lave hække.

Sheldon Museum of Art blev designet som museumsbygning for University of Nebraska og rummer værker af amerikansk kunst. Facaden er lavet af travertin, en lys sten, der reflekterer lys og giver bygningen et roligt, monumentalt udseende. Strukturen hviler på søjler, der skaber indtryk af, at bygningen svæver let over jorden. Store vinduer lukker naturligt lys ind i udstillingsrummene. Interiøret er åbent med rene linjer og en indretning, der leder blikket mod kunstværkerne. Arkitekturen forbinder modernistiske principper med klassiske proportioner. Museet ligger på campus i Lincoln, omgivet af græsplæner og gangstier. Besøgende kommer ind i bygningen via en bred trappe, der fører til hovedindgangen.

Sankt Basil kapel ligger på University of Houstons campus og har en murstensbygning med en kubisk krop og en forgyldt kuppel. Designet forener romanske buer og moderne geometriske planer og skaber et rum til tilbedelse og eftertanke. Interiøret modtager naturligt lys gennem kuplen, der kaster mønstre af skygge og lys på væggene. Omgivet af græsplæner og universitetsbygninger fungerer kapellet som et religiøst mødested for studerende og besøgende.

Denne park i Uptown-distriktet har en halvcirkelformet vandvæg, der rejser sig over 60 fod (omkring 18 meter) op i luften. Vand strømmer ned ad strukturens ydre overflade og samler sig i en lavvandet pool, hvor besøgende samles og lytter til lyden af faldende vand. Væggens form omslutter et åbent område og skaber et roligt rum midt mellem de omkringliggende kontortårne. Parken tiltrækker beboere og besøgende, der stopper her eller går igennem i varmt vejr. Strukturen blev designet i 1980'erne som en del af et større kompleks og fungerer som et offentligt samlingssted i dette forretningsdistrikt i Houston.