Se monumenterne omkring dig i ARÅbn kister i appen
Around Us er lavet til din telefon — ret dit kamera mod gaderne, og opdag monumenter og steder omkring dig i augmented reality.Around Us er lavet til din telefon — kister låses op, når du går, udforsker og fotograferer steder i nærheden.
Naturområder i Alperne: søer, kløfter og toppe at opdage
Alperne byder på en bred vifte af naturlandskaber. Du finder bjergsøer med klart vand, som Eibsee i Bayern eller Sorapis-søen i Dolomitterne, kløfter skåret af vandløb som Partnach-kløften eller Cirque of Sixt-Fer-à-Cheval, og imponerende klippetoppe som Tre Cime di Lavaredo eller Mont Aiguille i Vercors.
Bjergkæden viser også bemærkelsesværdige geologiske formationer, som Désert de Platé med eroderede kalkstensklipper, der skaber endeløse stribede overflader, eller de stejle klipper, der omgiver dalene og giver hver region sin karakter. Disse steder kan nås via vandrestier, så besøgende kan se variationen i det alpine landskab, og hvordan vand, is og vejr har formet disse bjerge.
Naturområder i Alperne: søer, kløfter og toppe at opdage
Alperne byder på en bred vifte af naturlandskaber. Du finder bjergsøer med klart vand, som Eibsee i Bayern eller Sorapis-søen i Dolomitterne, kløfter skåret af vandløb som Partnach-kløften eller Cirque of Sixt-Fer-à-Cheval, og imponerende klippetoppe som Tre Cime di Lavaredo eller Mont Aiguille i Vercors.
Bjergkæden viser også bemærkelsesværdige geologiske formationer, som Désert de Platé med eroderede kalkstensklipper, der skaber endeløse stribede overflader, eller de stejle klipper, der omgiver dalene og giver hver region sin karakter. Disse steder kan nås via vandrestier, så besøgende kan se variationen i det alpine landskab, og hvordan vand, is og vejr har formet disse bjerge.
Søen Eibsee ligger 3192 fod (973 meter) oppe i de bayerske Alper, omgivet af nåleskove. Det klare vand spejler Zugspitze-massivet, og besøgende kan gå stien langs bredden for at opdage forskellige bugter. Om sommeren svømmer og soler folk på bredden, mens andre sejler på søen eller besøger den lille ø. Om vinteren bliver søen stille, og vandoverfladen glimter i lyset. Søen er tilgængelig fra Garmisch-Partenkirchen, og Zugspitze er synlig fra bredden. Vandet forbliver koldt og frisk hele året.
Tre Cime di Lavaredo er blandt de mest genkendelige bjergformationer i Alperne, dannet af tre massive klippetårne af dolomit. Den højeste top når en højde på omkring 3000 meter (cirka 9800 fod). Disse klippeflader rejser sig næsten lodret og danner en naturlig grænse mellem to bjergdale. Flere stier cirkler om klippemasserne og giver udsigt til de stejle nordvægge. Klippen stammer fra en tid, hvor dette område var et koralrev under havet. De tre tårne står normalt i kontrast til himlen, og under visse lysforhold gløder dolomitklippen i varme toner. Mange klatrere forsøger sig på de stejle vægge, mens andre vandrer på stierne neden for toppene.
Höllentalklamm er en smal kløft i de bayerske alper, der strækker sig omkring 3.300 fod (1 kilometer) mellem stejle klippevægge. Hammersbach-bækken har gennem tusinder af år skåret et dybt snit i stenen. Besøgende kommer ind i kløften gennem en indgang nær Grainau og følger en sikret sti med rækværk, broer og korte tunnelafsnit. Nedenunder strømmer bjergvandet mellem glatte sten, ofte grå af bjergmel. Klippevæggene rejser sig næsten lodret på begge sider, nogle steder tæt sammen, så kun en smal stribe himmel er synlig. Nogle steder driver fint vandstøv gennem luften, og luften føles kølig. Höllentalklamm bruges om sommeren af vandrere, der er på vej til Höllental-dalen eller mod Zugspitze. Om vinteren er kløften lukket på grund af is og risiko for stenfald. Stien gennem kløften fører gennem skiftende lysforhold og giver indblik i, hvordan vand former sten.
Denne bjergsø ligger i 6.300 fod (1.925 meter) og skiller sig ud med sit turkisblå vand, omgivet af Dolomitternes bjerglandskab. En vandresti fører gennem nåleskov og åbent terræn for at nå den. Vandet får sin usædvanlige farve fra mineraler i klippen. Fra bredden kan du se de stejle klipper på de omkringliggende toppe.
Seebensee ligger 5436 fod (1657 meter) oppe i de østrigske alper og spejler klippevæggene i Mieming-bjergkæden. Denne bjergsø er omgivet af stejle tinder og alpine enge og byder på klart og koldt vand. En sti fører fra Ehrwald gennem skove og enge ned til bredden. Spejlingen af Mieming-kæden på vandoverfladen viser omridset af de omkringliggende tinder og klippeflader, især om morgenen.
Lac d'Allos ligger 7300 fod (2227 meter) oppe i hjertet af Mercantour Nationalpark. Den dækker næsten 150 acres (60 hektar) og er blandt de største naturlige søer i denne højde i Europa. Vandet er koldt, klart og omgivet af klipper og græsbeklædte skråninger. Om sommeren spejler sneklædte tinder sig i overfladen. Man når den via en sti, der starter i den høje dal og passerer græsgange og nåleskove. Bredderne besøges ofte af vandrere, der hviler her, før de fortsætter mod højere tinder. Om vinteren forsvinder søen under et tæppe af sne.
Cirque de Sixt-Fer-à-Cheval er en kalkstensformation i Giffre-dalen, hvor væggene rejser sig mellem 500 og 700 meter. Talrige vandfald styrter ned ad disse skråninger, og deres flow varierer med årstiderne. Stier gennem skoven fører ind i området og giver et indblik i, hvordan erosion og gletsjerbevægelser har formet alpine dale gennem tiden. De omkringliggende vægge lukker dalen mod syd og definerer stedet gennem deres højde og klippen, som vandet har forandret gennem århundreder.
Désert de Platé er en kalkstensplateau formet af regnvand, der har opløst klippen gennem tusinder af år. Overfladen er skåret i parallelle riller, der løber hen over stenen og skaber et stribet mønster, som kan ses på afstand. Landskabet føles bart og åbent med lidt planteliv mellem de blege grå rygge. Vandrere når dette høje terræn gennem skovstier og alpine enge. Om sommeren græsser får nogle gange mellem formationerne. Vinden er ofte kraftig, og på klare dage rejser Mont Blancs gletsjere sig mod syd. Området føles fjernt og udsat med få tegn på menneskelig tilstedeværelse.
Mont Aiguille rejser sig som en enkelt kalkstenspids i Vercors til en højde på 6850 fod (2087 meter). Dets vægge falder lodret på alle sider i omkring 980 fod (300 meter). Bjerget er tydeligt synligt ved kanten af massivet og adskiller sig i form fra de omkringliggende toppe. Vandrere når plateauet på toppen via klatreruter, der fører gennem de stejle klippeflader.
Gorges du Verdon er en kløft i de sydlige franske Alper, hvor floden Verdon har skåret en passage gennem kalksten over en strækning på omkring 13 miles (21 kilometer). Klippevæggene rejser sig lodret og når højder på 820 til 2.300 fod (250 til 700 meter) over floden. Vandet viser forskellige grønne nuancer og virker turkisblåt visse steder på grund af mineraler i klippen. Stier langs kanten og trapper nær flodbunden fører gennem dette landskab, et af de dybeste snit i fransk bjergterræn. Smalle passager veksler med bredere afsnit, hvor små sandstrande og grusbanker dukker op. Kløften blev dannet gennem vandets erosionskraft, som udhulede den bløde kalksten gennem tusinder af år. På solrige dage reflekterer vandet lyset og får klippevæggene til at virke lysere, mens farverne i skyggen bliver mørkere og koldere.
Mer de Glace er den længste gletsjer i Frankrig og strækker sig 7 kilometer gennem Chamonix-dalen. Isen flyder langsomt nedad mellem stejle klippevægge og danner et landskab af sprækker, moræner og slebne klipper. Tandhjulsbanen Montenvers bringer besøgende til en udsigtsplatform med udsigt over gletsjertungen og de omkringliggende toppe. En ishule udhugges på ny i gletsjeren hvert år, da isen konstant bevæger sig og smelter. Denne gletsjers tilbagetrækning har været tydeligt synlig i årtier og kan følges langs markører på stien.
La Meije består af tre toppe i Écrins-massivet, hvor Grand Pic når op i 12.972 fod (3.983 meter). Denne bjerggruppe var den sidste store alpine top, der blev besteget, nået i 1877, og dens stejle vægge tiltrækker stadig erfarne bjergbestigere. Nordsiden tårner over landsbyen La Grave og Romanche-dalen og viser barske kamme og isfelter. Flere udfordrende ruter nærmer sig hovedtoppen fra syd og kræver teknisk kunnen og alpin erfaring. Udsigten fra toppen strækker sig over hele Dauphiné-regionen til fjerne gletsjere og dale.
Barre des Écrins rejser sig til 13450 fod (4101 meter) og udgør det højeste punkt i de franske Alper syd for Mont Blanc. Toppen adskiller Vallouise-dalen mod nord fra Vénéon-dalen mod syd, og dens nordside er stadig dækket af en gletsjer selv om sommeren. Klatrere når toppen ad flere ruter, der passerer klippevægge og isfelter. På klare dage strækker udsigten fra massivet sig til de italienske tinder mod øst og til Provence mod syd.
Lac des Béraudes ligger i Cerces-massivet 8215 fod (2504 meter) over havets overflade. Vandet kommer fra Moutet-bækken, som løber ned mellem de omkringliggende toppe. Klippevægge og stenfelter former landskabet i denne højde. Søen hører til de højtliggende bjergsøer, som man når efter flere timers vandring gennem alpine dale. Om sommeren spejler overfladen bjergene omkring den, mens den sparsomme vegetation nær bredden skifter farve om efteråret.
Monte Rosa-massivet strækker sig langs grænsen mellem Schweiz og Italien og danner en enorm bjergkæde med over et dusin toppe, der overstiger 13.000 fod (4000 meter). Dufourspitze rejser sig til 15.203 fod (4634 meter) som det højeste punkt i Schweiz. Massivet bærer omfattende gletsjere, der flyder ned ad stejle skråninger og brede bassiner og kaster klart lys i solen. Ryggene er skarpe, og siderne er stejle, især på den italienske side, hvor klippevægge falder næsten lodret ned til dalbunden. Fra Zermatt ser man de gletsjerdækkede nordskråninger, mens de sydlige områder er tilgængelige fra Aostadalen. Bjergbestigere bruger forskellige ruter, der krydser is og klippe. Hytterne ligger i omkring 10.000 fod (3000 meter) og fungerer som udgangspunkter. Om sommeren tiltrækker stierne klatrere fra mange lande. Om vinteren forbliver området stille og dækket af sne.
Großglockner er 12.460 fod (3.798 m) høj og er det højeste bjerg i Østrig. Det rejser sig i Hohe Tauern som en skarp klippepyramide over de omkringliggende toppe. Flere gletsjere dækker dets skråninger, herunder Pasterze, den største gletsjer i de Østlige Alper. Fra bjerghytterne i området fører forskellige ruter til toppen og kræver erfaring i høje bjerge og udstyr til is og klippe. Toppen af Großglockner giver udsigt over Kärntens dale og de gletsjerdækkede bjergkæder, der strækker sig mod syd og vest.
Lucerne-søen ligger i det centrale Schweiz og strækker sig over flere kantoner. Dens smalle arme når ind mellem skovklædte skråninger og stejle klippevægge, der falder direkte ned i vandet. Små byer med kirker, færgebroer og vandrestier ligger langs bredderne. De omkringliggende bjerge er grønne om sommeren, ofte snedækkede om vinteren. Dampskibe og færger forbinder landsbyerne med hinanden. Vandet er klart og koldt, dybt nogle steder. Vandrestier fører fra bredderne og opad, hvor udsigten åbner sig over hele søen. Søens form er uregelmæssig med bugter og forbjerge dannet af det omkringliggende terræn.
Mont Blanc rejser sig til 15,748 fod (4807 meter) som det højeste bjerg i Alperne og Vesteuropa. Dens øverste del er dækket af gletsjere, der strækker sig mellem stejle klipper. På klare dage kan den hvide kuppel ses fra mange dale i hele regionen. Flere ruter fører til toppen, de fleste kræver flere dage og alpin erfaring. De omkringliggende dale byder på udsigt over nordvæggen og de isfelter, der går ned fra toppen.
Cervino rejser sig som et pyramideformet bjerg i De Penninske Alper. Med 14.692 fod (4.477 meter) står det blandt de markante tinder i Alperne. Dets trekantede klippeflader falder stejlt på begge sider af grænsen og former landskabet omkring Zermatt og Breuil-Cervinia. Den karakteristiske form er resultatet af erosion, der har formet klippen gennem tusinder af år.
Aletsch Gletsjer i Valais strækker sig omkring 14 miles (23 km) gennem De Bernesiske Alper og dækker cirka 32 kvadrat miles (82 km²). Isen flyder fra de høje tinder Jungfrau, Mönch og Eiger ned mod Rhône-dalen. Vandrestier løber langs morænerne og fører til udsigtspunkter, hvor du kan se gletsjertungen og isstrømmene. Overfladen viser sprækker, gletsjerborde og bånd af grus. I de senere år har gletsjeren trukket sig tilbage, og ændringerne er synlige på jorden. Bjerg hytter og markerede ruter giver dig mulighed for at nå forskellige dele af gletsjeren og se isens bevægelse.
Brienzersøen strækker sig ni mil (fjorten kilometer) mellem Interlaken og den lille bjerglandsby Brienz. Dens vand viser en dyb turkisblå farve forårsaget af fint sediment fra gletsjerstrømme. Vandrestier løber langs bredderne, gennem skove og små landsbyer, mens en jernbane følger den nordlige bred mellem bjergene og søen. De omkringliggende skråninger stiger stejlt og smelter sammen med toppene i De Berner Alper, så søen er omkranset af bjergkæder på alle sider.
Finsteraarhorn er den højeste top i Berneralperne, der rejser sig til 14.022 fod (4.274 meter) mellem kantonerne Bern og Valais. Navnet henviser til de mørke klippevægge, der definerer bjerget og giver det et særpræget udseende. Toppen ligger væk fra hovedruterne og er omgivet af dybe gletsjerdale, hvilket gør det til et fjerntliggende mål for erfarne bjergbestigere. Opstigningen kræver gletsjerudstyr og alpine erfaring, da ruten krydser is og stejle klippeflanker.
Zug-søen ligger i et blidt bassin i det centrale Schweiz, omgivet af skovklædte bakker og bjerge. Vandet er klart og skifter mellem grønt og blåt alt efter lyset. Promenader langs søen forbinder flere byer ved bredden. Fra vandet kan man se præ-alpine toppe rejse sig i det fjerne mod horisonten. Om sommeren svømmer og sejler folk her. På blæsende dage krydser sejlbåde søen, mens der på stille aftener kun når små bølger ind til bredden.
Berninaglacieren ligger på Piz Bernina, det højeste bjerg i de Østalper med en højde på 13.284 fod (4048 meter). Gletsjersystemet breder sig over bjergets nordside og nærer flere mindre isstrømme, der flyder ned i de omkringliggende dale. Landskabet viser bar is, sprækker og snefelter, der ændrer sig med årstiderne. Fra forskellige udsigtspunkter kan man se, hvordan isen langsomt bevæger sig nedad og fører affald og klippestykker med. Gletsjeren nås via bjergstier og klatreruter, der passerer gennem klippeterræn.
Pizol rejser sig ved indgangen til Rhindalen og når 9334 fod (2844 meter) i højden. Fra dette bjerg kan du se Bodensøen. Vandrestier passerer gennem forskellige højder og krydser små bjergsøer og enge, der bliver grønne om sommeren. Om efteråret bliver lærketræerne gule. Opstigningsruterne starter fra Bad Ragaz eller Wangs og passerer gennem skove, før terrænet bliver mere åbent. Når du er på toppen, ligger det østlige Schweiz under toppen.
Grand Muveran er et bjerg i de vestlige schweiziske Alper, hvor man kan observere stenbukke og gemser i deres naturlige levested. Skråningerne på denne top strækker sig over stejle klippeflader og alpine enge, som dyrelivet besøger om sommeren. Vandrestier fører gennem dette landskab og giver muligheder for at møde alpint dyreliv. Højden og afsides beliggenhed skaber gunstige forhold for disse dyr, som har tilpasset sig det barske bjergklima.
Silberen danner det største karstplateau i Schweiz og viser resultatet af tusindvis af års erosion. Kalkstenen her er gennemskåret af dybe riller, som regnvand har gravet i overfladen gennem tiden. Jorden er grå og revnet mange steder, brudt af isolerede fordybninger og små huler, hvor vand forsvinder under jorden. De, der vandrer op på plateauet, bevæger sig gennem et bart landskab, hvor der kun vokser spredte græsser og lave planter. Luften er ofte kølig, og vinden fejer hen over den åbne flade. Udsigten strækker sig langt over det barske terræn til de omkringliggende toppe.
Grand Combin er en bjerggruppe i Alperne, der når op i 4.135 meter (13.566 fod). Dens øvre skråninger er dækket af gletsjere, der strækker sig mellem de klippefyldte toppe. Massivet ligger syd for hovedkæden og danner en tydelig gruppe, der kan ses fra dalene nedenfor. Skråningerne er stejle, ismarkerne brede, og bjergets form ændrer sig, alt efter hvor du står. Stier fører op til de højere områder, hvor du kan se gletsjerne tæt på og kigge ud over de omkringliggende dale.
Brienzer Rothorn rejser sig til 7700 fod (2350 meter) i Emmental-alperne. Fra dens udsigtspunkter ser man ud over Brienzersøen og de omkringliggende bjergkæder. Toppen kan nås via vandrestier og en historisk tandhjulsbane, der har kørt siden slutningen af 1800-tallet. Når man står her, ser man, hvordan Alpernes kæder lægger sig bag hinanden, og hvordan søbredden ligger langt nede i dalen. Vegetationen bliver sparsom på vej mod toppen, hvor klipper og alpine enge former scenen. På klare dage strækker udsigten sig mod Jura og Det Schweiziske Plateau. Om sommeren græsser køer på bjergengene neden for toppen. Brienzer Rothorn er et af de steder i Alperne, hvor man får en bred fornemmelse af bjerglandskabet.
Søen Eibsee ligger 3192 fod (973 meter) oppe i de bayerske Alper, omgivet af nåleskove. Det klare vand spejler Zugspitze-massivet, og besøgende kan gå stien langs bredden for at opdage forskellige bugter. Om sommeren svømmer og soler folk på bredden, mens andre sejler på søen eller besøger den lille ø. Om vinteren bliver søen stille, og vandoverfladen glimter i lyset. Søen er tilgængelig fra Garmisch-Partenkirchen, og Zugspitze er synlig fra bredden. Vandet forbliver koldt og frisk hele året.
Tre Cime di Lavaredo er blandt de mest genkendelige bjergformationer i Alperne, dannet af tre massive klippetårne af dolomit. Den højeste top når en højde på omkring 3000 meter (cirka 9800 fod). Disse klippeflader rejser sig næsten lodret og danner en naturlig grænse mellem to bjergdale. Flere stier cirkler om klippemasserne og giver udsigt til de stejle nordvægge. Klippen stammer fra en tid, hvor dette område var et koralrev under havet. De tre tårne står normalt i kontrast til himlen, og under visse lysforhold gløder dolomitklippen i varme toner. Mange klatrere forsøger sig på de stejle vægge, mens andre vandrer på stierne neden for toppene.
Höllentalklamm er en smal kløft i de bayerske alper, der strækker sig omkring 3.300 fod (1 kilometer) mellem stejle klippevægge. Hammersbach-bækken har gennem tusinder af år skåret et dybt snit i stenen. Besøgende kommer ind i kløften gennem en indgang nær Grainau og følger en sikret sti med rækværk, broer og korte tunnelafsnit. Nedenunder strømmer bjergvandet mellem glatte sten, ofte grå af bjergmel. Klippevæggene rejser sig næsten lodret på begge sider, nogle steder tæt sammen, så kun en smal stribe himmel er synlig. Nogle steder driver fint vandstøv gennem luften, og luften føles kølig. Höllentalklamm bruges om sommeren af vandrere, der er på vej til Höllental-dalen eller mod Zugspitze. Om vinteren er kløften lukket på grund af is og risiko for stenfald. Stien gennem kløften fører gennem skiftende lysforhold og giver indblik i, hvordan vand former sten.
Denne bjergsø ligger i 6.300 fod (1.925 meter) og skiller sig ud med sit turkisblå vand, omgivet af Dolomitternes bjerglandskab. En vandresti fører gennem nåleskov og åbent terræn for at nå den. Vandet får sin usædvanlige farve fra mineraler i klippen. Fra bredden kan du se de stejle klipper på de omkringliggende toppe.
Seebensee ligger 5436 fod (1657 meter) oppe i de østrigske alper og spejler klippevæggene i Mieming-bjergkæden. Denne bjergsø er omgivet af stejle tinder og alpine enge og byder på klart og koldt vand. En sti fører fra Ehrwald gennem skove og enge ned til bredden. Spejlingen af Mieming-kæden på vandoverfladen viser omridset af de omkringliggende tinder og klippeflader, især om morgenen.
Lac d'Allos ligger 7300 fod (2227 meter) oppe i hjertet af Mercantour Nationalpark. Den dækker næsten 150 acres (60 hektar) og er blandt de største naturlige søer i denne højde i Europa. Vandet er koldt, klart og omgivet af klipper og græsbeklædte skråninger. Om sommeren spejler sneklædte tinder sig i overfladen. Man når den via en sti, der starter i den høje dal og passerer græsgange og nåleskove. Bredderne besøges ofte af vandrere, der hviler her, før de fortsætter mod højere tinder. Om vinteren forsvinder søen under et tæppe af sne.
Cirque de Sixt-Fer-à-Cheval er en kalkstensformation i Giffre-dalen, hvor væggene rejser sig mellem 500 og 700 meter. Talrige vandfald styrter ned ad disse skråninger, og deres flow varierer med årstiderne. Stier gennem skoven fører ind i området og giver et indblik i, hvordan erosion og gletsjerbevægelser har formet alpine dale gennem tiden. De omkringliggende vægge lukker dalen mod syd og definerer stedet gennem deres højde og klippen, som vandet har forandret gennem århundreder.
Désert de Platé er en kalkstensplateau formet af regnvand, der har opløst klippen gennem tusinder af år. Overfladen er skåret i parallelle riller, der løber hen over stenen og skaber et stribet mønster, som kan ses på afstand. Landskabet føles bart og åbent med lidt planteliv mellem de blege grå rygge. Vandrere når dette høje terræn gennem skovstier og alpine enge. Om sommeren græsser får nogle gange mellem formationerne. Vinden er ofte kraftig, og på klare dage rejser Mont Blancs gletsjere sig mod syd. Området føles fjernt og udsat med få tegn på menneskelig tilstedeværelse.
Mont Aiguille rejser sig som en enkelt kalkstenspids i Vercors til en højde på 6850 fod (2087 meter). Dets vægge falder lodret på alle sider i omkring 980 fod (300 meter). Bjerget er tydeligt synligt ved kanten af massivet og adskiller sig i form fra de omkringliggende toppe. Vandrere når plateauet på toppen via klatreruter, der fører gennem de stejle klippeflader.
Gorges du Verdon er en kløft i de sydlige franske Alper, hvor floden Verdon har skåret en passage gennem kalksten over en strækning på omkring 13 miles (21 kilometer). Klippevæggene rejser sig lodret og når højder på 820 til 2.300 fod (250 til 700 meter) over floden. Vandet viser forskellige grønne nuancer og virker turkisblåt visse steder på grund af mineraler i klippen. Stier langs kanten og trapper nær flodbunden fører gennem dette landskab, et af de dybeste snit i fransk bjergterræn. Smalle passager veksler med bredere afsnit, hvor små sandstrande og grusbanker dukker op. Kløften blev dannet gennem vandets erosionskraft, som udhulede den bløde kalksten gennem tusinder af år. På solrige dage reflekterer vandet lyset og får klippevæggene til at virke lysere, mens farverne i skyggen bliver mørkere og koldere.
Mer de Glace er den længste gletsjer i Frankrig og strækker sig 7 kilometer gennem Chamonix-dalen. Isen flyder langsomt nedad mellem stejle klippevægge og danner et landskab af sprækker, moræner og slebne klipper. Tandhjulsbanen Montenvers bringer besøgende til en udsigtsplatform med udsigt over gletsjertungen og de omkringliggende toppe. En ishule udhugges på ny i gletsjeren hvert år, da isen konstant bevæger sig og smelter. Denne gletsjers tilbagetrækning har været tydeligt synlig i årtier og kan følges langs markører på stien.
La Meije består af tre toppe i Écrins-massivet, hvor Grand Pic når op i 12.972 fod (3.983 meter). Denne bjerggruppe var den sidste store alpine top, der blev besteget, nået i 1877, og dens stejle vægge tiltrækker stadig erfarne bjergbestigere. Nordsiden tårner over landsbyen La Grave og Romanche-dalen og viser barske kamme og isfelter. Flere udfordrende ruter nærmer sig hovedtoppen fra syd og kræver teknisk kunnen og alpin erfaring. Udsigten fra toppen strækker sig over hele Dauphiné-regionen til fjerne gletsjere og dale.
Barre des Écrins rejser sig til 13450 fod (4101 meter) og udgør det højeste punkt i de franske Alper syd for Mont Blanc. Toppen adskiller Vallouise-dalen mod nord fra Vénéon-dalen mod syd, og dens nordside er stadig dækket af en gletsjer selv om sommeren. Klatrere når toppen ad flere ruter, der passerer klippevægge og isfelter. På klare dage strækker udsigten fra massivet sig til de italienske tinder mod øst og til Provence mod syd.
Lac des Béraudes ligger i Cerces-massivet 8215 fod (2504 meter) over havets overflade. Vandet kommer fra Moutet-bækken, som løber ned mellem de omkringliggende toppe. Klippevægge og stenfelter former landskabet i denne højde. Søen hører til de højtliggende bjergsøer, som man når efter flere timers vandring gennem alpine dale. Om sommeren spejler overfladen bjergene omkring den, mens den sparsomme vegetation nær bredden skifter farve om efteråret.
Monte Rosa-massivet strækker sig langs grænsen mellem Schweiz og Italien og danner en enorm bjergkæde med over et dusin toppe, der overstiger 13.000 fod (4000 meter). Dufourspitze rejser sig til 15.203 fod (4634 meter) som det højeste punkt i Schweiz. Massivet bærer omfattende gletsjere, der flyder ned ad stejle skråninger og brede bassiner og kaster klart lys i solen. Ryggene er skarpe, og siderne er stejle, især på den italienske side, hvor klippevægge falder næsten lodret ned til dalbunden. Fra Zermatt ser man de gletsjerdækkede nordskråninger, mens de sydlige områder er tilgængelige fra Aostadalen. Bjergbestigere bruger forskellige ruter, der krydser is og klippe. Hytterne ligger i omkring 10.000 fod (3000 meter) og fungerer som udgangspunkter. Om sommeren tiltrækker stierne klatrere fra mange lande. Om vinteren forbliver området stille og dækket af sne.
Großglockner er 12.460 fod (3.798 m) høj og er det højeste bjerg i Østrig. Det rejser sig i Hohe Tauern som en skarp klippepyramide over de omkringliggende toppe. Flere gletsjere dækker dets skråninger, herunder Pasterze, den største gletsjer i de Østlige Alper. Fra bjerghytterne i området fører forskellige ruter til toppen og kræver erfaring i høje bjerge og udstyr til is og klippe. Toppen af Großglockner giver udsigt over Kärntens dale og de gletsjerdækkede bjergkæder, der strækker sig mod syd og vest.
Lucerne-søen ligger i det centrale Schweiz og strækker sig over flere kantoner. Dens smalle arme når ind mellem skovklædte skråninger og stejle klippevægge, der falder direkte ned i vandet. Små byer med kirker, færgebroer og vandrestier ligger langs bredderne. De omkringliggende bjerge er grønne om sommeren, ofte snedækkede om vinteren. Dampskibe og færger forbinder landsbyerne med hinanden. Vandet er klart og koldt, dybt nogle steder. Vandrestier fører fra bredderne og opad, hvor udsigten åbner sig over hele søen. Søens form er uregelmæssig med bugter og forbjerge dannet af det omkringliggende terræn.
Mont Blanc rejser sig til 15,748 fod (4807 meter) som det højeste bjerg i Alperne og Vesteuropa. Dens øverste del er dækket af gletsjere, der strækker sig mellem stejle klipper. På klare dage kan den hvide kuppel ses fra mange dale i hele regionen. Flere ruter fører til toppen, de fleste kræver flere dage og alpin erfaring. De omkringliggende dale byder på udsigt over nordvæggen og de isfelter, der går ned fra toppen.
Cervino rejser sig som et pyramideformet bjerg i De Penninske Alper. Med 14.692 fod (4.477 meter) står det blandt de markante tinder i Alperne. Dets trekantede klippeflader falder stejlt på begge sider af grænsen og former landskabet omkring Zermatt og Breuil-Cervinia. Den karakteristiske form er resultatet af erosion, der har formet klippen gennem tusinder af år.
Aletsch Gletsjer i Valais strækker sig omkring 14 miles (23 km) gennem De Bernesiske Alper og dækker cirka 32 kvadrat miles (82 km²). Isen flyder fra de høje tinder Jungfrau, Mönch og Eiger ned mod Rhône-dalen. Vandrestier løber langs morænerne og fører til udsigtspunkter, hvor du kan se gletsjertungen og isstrømmene. Overfladen viser sprækker, gletsjerborde og bånd af grus. I de senere år har gletsjeren trukket sig tilbage, og ændringerne er synlige på jorden. Bjerg hytter og markerede ruter giver dig mulighed for at nå forskellige dele af gletsjeren og se isens bevægelse.
Brienzersøen strækker sig ni mil (fjorten kilometer) mellem Interlaken og den lille bjerglandsby Brienz. Dens vand viser en dyb turkisblå farve forårsaget af fint sediment fra gletsjerstrømme. Vandrestier løber langs bredderne, gennem skove og små landsbyer, mens en jernbane følger den nordlige bred mellem bjergene og søen. De omkringliggende skråninger stiger stejlt og smelter sammen med toppene i De Berner Alper, så søen er omkranset af bjergkæder på alle sider.
Finsteraarhorn er den højeste top i Berneralperne, der rejser sig til 14.022 fod (4.274 meter) mellem kantonerne Bern og Valais. Navnet henviser til de mørke klippevægge, der definerer bjerget og giver det et særpræget udseende. Toppen ligger væk fra hovedruterne og er omgivet af dybe gletsjerdale, hvilket gør det til et fjerntliggende mål for erfarne bjergbestigere. Opstigningen kræver gletsjerudstyr og alpine erfaring, da ruten krydser is og stejle klippeflanker.
Zug-søen ligger i et blidt bassin i det centrale Schweiz, omgivet af skovklædte bakker og bjerge. Vandet er klart og skifter mellem grønt og blåt alt efter lyset. Promenader langs søen forbinder flere byer ved bredden. Fra vandet kan man se præ-alpine toppe rejse sig i det fjerne mod horisonten. Om sommeren svømmer og sejler folk her. På blæsende dage krydser sejlbåde søen, mens der på stille aftener kun når små bølger ind til bredden.
Berninaglacieren ligger på Piz Bernina, det højeste bjerg i de Østalper med en højde på 13.284 fod (4048 meter). Gletsjersystemet breder sig over bjergets nordside og nærer flere mindre isstrømme, der flyder ned i de omkringliggende dale. Landskabet viser bar is, sprækker og snefelter, der ændrer sig med årstiderne. Fra forskellige udsigtspunkter kan man se, hvordan isen langsomt bevæger sig nedad og fører affald og klippestykker med. Gletsjeren nås via bjergstier og klatreruter, der passerer gennem klippeterræn.
Pizol rejser sig ved indgangen til Rhindalen og når 9334 fod (2844 meter) i højden. Fra dette bjerg kan du se Bodensøen. Vandrestier passerer gennem forskellige højder og krydser små bjergsøer og enge, der bliver grønne om sommeren. Om efteråret bliver lærketræerne gule. Opstigningsruterne starter fra Bad Ragaz eller Wangs og passerer gennem skove, før terrænet bliver mere åbent. Når du er på toppen, ligger det østlige Schweiz under toppen.
Grand Muveran er et bjerg i de vestlige schweiziske Alper, hvor man kan observere stenbukke og gemser i deres naturlige levested. Skråningerne på denne top strækker sig over stejle klippeflader og alpine enge, som dyrelivet besøger om sommeren. Vandrestier fører gennem dette landskab og giver muligheder for at møde alpint dyreliv. Højden og afsides beliggenhed skaber gunstige forhold for disse dyr, som har tilpasset sig det barske bjergklima.
Silberen danner det største karstplateau i Schweiz og viser resultatet af tusindvis af års erosion. Kalkstenen her er gennemskåret af dybe riller, som regnvand har gravet i overfladen gennem tiden. Jorden er grå og revnet mange steder, brudt af isolerede fordybninger og små huler, hvor vand forsvinder under jorden. De, der vandrer op på plateauet, bevæger sig gennem et bart landskab, hvor der kun vokser spredte græsser og lave planter. Luften er ofte kølig, og vinden fejer hen over den åbne flade. Udsigten strækker sig langt over det barske terræn til de omkringliggende toppe.
Grand Combin er en bjerggruppe i Alperne, der når op i 4.135 meter (13.566 fod). Dens øvre skråninger er dækket af gletsjere, der strækker sig mellem de klippefyldte toppe. Massivet ligger syd for hovedkæden og danner en tydelig gruppe, der kan ses fra dalene nedenfor. Skråningerne er stejle, ismarkerne brede, og bjergets form ændrer sig, alt efter hvor du står. Stier fører op til de højere områder, hvor du kan se gletsjerne tæt på og kigge ud over de omkringliggende dale.
Brienzer Rothorn rejser sig til 7700 fod (2350 meter) i Emmental-alperne. Fra dens udsigtspunkter ser man ud over Brienzersøen og de omkringliggende bjergkæder. Toppen kan nås via vandrestier og en historisk tandhjulsbane, der har kørt siden slutningen af 1800-tallet. Når man står her, ser man, hvordan Alpernes kæder lægger sig bag hinanden, og hvordan søbredden ligger langt nede i dalen. Vegetationen bliver sparsom på vej mod toppen, hvor klipper og alpine enge former scenen. På klare dage strækker udsigten sig mod Jura og Det Schweiziske Plateau. Om sommeren græsser køer på bjergengene neden for toppen. Brienzer Rothorn er et af de steder i Alperne, hvor man får en bred fornemmelse af bjerglandskabet.
Søen Eibsee ligger 3192 fod (973 meter) oppe i de bayerske Alper, omgivet af nåleskove. Det klare vand spejler Zugspitze-massivet, og besøgende kan gå stien langs bredden for at opdage forskellige bugter. Om sommeren svømmer og soler folk på bredden, mens andre sejler på søen eller besøger den lille ø. Om vinteren bliver søen stille, og vandoverfladen glimter i lyset. Søen er tilgængelig fra Garmisch-Partenkirchen, og Zugspitze er synlig fra bredden. Vandet forbliver koldt og frisk hele året.
Tre Cime di Lavaredo er blandt de mest genkendelige bjergformationer i Alperne, dannet af tre massive klippetårne af dolomit. Den højeste top når en højde på omkring 3000 meter (cirka 9800 fod). Disse klippeflader rejser sig næsten lodret og danner en naturlig grænse mellem to bjergdale. Flere stier cirkler om klippemasserne og giver udsigt til de stejle nordvægge. Klippen stammer fra en tid, hvor dette område var et koralrev under havet. De tre tårne står normalt i kontrast til himlen, og under visse lysforhold gløder dolomitklippen i varme toner. Mange klatrere forsøger sig på de stejle vægge, mens andre vandrer på stierne neden for toppene.
Höllentalklamm er en smal kløft i de bayerske alper, der strækker sig omkring 3.300 fod (1 kilometer) mellem stejle klippevægge. Hammersbach-bækken har gennem tusinder af år skåret et dybt snit i stenen. Besøgende kommer ind i kløften gennem en indgang nær Grainau og følger en sikret sti med rækværk, broer og korte tunnelafsnit. Nedenunder strømmer bjergvandet mellem glatte sten, ofte grå af bjergmel. Klippevæggene rejser sig næsten lodret på begge sider, nogle steder tæt sammen, så kun en smal stribe himmel er synlig. Nogle steder driver fint vandstøv gennem luften, og luften føles kølig. Höllentalklamm bruges om sommeren af vandrere, der er på vej til Höllental-dalen eller mod Zugspitze. Om vinteren er kløften lukket på grund af is og risiko for stenfald. Stien gennem kløften fører gennem skiftende lysforhold og giver indblik i, hvordan vand former sten.
Denne bjergsø ligger i 6.300 fod (1.925 meter) og skiller sig ud med sit turkisblå vand, omgivet af Dolomitternes bjerglandskab. En vandresti fører gennem nåleskov og åbent terræn for at nå den. Vandet får sin usædvanlige farve fra mineraler i klippen. Fra bredden kan du se de stejle klipper på de omkringliggende toppe.
Seebensee ligger 5436 fod (1657 meter) oppe i de østrigske alper og spejler klippevæggene i Mieming-bjergkæden. Denne bjergsø er omgivet af stejle tinder og alpine enge og byder på klart og koldt vand. En sti fører fra Ehrwald gennem skove og enge ned til bredden. Spejlingen af Mieming-kæden på vandoverfladen viser omridset af de omkringliggende tinder og klippeflader, især om morgenen.
Lac d'Allos ligger 7300 fod (2227 meter) oppe i hjertet af Mercantour Nationalpark. Den dækker næsten 150 acres (60 hektar) og er blandt de største naturlige søer i denne højde i Europa. Vandet er koldt, klart og omgivet af klipper og græsbeklædte skråninger. Om sommeren spejler sneklædte tinder sig i overfladen. Man når den via en sti, der starter i den høje dal og passerer græsgange og nåleskove. Bredderne besøges ofte af vandrere, der hviler her, før de fortsætter mod højere tinder. Om vinteren forsvinder søen under et tæppe af sne.
Cirque de Sixt-Fer-à-Cheval er en kalkstensformation i Giffre-dalen, hvor væggene rejser sig mellem 500 og 700 meter. Talrige vandfald styrter ned ad disse skråninger, og deres flow varierer med årstiderne. Stier gennem skoven fører ind i området og giver et indblik i, hvordan erosion og gletsjerbevægelser har formet alpine dale gennem tiden. De omkringliggende vægge lukker dalen mod syd og definerer stedet gennem deres højde og klippen, som vandet har forandret gennem århundreder.
Désert de Platé er en kalkstensplateau formet af regnvand, der har opløst klippen gennem tusinder af år. Overfladen er skåret i parallelle riller, der løber hen over stenen og skaber et stribet mønster, som kan ses på afstand. Landskabet føles bart og åbent med lidt planteliv mellem de blege grå rygge. Vandrere når dette høje terræn gennem skovstier og alpine enge. Om sommeren græsser får nogle gange mellem formationerne. Vinden er ofte kraftig, og på klare dage rejser Mont Blancs gletsjere sig mod syd. Området føles fjernt og udsat med få tegn på menneskelig tilstedeværelse.
Mont Aiguille rejser sig som en enkelt kalkstenspids i Vercors til en højde på 6850 fod (2087 meter). Dets vægge falder lodret på alle sider i omkring 980 fod (300 meter). Bjerget er tydeligt synligt ved kanten af massivet og adskiller sig i form fra de omkringliggende toppe. Vandrere når plateauet på toppen via klatreruter, der fører gennem de stejle klippeflader.
Gorges du Verdon er en kløft i de sydlige franske Alper, hvor floden Verdon har skåret en passage gennem kalksten over en strækning på omkring 13 miles (21 kilometer). Klippevæggene rejser sig lodret og når højder på 820 til 2.300 fod (250 til 700 meter) over floden. Vandet viser forskellige grønne nuancer og virker turkisblåt visse steder på grund af mineraler i klippen. Stier langs kanten og trapper nær flodbunden fører gennem dette landskab, et af de dybeste snit i fransk bjergterræn. Smalle passager veksler med bredere afsnit, hvor små sandstrande og grusbanker dukker op. Kløften blev dannet gennem vandets erosionskraft, som udhulede den bløde kalksten gennem tusinder af år. På solrige dage reflekterer vandet lyset og får klippevæggene til at virke lysere, mens farverne i skyggen bliver mørkere og koldere.
Mer de Glace er den længste gletsjer i Frankrig og strækker sig 7 kilometer gennem Chamonix-dalen. Isen flyder langsomt nedad mellem stejle klippevægge og danner et landskab af sprækker, moræner og slebne klipper. Tandhjulsbanen Montenvers bringer besøgende til en udsigtsplatform med udsigt over gletsjertungen og de omkringliggende toppe. En ishule udhugges på ny i gletsjeren hvert år, da isen konstant bevæger sig og smelter. Denne gletsjers tilbagetrækning har været tydeligt synlig i årtier og kan følges langs markører på stien.
La Meije består af tre toppe i Écrins-massivet, hvor Grand Pic når op i 12.972 fod (3.983 meter). Denne bjerggruppe var den sidste store alpine top, der blev besteget, nået i 1877, og dens stejle vægge tiltrækker stadig erfarne bjergbestigere. Nordsiden tårner over landsbyen La Grave og Romanche-dalen og viser barske kamme og isfelter. Flere udfordrende ruter nærmer sig hovedtoppen fra syd og kræver teknisk kunnen og alpin erfaring. Udsigten fra toppen strækker sig over hele Dauphiné-regionen til fjerne gletsjere og dale.
Barre des Écrins rejser sig til 13450 fod (4101 meter) og udgør det højeste punkt i de franske Alper syd for Mont Blanc. Toppen adskiller Vallouise-dalen mod nord fra Vénéon-dalen mod syd, og dens nordside er stadig dækket af en gletsjer selv om sommeren. Klatrere når toppen ad flere ruter, der passerer klippevægge og isfelter. På klare dage strækker udsigten fra massivet sig til de italienske tinder mod øst og til Provence mod syd.
Lac des Béraudes ligger i Cerces-massivet 8215 fod (2504 meter) over havets overflade. Vandet kommer fra Moutet-bækken, som løber ned mellem de omkringliggende toppe. Klippevægge og stenfelter former landskabet i denne højde. Søen hører til de højtliggende bjergsøer, som man når efter flere timers vandring gennem alpine dale. Om sommeren spejler overfladen bjergene omkring den, mens den sparsomme vegetation nær bredden skifter farve om efteråret.
Monte Rosa-massivet strækker sig langs grænsen mellem Schweiz og Italien og danner en enorm bjergkæde med over et dusin toppe, der overstiger 13.000 fod (4000 meter). Dufourspitze rejser sig til 15.203 fod (4634 meter) som det højeste punkt i Schweiz. Massivet bærer omfattende gletsjere, der flyder ned ad stejle skråninger og brede bassiner og kaster klart lys i solen. Ryggene er skarpe, og siderne er stejle, især på den italienske side, hvor klippevægge falder næsten lodret ned til dalbunden. Fra Zermatt ser man de gletsjerdækkede nordskråninger, mens de sydlige områder er tilgængelige fra Aostadalen. Bjergbestigere bruger forskellige ruter, der krydser is og klippe. Hytterne ligger i omkring 10.000 fod (3000 meter) og fungerer som udgangspunkter. Om sommeren tiltrækker stierne klatrere fra mange lande. Om vinteren forbliver området stille og dækket af sne.
Großglockner er 12.460 fod (3.798 m) høj og er det højeste bjerg i Østrig. Det rejser sig i Hohe Tauern som en skarp klippepyramide over de omkringliggende toppe. Flere gletsjere dækker dets skråninger, herunder Pasterze, den største gletsjer i de Østlige Alper. Fra bjerghytterne i området fører forskellige ruter til toppen og kræver erfaring i høje bjerge og udstyr til is og klippe. Toppen af Großglockner giver udsigt over Kärntens dale og de gletsjerdækkede bjergkæder, der strækker sig mod syd og vest.
Lucerne-søen ligger i det centrale Schweiz og strækker sig over flere kantoner. Dens smalle arme når ind mellem skovklædte skråninger og stejle klippevægge, der falder direkte ned i vandet. Små byer med kirker, færgebroer og vandrestier ligger langs bredderne. De omkringliggende bjerge er grønne om sommeren, ofte snedækkede om vinteren. Dampskibe og færger forbinder landsbyerne med hinanden. Vandet er klart og koldt, dybt nogle steder. Vandrestier fører fra bredderne og opad, hvor udsigten åbner sig over hele søen. Søens form er uregelmæssig med bugter og forbjerge dannet af det omkringliggende terræn.
Mont Blanc rejser sig til 15,748 fod (4807 meter) som det højeste bjerg i Alperne og Vesteuropa. Dens øverste del er dækket af gletsjere, der strækker sig mellem stejle klipper. På klare dage kan den hvide kuppel ses fra mange dale i hele regionen. Flere ruter fører til toppen, de fleste kræver flere dage og alpin erfaring. De omkringliggende dale byder på udsigt over nordvæggen og de isfelter, der går ned fra toppen.
Cervino rejser sig som et pyramideformet bjerg i De Penninske Alper. Med 14.692 fod (4.477 meter) står det blandt de markante tinder i Alperne. Dets trekantede klippeflader falder stejlt på begge sider af grænsen og former landskabet omkring Zermatt og Breuil-Cervinia. Den karakteristiske form er resultatet af erosion, der har formet klippen gennem tusinder af år.
Aletsch Gletsjer i Valais strækker sig omkring 14 miles (23 km) gennem De Bernesiske Alper og dækker cirka 32 kvadrat miles (82 km²). Isen flyder fra de høje tinder Jungfrau, Mönch og Eiger ned mod Rhône-dalen. Vandrestier løber langs morænerne og fører til udsigtspunkter, hvor du kan se gletsjertungen og isstrømmene. Overfladen viser sprækker, gletsjerborde og bånd af grus. I de senere år har gletsjeren trukket sig tilbage, og ændringerne er synlige på jorden. Bjerg hytter og markerede ruter giver dig mulighed for at nå forskellige dele af gletsjeren og se isens bevægelse.
Brienzersøen strækker sig ni mil (fjorten kilometer) mellem Interlaken og den lille bjerglandsby Brienz. Dens vand viser en dyb turkisblå farve forårsaget af fint sediment fra gletsjerstrømme. Vandrestier løber langs bredderne, gennem skove og små landsbyer, mens en jernbane følger den nordlige bred mellem bjergene og søen. De omkringliggende skråninger stiger stejlt og smelter sammen med toppene i De Berner Alper, så søen er omkranset af bjergkæder på alle sider.
Finsteraarhorn er den højeste top i Berneralperne, der rejser sig til 14.022 fod (4.274 meter) mellem kantonerne Bern og Valais. Navnet henviser til de mørke klippevægge, der definerer bjerget og giver det et særpræget udseende. Toppen ligger væk fra hovedruterne og er omgivet af dybe gletsjerdale, hvilket gør det til et fjerntliggende mål for erfarne bjergbestigere. Opstigningen kræver gletsjerudstyr og alpine erfaring, da ruten krydser is og stejle klippeflanker.
Zug-søen ligger i et blidt bassin i det centrale Schweiz, omgivet af skovklædte bakker og bjerge. Vandet er klart og skifter mellem grønt og blåt alt efter lyset. Promenader langs søen forbinder flere byer ved bredden. Fra vandet kan man se præ-alpine toppe rejse sig i det fjerne mod horisonten. Om sommeren svømmer og sejler folk her. På blæsende dage krydser sejlbåde søen, mens der på stille aftener kun når små bølger ind til bredden.
Berninaglacieren ligger på Piz Bernina, det højeste bjerg i de Østalper med en højde på 13.284 fod (4048 meter). Gletsjersystemet breder sig over bjergets nordside og nærer flere mindre isstrømme, der flyder ned i de omkringliggende dale. Landskabet viser bar is, sprækker og snefelter, der ændrer sig med årstiderne. Fra forskellige udsigtspunkter kan man se, hvordan isen langsomt bevæger sig nedad og fører affald og klippestykker med. Gletsjeren nås via bjergstier og klatreruter, der passerer gennem klippeterræn.
Pizol rejser sig ved indgangen til Rhindalen og når 9334 fod (2844 meter) i højden. Fra dette bjerg kan du se Bodensøen. Vandrestier passerer gennem forskellige højder og krydser små bjergsøer og enge, der bliver grønne om sommeren. Om efteråret bliver lærketræerne gule. Opstigningsruterne starter fra Bad Ragaz eller Wangs og passerer gennem skove, før terrænet bliver mere åbent. Når du er på toppen, ligger det østlige Schweiz under toppen.
Grand Muveran er et bjerg i de vestlige schweiziske Alper, hvor man kan observere stenbukke og gemser i deres naturlige levested. Skråningerne på denne top strækker sig over stejle klippeflader og alpine enge, som dyrelivet besøger om sommeren. Vandrestier fører gennem dette landskab og giver muligheder for at møde alpint dyreliv. Højden og afsides beliggenhed skaber gunstige forhold for disse dyr, som har tilpasset sig det barske bjergklima.
Silberen danner det største karstplateau i Schweiz og viser resultatet af tusindvis af års erosion. Kalkstenen her er gennemskåret af dybe riller, som regnvand har gravet i overfladen gennem tiden. Jorden er grå og revnet mange steder, brudt af isolerede fordybninger og små huler, hvor vand forsvinder under jorden. De, der vandrer op på plateauet, bevæger sig gennem et bart landskab, hvor der kun vokser spredte græsser og lave planter. Luften er ofte kølig, og vinden fejer hen over den åbne flade. Udsigten strækker sig langt over det barske terræn til de omkringliggende toppe.
Grand Combin er en bjerggruppe i Alperne, der når op i 4.135 meter (13.566 fod). Dens øvre skråninger er dækket af gletsjere, der strækker sig mellem de klippefyldte toppe. Massivet ligger syd for hovedkæden og danner en tydelig gruppe, der kan ses fra dalene nedenfor. Skråningerne er stejle, ismarkerne brede, og bjergets form ændrer sig, alt efter hvor du står. Stier fører op til de højere områder, hvor du kan se gletsjerne tæt på og kigge ud over de omkringliggende dale.
Brienzer Rothorn rejser sig til 7700 fod (2350 meter) i Emmental-alperne. Fra dens udsigtspunkter ser man ud over Brienzersøen og de omkringliggende bjergkæder. Toppen kan nås via vandrestier og en historisk tandhjulsbane, der har kørt siden slutningen af 1800-tallet. Når man står her, ser man, hvordan Alpernes kæder lægger sig bag hinanden, og hvordan søbredden ligger langt nede i dalen. Vegetationen bliver sparsom på vej mod toppen, hvor klipper og alpine enge former scenen. På klare dage strækker udsigten sig mod Jura og Det Schweiziske Plateau. Om sommeren græsser køer på bjergengene neden for toppen. Brienzer Rothorn er et af de steder i Alperne, hvor man får en bred fornemmelse af bjerglandskabet.
