Bjørneøen, Ø i Ishavet, Svalbard, Norge

Bjørnøya er en afsidesliggende ø i Ishavet mellem det norske fastland og Spitsbergen, en del af Svalbard-øgruppen. Landskabet viser skarpe kontraster: stejle klipper i syd, der rejser sig til 536 meter (omkring 1.760 fod) ved Miseryfjellet, og en flad slette med søer i den nordlige del af øen.

Willem Barentsz opdagede øen i 1596 under en hollandsk arktisk ekspedition og opkaldte den efter en isbjørn, han så svømme i kystfarvandet. Senere drev norske selskaber kulminedrift her fra 1916 til 1925, men disse blev opgivet på grund af barske forhold og begrænset rentabilitet.

Navnet kommer fra Willem Barentsz, som så en isbjørn i farvandet omkring i 1596 og valgte denne enkle reference til sine kort. De forladte rester af Tunheim-bosættelsen med det lille damplokomotiv minder om kulmineårene, der løb fra 1916 til 1925.

Kraftig vind og hyppig tåge gør rejser vanskelige, så adgangen til øen forbliver meget begrænset og uregelmæssig. En norsk vejrstation med et par ansatte er den eneste permanente facilitet på stedet.

Øens sydlige klipper huser en af den nordlige halvkugles største havfuglekolonier med lomvier, rider og mallemukker. Disse ynglepladser tiltrækker millioner af fugle i løbet af de korte arktiske sommermåneder.