Russisk fjernøsten, Geografisk region i Rusland

Det russiske fjernøsten er en stor geografisk region, der strækker sig fra nær Lake Baikal til Stillehavskysten og dækker taiga-skove, bjergkæder og floddale. Denne del af Rusland omfatter Kamchatka-halvøen, Sakhalin Island og den lange kystlinje mod Japan og Korea.

Russerne begyndte at nå Stillehavskysten i det 17. århundrede og etablerede forposter langs floder og kyster for pelshandel. I det 19. århundrede opstod permanente byer og flådebaser, især efter traktater med Kina og Japan definerede grænser.

Små oprindelige samfund lever i fjerntliggende områder og opretholder fiskeri, rensdyravl og sæsonbestemt jagt som en del af dagliglivet. Lokale festivaler i havnebyer og indlandsbyer afspejler en blanding af russiske traditioner og forbindelser til nabolande i Stillehavet.

Rejser i denne region kræver planlægning på forhånd, fordi afstandene er lange, og tog- eller flyforbindelser kan være sjældne, især uden for sommeren. Vinteren bringer streng kulde i de fleste områder, mens kystzoner forbliver mere moderate, men ofte tågede.

Dette territorium rummer næsten alle diamantminer, der drives i Rusland, med det meste af produktionen fra forekomster i Yakutia. Vilde sibiriske tigre lever kun i de sydlige skove nær den kinesiske grænse, i et område beskyttet siden midten af det 20. århundrede.