Sveagruva, Forladt kulminedriftssted i Svalbard, Norge

Sveagruva er en forladt bosættelse på Svalbard, der udviklede sig omkring kulminedrift. Stedet har solide, enkle bygninger opført til at modstå barske arktiske forhold, med minefaciliteter, arbejderboliger og basal infrastruktur spredt over Van Mijenfjord-dalen.

Svenske selskaber etablerede bosættelsen i 1917 og begyndte kulminedrift, indtil et norsk firma overtog i 1934. Dens skæbne var turbulent: et tysk angreb i 1944, langvarige lukninger, en stor minebrand i 2005 og endelig permanent nedlukning i 2017, hvorefter stedet blev demonteret i 2019.

Navnet Sveagruva kommer fra svenske minearbejdere og betyder 'Sveas mine'. Bosættelsen var aldrig et fuldt boligområde, men snarere en arbejdsplads, hvor skifteholdsarbejdere fra Longyearbyen kom og gik.

Bosættelsen var kun tilgængelig med fly og havde en lille lufthavn med daglige flyvninger til Longyearbyen. Kul blev sendt fra en havn fem kilometer væk, da der ikke var vejforbindelser til andre bosættelser.

Et særpræg var Svea Nord-minen, der åbnede i 2001 med usædvanligt tykke kulforekomster op til 6 meter dybe. En specialbygget vej over en gletsjer gav adgang til dette underjordiske område, som blev en af Europas største underjordiske kulminer.