Vøringfossen, Vandfald i Eidfjord, Norge

Vandfaldet falder i flere trin over en stejl klippevæg, hvor vandet deler sig i smalle strømme, før det styrter ned i den dybe dal nedenfor. Det omgivende landskab er bar klippe dækket af mos og lave planter, og tåge stiger ofte op til udsigtsplatformene. Nogle dage bliver strømmen et tyndt slør, andre dage brøler den gennem kløften med fuld kraft.

I begyndelsen af det tyvende århundrede blev der bygget en vej gennem området, hvilket bragte flere besøgende og gjorde det til et af de mest anerkendte naturvidundere i Norge. Planer om et vandkraftprojekt i halvfemserne udløste heftig debat, men regeringen besluttede til sidst at lade vandfaldet være urørt. Siden da er der bygget nye gangstier og udsigtspunkter for at forbedre fodgængeradgangen uden at forstyrre den naturlige omgivelser.

Den norske forfatter Peter Christen Asbjørnsen nævnte vandfaldet i sin historiefortælling, hvilket hjalp med at tiltrække rejsende fra hele Europa i det nittende århundrede. I dag betragtes stedet som en del af den nationale identitet, især for folk fra Hardanger-regionen, som ser det som et symbol på deres hjemlands barske skønhed. Vandrere og fotografer ankommer ofte ved solopgang for at fange lyset, der bryder gennem tågen.

De vigtigste udsigtspunkter nås ad brolagte stier, men nogle sektioner er stejle og kan blive glatte i regn. Enhver, der planlægger at krydse broen, bør have solidt fodtøj, da gangstien kan være fugtig. Tidligt på dagen er der tendens til at være roligere, mens eftermiddage ofte bliver travlere, især om sommeren. Varmt tøj anbefales, selv på solrige dage, fordi vinden suser gennem dalen, og temperaturen falder hurtigt.

En smal regnbue vises ofte sent om morgenen, når solen rammer tågen direkte, og fotografer venter nogle gange i timevis på det øjeblik. Lokal legende fortæller om skat skjult dybt i dalen, men ingen har nogensinde forsøgt at søge efter den, fordi strømmen er for farlig. Nogle besøgende rapporterer at føle vibrationen fra det faldende vand gennem jorden, når de står tæt nok på kanten.