Den Kuriske landtange, landform i Litauen og Rusland

Den kuriske spids er en smal landform, der adskiller Østersøen fra Den kuriske lagune, nu delt mellem Litauen og Rusland. Skiftende klitter former terrænet sammen med omfattende fyrreskove plantet i det 19. århundrede for at stoppe erosion.

Skovrydning i middelalderen tillod klitter at migrere og begrave flere bosættelser under sand. Fra begyndelsen af det 19. århundrede iværksatte de preussiske myndigheder et genplantningsprogram, der gradvist stabiliserede terrænet.

Fiskerlandsbyer langs denne smalle stribe opretholder traditioner i deres træarkitektur med karakteristiske gavle og vejrhane, der markerer tagene. Besøgende bemærker disse byggemetoder især i bosættelser, hvor beboerne stadig planter deres haver efter mønstre, der er gået i arv gennem generationer.

Færgeforbindelser forbinder det litauiske fastland nær Klaipėda med starten af landformen og tilbyder separate overgange for gående og køretøjer. De, der besøger de drivende klitter, skal være forsigtige under stærk vind, da blæsende sand reducerer sigtbarheden og gør det sværere at gå.

Parnidis-klitten nær Nida er blandt de højeste drivende klitter i Europa og ændrer lidt form og position hvert år. Fra dens top ser besøgende både det åbne hav og lagunens rolige vand samtidigt, hvilket fremhæver kontrasten mellem de to sider.