Santuario di Nostra Signora di Bonacattu, bysantinsk helligdom i Bonarcado, Italien

Helligdommen for Vor Frue af Bonacattu er en kirke fra byzantinsk tid med græsk korsplan, hvis fire arme har forskellig længde og er dækket af tøndehvælv. En halvkugleformet kuppel er indelukket i en firkantet lanterne med pyramidetag. Vestfacaden, opført 1242–1268, består af basalt- og trakytblokke med trelappede buefriser og runde nicher til keramikskåle.

Helligdommen blev opført i byzantinsk tid, omkring 6.-7. århundrede, over en senromersk bosættelse, som selv lå på et nuragisk kultsted. I 1110 overdrog dommeren i Arborea, Costantino I de Lacon-Serra, den til kamaldulensermunkene i San Zeno i Pisa, som condaghe for Santa Maria di Bonarcado vidner om; munkene grundlagde et kloster og en større ny kirke. Vestfacaden i basalt og trakyt blev bygget mellem 1242 og 1268.

Navnet Bonacattu, som stednavnet Bonarcado stammer fra, går tilbage til kirkens oprindelige indvielse til Madonna Panákhrantos (den uplettede). Hovedalteret rummer en polykrom terrakotta fra 1400-tallet med en Madonna med barnet i relief, æret som Nostra Signora di Bonacattu. Den 1. januar 2016 åbnede ærkebiskop Ignazio Sanna her stiftets tredje hellige port til barmhjertighedens jubelår.

Helligdommen ligger i Bonarcados historiske centrum på en lille plads, som sognkirken Santa Marias apsis vender ud mod, så de to bygninger ses sammen. Interiøret er et græsk kors med fire tøndehvælvede arme af forskellig længde; præsbyteriet i den sydlige arm lukkes af et smedejernsgitter. Den halvrunde apsis vender mod nordøst, og kuplen sidder inde i en firkantet lanterne med pyramidetag, synlig indefra.

Den østlige arm bevarer et bassin fra den oprindelige romerske bosættelse, sandsynligvis en del af termiske bade, der tjente det tidligere samfund. Dette artefakt forbinder besøgende med de dybere lag af stedets fortid og viser, hvordan hellige steder ofte består på tværs af forskellige civilisationer.