Eastern Breithorn, Bjergtop i Wallis, Schweiz og Italien

Østlige Breithorn er en top i Wallis-regionen i De Penninske Alper, 4.139 meter høj med stejle skråninger dækket af gletsjeris og klipper. Toppen er en del af et større bjergryg-system, der forbinder flere tilstødende bjerge og gletsjerdale.

Toppen blev første gang besteget i 1884 af J. Stafford-Anderson med bjergførerne Ulrich Almer og Aloys Pollinger. Denne bestigning markerede et vigtigt øjeblik i bjergbestigningsudforskningen af Wallis-regionen under den alpine klatreboom i den æra.

Bjerget tiltrækker klatrere fra Schweiz og Italien, der træner på dets skråninger og gletsjere, hvilket styrker båndene mellem alpine bjergbestigningstraditioner på begge sider af grænsen. Besøgende på toppen oplever mødestedet for to forskellige klatringskulturer og deres tilgange til bjergudforskning.

Klatrende nærmer sig typisk fra Zermatt eller Breuil-Cervinia, hvor svævebaner hjælper med at nå højere højder før det sidste stykke til toppen. Ruten krydser gletsjere og kræver erfaring med sne- og isfærdsel.

Den nordlige væg falder stejlt ned mod Breithorngletscher i en lodret væg på omkring 650 meter, hvilket skaber et imponerende syn nedefra. På den modsatte side smelter de sydlige skråninger gradvist sammen med det vidtstrakte Verra-gletsjernetværk, der strækker sig over den italienske side.