Hudsonbugten, Epikontinentalt hav i det nordøstlige Canada

Hudsonbugten er et epikontinentalt hav i det nordøstlige Canada, der dækker mere end en million kvadratkilometer og forbinder til Ishavet gennem Foxe Basin og til Atlanterhavet via Hudsonstrædet. Dens kystlinje løber gennem fire provinser og territorier, omgivet af flade tundra-landskaber, klippefremspring og omfattende vådområder, der strækker sig langt ind i landet fra kysten.

Den engelske opdagelsesrejsende Henry Hudson nåede disse farvande i 1610, mens han søgte efter en nordvestpassage, men forsvandt efter et mytteri blandt besætningen året efter. I de følgende århundreder blev bugten et centrum for pelshandelen, hvor europæiske handelskompagnier etablerede talrige kystposter for at organisere handel med oprindelige folk i hele regionen.

Inuit-samfund langs kystlinjen er afhængige af disse farvande til fiskeri, sæljagt og transport mellem bosættelser, der har bestået i generationer. Disse traditionelle praksisser former dagliglivet i fjerntliggende landsbyer, hvor små både og snescootere stadig er de primære transportmidler over is og åbent vand.

Vandet forbliver frosset i cirka halvdelen af året, og is blokerer typisk maritim adgang fra november til juli og begrænser skibstrafik til et smalt sommervindue. Adgang til kystsamfund afhænger hovedsageligt af flyrejser eller lejlighedsvis bådservice i de korte isfrie måneder, da der ikke er nogen sammenhængende veje, der forbinder regionen med det sydlige Canada.

Kystlinjen rummer Canadas største sammenhængende tørvemose, der strækker sig over tusindvis af kilometer og udgør et af kontinentets ældste landskabstræk. Hvert år passerer omkring 20.000 hvidhvaler gennem de vestlige farvande, hvor dyrene samles i lavvandede, varmere strømme for at kalve og skifte hud.