Cookøerne, Ønation i det sydlige Stillehav

Cookøerne er en øgruppe af 15 atoller og vulkanske øer i det sydlige Stillehav mellem Fransk Polynesien og Samoa, med beboede områder, der dækker omkring 240 kvadratkilometer. Den sydlige gruppe viser bjergrigt terræn med tæt vegetation, mens de nordlige atoller danner flade koralringe med laguner og forbliver stort set ubeboede på grund af deres afsides beliggenhed.

Polynesiske søfarende bosatte sig i denne region mellem det 9. og 14. århundrede og udviklede uafhængige stammestrukturer på individuelle øer. Britiske missionærer nåede området i 1820'erne, efterfulgt af etableringen af et protektorat i 1888, før territoriet opnåede selvstyre gennem fri association med New Zealand i 1965.

Cookøernes polynesiske kultur viser sig tydeligst i den livlige tradition ura, en dansestil med hurtige hoftbevægelser og rytmisk trommespil. Landsbyboerne opretholder stadig praksissen raui, et traditionelt beskyttelsessystem for fiskegrunde og kokosplantager, som ældste pålægger, når ressourcerne har brug for hvile.

Den bedste besøgsperiode falder mellem april og november uden for regntiden, med hovedlufthavnen på Rarotonga, der modtager fly fra Auckland flere gange om ugen. Rejser til fjerntliggende nordlige atoller foregår uregelmæssigt via fragtbåde, mens sydlige øer forbindes gennem ugentlige indenrigsflyvninger, og kontanter er fortsat nødvendige i mange ydre områder.

Nationen opretholder ingen militære styrker og delegerer forsvarsansvar til New Zealand ved traktat, mens den fører uafhængige diplomatiske forbindelser. Den komplekse politiske struktur tillader indbyggere at have dobbelt statsborgerskab med New Zealand uden begrænsninger, hvilket muliggør bevægelse i begge retninger uden sædvanlige immigrationsbarrierer.