Longyearbyen, Bebyggelse på Spitsbergen, Svalbard, Norge

Longyearbyen er en bebyggelse på øen Spitsbergen i øgruppen Svalbard. Byen har omkring 42 kilometer veje og huser cirka 2.400 indbyggere fra mange lande. Byen ligger i en dal ved Adventfjord, omgivet af høje bjerge og gletsjere, og bygningerne er konstrueret til at modstå ekstrem kulde.

Byen blev grundlagt i 1906 af den amerikanske mineentreprenør John Munroe Longyear, som åbnede en kulmine, som bebyggelsen voksede op omkring. Kulminedrift dominerede økonomien i over et århundrede, før minen lukkede i 2025, hvorefter turisme og forskning blev de vigtigste indtægtskilder.

Byen er opkaldt efter en amerikansk mineentreprenør, der ankom i 1906 og grundlagde en bebyggelse her. Gaderne er nummererede i stedet for navngivne, et system opstået af praktisk nødvendighed i byens tidlige vækstperiode.

Byen har en lufthavn med regelmæssige flyvninger til Oslo og Tromsø, og om sommeren ankommer skibe. Besøgende bør forberede sig på ekstrem kulde, lange vintre og mulige møder med isbjørne, når de udforsker vildmarken omkring bebyggelsen.

Stedet ligger så tæt på Nordpolen, at solen ikke går ned i flere måneder, og derefter ikke står op i månedsvis under polarnatten. Disse ekstreme årstider former fuldstændigt livet her og får folk til at vandre i midnatssol eller arbejde om natten under vedvarende solskin.