Catacombe dei Cappuccini, Underjordiske begravelseskamre og etnografisk museum i Palermo, Italien

Dette underjordiske begravelsessted strækker sig over 300 kvadratmeter under et kapucinerkloster og indeholder cirka 2.000 mumificerede lig og skeletrester. De afdøde er anbragt i forskellige korridorer efter køn, erhverv og social rang. Mange bærer stadig originalt tøj fra deres begravelsestid. Kamrene omfatter separate afsnit for gejstlige, jomfruer, børn, fagfolk og aristokrater, hver markeret med særlige arkitektoniske træk.

Kapucinerne skabte de første begravelseskamre i 1599, efter at deres oprindelige klosterkrypt blev overfyldt. I begyndelsen accepterede de kun afdøde medlemmer af ordenen. Fra 1783 tillod munkene velhavende beboere i Palermo at begrave deres pårørende i bytte for donationer. Den sidste begravelse fandt sted i 1920, selvom nogle få efterfølgende begravelser blev dokumenteret indtil 1970'erne. Komplekset blev udvidet flere gange for at imødekomme den voksende efterspørgsel fra samfundet.

Lokale beboere betragtede bevaring i disse underjordiske kamre som et symbol på social status og familiemæssig hengivenhed. Pårørende besøgte regelmæssigt deres kæres rester, skiftede deres tøj og holdt mindet i live gennem bøn. Disse praksisser viste den dybe forbindelse mellem de levende og de døde i det sicilianske samfund. Begravelse her blev betragtet som et privilegium forbeholdt velhavende borgere, gejstlige og adel, hvilket afspejlede samfundets hierarkiske struktur.

Adgang er mulig dagligt fra 9:00 til 12:00 og 15:00 til 17:30, og alle områder er tilgængelige for kørestole. Anlægget ligger cirka 1,2 miles (2 kilometer) fra den historiske bymidte og kan nås med offentlig transport eller til fods. Fotografering er ikke tilladt inde i komplekset. Flere caféer og restauranter ligger i nærheden. Et typisk besøg varer mellem 30 og 45 minutter.

Den toårige pige Rosalia Lombardo, som døde i 1920, betragtes som en af de mest perfekt bevarede mumier i verden. Professor Alfredo Salafia udviklede en særlig bevaringsmetode til hende ved hjælp af formalin, alkohol, glycerin og zinksalte, hvis nøjagtige formel først blev genopdaget i 2009. Denne teknik adskiller sig fundamentalt fra de naturlige tørringsmetoder, der blev brugt til de fleste andre kroppe i samlingen.