St Kilda, Øgruppe i Ydre Hebrider, Skotland

St Kilda er en afsidesliggende øgruppe 41 miles vest for Skotland i Ydre Hebrider, hjemsted for Europas højeste havklipper og store havfuglekolonier. Hovedøen Hirta viser resterne af en forladt bosættelse, mens de mindre øer Soay, Boreray og Dùn danner stejle klipper og dramatiske formationer.

Øerne understøttede menneskelige bosættelser i over 4.000 år indtil 1930, hvor de sidste 36 beboere forlod dem på grund af faldende befolkning og isolation. UNESCO anerkendte området som verdensarvssted i 1986 for naturen og tilføjede kulturel anerkendelse i 2004.

Indbyggerne byggede 1.260 stenstrukturer kaldet cleitean over hele Hirta for at opbevare mad og udstyr i det barske klima. Disse små tørveklædte hytter præger stadig landskabet i den forladte bosættelse og viser, hvordan folk tilpassede sig ekstreme vejrforhold.

National Trust for Scotland driver en lille campingplads på Hirta for op til seks besøgende, med ophold afhængigt af vejret og begrænset varighed. Både sejler kun i roligt hav fra Harris, og overfarten tager flere timer under ofte barske forhold.

To gamle fårracer overlever på øerne: den neolitiske Soay og jernalderens Boreray, der repræsenterer forskellige perioder af landbrugshistorien. Dyrene strejfer frit omkring og har udviklet sig i tusinder af år uden menneskelig avl.