Chepauk Palace, Indo-saracenisk paladsområde i Chennai, Indien

Det røde murstenskompleks består af to hoveddele, Kalas Mahal og Humayun Mahal, forbundet af en korridor, der spænder over cirka 6.100 kvadratmeter (66.000 kvadratfod). Strukturen har høje lofter, ornamentale søjler og geometriske facadedetaljer, der er karakteristiske for den indo-saraceniske stil, som var populær i koloniale Sydindien.

Nawab Muhammed Ali Khan Wallajah bestilte komplekset i 1768 efter at have opgivet tidligere planer om at bygge inden for Fort St George på grund af utilstrækkelig plads. Komplekset tjente som den officielle residens for Arcot-Nawaberne indtil den britiske annektering af fyrstestaten i begyndelsen af det nittende århundrede. Senere omdannede Madras-regeringen dele af komplekset til administrative funktioner, og stedet har gennemgået flere restaureringsfaser i de seneste årtier.

Dette palads repræsenterer den arkitektoniske blanding af indisk håndværk med europæisk design og viser detaljeret træarbejde, brede buer og traditionelle kalkmørtelmetoder, der var almindelige i Nawab-æraen. Komplekset fungerede som residens for Arcot-Nawaberne og tjente som centrum for regional autoritet og repræsenterede muslimsk herskerindflydelse i det sydindiske samfund under britisk kolonial tilstedeværelse. Strukturen afspejler den politiske og sociale dynamik i det attende århundredes Madras.

Seneste restaureringsprojekter fokuserer på at omdanne Kalas Mahal til kontorer for National Green Tribunal, mens de originale arkitektoniske træk bevares. Komplekset ligger i Chepauk-området i Chennai, tilgængeligt via Walajah Road, og er godt forbundet med offentlig transport, herunder lokale busser og metro. Besøgende bør verificere adgangspolitikker på forhånd, da dele af komplekset huser regeringskontorer med begrænset adgang på hverdage.

De oprindelige grunde strakte sig over cirka 47 hektar (117 acres) og omfattede dedikerede områder til at holde elefanter i havearealerne. Ydervæggene omsluttede også en privat moske og boligkvarterer for hoffets personale, hvilket gjorde komplekset til en selvforsynende befæstet bosættelse i den voksende by Madras. Et netværk af underjordiske kamre under dele af strukturen er stadig stort set uudforsket og udokumenteret af arkitektoniske undersøgelser.