Valliscaulian Order, Historisk kloster og munkeorden i Essarois, Frankrig

Valliscaulian-ordenen var et klostersamfund, der etablerede sig i et stenkompleks i en tæt skov og kombinerede åndelige praksisser fra kartusianer- og cisterciensertraditionerne. Bygningerne stammer primært fra 1100-tallet og viser romanske arkitektoniske træk, der smelter sammen med de skovklædte skråninger i Essarois-området.

Valliscaulian-ordenen blev grundlagt i 1193 af Viard, en kartusiansk lægbroder, der søgte at reformere klosterpraksis. Bevægelsen spredte sig hurtigt i Frankrig, Tyskland og Skotland, før den fusionerede med cistercienserordenen i 1761, da uafhængig klostervæsen gik tilbage.

Valliscaulian-ordenen har sit navn fra latin, der betyder dalen med de bare steder, hvilket afspejler det sparsomme skovlandskab, som munkene beboede og opdyrkede. Fællesskabet fulgte strenge daglige rutiner centreret om bøn, manuelt arbejde og ensomhed, hvilket skabte en levevis ganske anderledes end andre munkeordener på den tid.

Stedet ligger i et skovklædt område og har status som beskyttet monument, så besøgende bør forvente ujævnt terræn og potentielt fugtige forhold under fødderne. Den bedste tid at besøge er fra sen forår til tidlig efterår, hvor skovstierne er mest tilgængelige, og vejret er stabilt.

Munkene beskæftigede sig med saltproduktion som en økonomisk aktivitet, hvilket var usædvanligt for et åndeligt fællesskab og afslørede deres strategi for selvforsyning. Denne blanding af religiøst liv og praktisk handel gjorde det muligt for bevægelsen at forblive uafhængig og blomstrende gennem tre århundreder.