Sulaiman-Too, Helligt bjerg i Osh, Kirgisistan
Sulaiman-Too er en kalkstensrest med fem toppe, der strækker sig cirka 1.140 meter øst-vest og 560 meter i bredden og rejser sig 300–350 meter over Osh. Den centrale klippe er den højeste og mest sammenhængende, med en lavere skulder til venstre og to slanke metaltårne på toppen. Skråningerne er stejle og klippefyldte, med terrassestier hugget ind i den nederste nøgne klippe.
Den første skriftlige omtale af bjerget findes i den arabiske geograf al-Istakhris værk fra 900-tallet, som beskriver vagter udstationeret for at overvåge tyrkiske grupper. En kufisk indskrift fundet på toppen nævner Ferghanas samanidiske hersker Nasr ibn Ahmad og dateres til 940-941. Indtil 1500-tallet hed bjerget Bara-Kuh, derefter Takht-i-Sulaiman. Topmoskeen, som tilskrives Baburs regeringstid, blev sprængt i luften i 1963 og genopbygget i 1991 med finansiering fra Pakistans premierminister Benazir Bhutto.
Pilgrimme bestiger stadig moskeen på toppen, som blev genopbygget i 1991 med midler fra Pakistans premierminister Benazir Bhutto på stedet for en tidligere moské, der blev sprængt i luften i 1963. I Baburs hus, genopbygget i 1989, reciterer mullaer Koranen for besøgende. Kvinder beder i Khurkiz-hulen, mænd ved Kyrk Chilton, og barnløse par ved Beshik Ene.
Turen op ad bjerget tager normalt omkring tredive minutter til fods og kræver solide sko på grund af det klippefyldte terræn. Det er tilrådeligt at medbringe vand og undgå at klatre i de varmeste timer af dagen, da der er lidt skygge på toppen.
Den største hule, Rusha-Unkur på den tredje top, rummer nu et museum, hvis sale følger det sydlige Kirgisistans historie; ved udgangen er der bevaret helleristninger. Navnet betyder "ørnenes hule".
Fællesskabet af nysgerrige rejsende
AroundUs samler tusindvis af udvalgte steder, lokale tips og skjulte perler, som hver dag beriges af 94.852 bidragydere verden over.