Abila, Arkæologisk sted og foreløbigt verdensarvssted i Irbid Governorate, Jordan

Abila er en oldtidsby i Irbid Governorate i det nordlige Jordan, kontinuerligt beboet siden den tidlige bronzealder. Stedet består af to hovedhøje med rester af huse, templer, bade, kirker og et teater, der spænder over flere perioder fra bronzealderen til islamisk tid.

Abila optræder i et Amarna-brev fra 1300-tallet f.v.t. som Ia-bi-li-ma, og dens første bymur blev bygget i jernalderen. Polybios og Josefus beretter, at Antiochos III indtog byen i 218 f.v.t.; Pompejus indtog den i 63 f.v.t. og gav den selvstændighed. En indskrift fra Hadrians tid beviser medlemskabet af Dekapolis. Krig eller jordskælvet i 633 førte til forladelse, men byen blev genbefolket i umayyadisk tid.

Navnet Abila kommer fra det semitiske ord for eng eller grøn vækst, hvilket passer til beliggenheden ved Ain Quweilbeh-kilden blandt olivenlunde og hvedemarker. Den sydlige bakke, Umm al-Amad, betyder "Søjlernes moder". Lokal tradition forbinder stedet med profeten Elias, og den nuværende landsby Hartha bevarer sit aramæiske navn, der betyder lejr.

Stedet omfatter to tells, Tell al-Abila og Khirbet Tell Umm al-Amad, på Wadi Qweilibehs venstre bred, hvor den omkransede by strakte sig over sadlen mellem dem. Den sydlige høj, Umm al-Amad ("Søjlernes moder"), har de stående søjler. Terrænet er ujævnt, og meget af ruinerne ligger uudgravet ved overfladen, så afsæt tid til at gå mellem de to høje.

Stedets sydlige bakke hedder Umm al-Amad, "Søjlernes moder", efter de store søjler, der stadig står der. Den første europæer, der besøgte stedet, var Ulrich Jasper Seetzen i 1806; Guy Le Strange beskrev ruinerne allerede i 1889, og udgravningerne er fortsat siden 1980.