Gadara Aqueduct, Romersk akvædukt i Syrien og Jordan

Gadara-akvædukten, også kaldet Qanatir Fir'awn, var et romersk vandsystem på omkring 155 km, der forsynede Adraha, Abila og Gadara. Den begyndte ved en romersk dæmning nær Dilli i det sydlige Syrien og løb først over jorden, hvor wadier blev krydset på broer fem til ti meter høje. I det nuværende Jordan fortsatte den som en 106 km lang tunnel, drevet gennem omkring 2.900 lodrette og skrå skakter op til 70 m dybe, hvis klippevægge stadig viser mejselspor.

Systemet blev sandsynligvis påbegyndt i 1. århundrede e.Kr. og for størstedelens vedkommende færdiggjort i 2.; det forsynede Adraha, Abila og Gadara i over 400 år, dele frem til 1100-tallet. En 25 km lang strækning kunne ikke tages i brug på grund af opmålings- eller byggefejl, så den 30 km lange Turab-akvædukt fra 1. århundrede f.Kr. blev indlemmet for at lede vandet til Gadara. Mathias Döring fra Hochschule Darmstadt undersøgte den fra 2004.

Lokalt kaldes kanalen Qanatir Fir'awn, »faraos vandløb«, og det arabiske navn Qanat Fir'aun bruges stadig. Rejsende Johann Gottfried Wetzstein (1860) og Gottlieb Schumacher (1896) beskrev en underjordisk by under Adraha, hvis indbyggere hentede vand fra kanalen med krukker på reb; der findes ingen spor af den i dag, og nutidige forskere ser beretningerne som fejltolkede udgravningsfund.

Tunnelen har en hældning på omkring 0,3 meter per mil, så vandet bevægede sig alene ved tyngdekraften. Den blev drevet gennem cirka 2.900 lodrette og diagonale skakter op til 70 m dybe, mange med trapper ned til kanalen. Ulrich Jasper Seetzen var i 1805 den første europæer, der red langs linjen; store dele af ruten går gennem åbent terræn nær Dilli og Dera'a.

Næsten alle af de omkring 2.900 byggeskafter langs tunnelen blev gravet skråt i 45–60 grader, med trapper ned til vandkanalen inde i bjerget. Den første vestlige rejsende, der red langs den såkaldte Kanatir, var Ulrich Jasper Seetzen i 1805.