Chiesa di San Giacomo, katolsk kirke i Gromo, Italien

Chiesa di San Giacomo e San Vincenzo har ingen egentlig facade: alle fire indgange ligger på siderne, hovedindgangen mod syd med en portal fra 1500-tallet i Ardesio-marmor med den hellige Bernardinos trigram, efterfulgt af otte trin ned i kirkerummet. Interiøret har tre skibe adskilt af tre store spidsbuer i murværk, der danner fire fag; det højere midterskib har tosidet trætag, mens de lavere sideskibe har krydshvælv med stuk fra 1600-tallet. De sydlige fag hviler på to store søjler fra 1300-tallet, nordsiden på én enkelt midtersøjle.

Kirken blev første gang dokumenteret i 1184 i optegnelser om en investitur af biskop Guala og udviklede sig gennem de følgende århundreder. Den blev indviet af biskop Giovanni Barozzi i 1453, og forskellige religiøse kongregationer tilføjede talrige kapeller og altre gennem de efterfølgende år.

Kirkens fulde titel forener to helgener, apostlen Jakob og levitten Vincentius, som pergamentet fra 1184 vidner om. I 1238 samledes seksten naboer, heriblandt fire notarer, i dens haver og udarbejdede Gromos første statut. En rapport fra 1666 opregner broderskaberne Suffragium, Rosenkransen, Det Allerhelligste Sakramente og Disciplinati, hvert med eget alter.

Kirken ligger i Bettuno Basso, et stykke fra Gromos centrum, ved den gamle vej mellem landsbyerne Boario og Ripa. En allé belagt med flodsten fører hen til den. Der findes ingen egentlig facade: alle fire indgange ligger på siderne, og efter den sydlige hovedportal følger en trappe med otte trin ned i kirkerummet.

Kirken har ingen egentlig facade: alle fire indgange ligger på siderne, og hovedindgangen mod syd er en portal fra 1500-tallet i marmor fra Ardesio, hvis monolitiske overligger bærer Bernardino af Sienas trigram. Otte trin fører derfra ned i kirkerummet. Stilen minder om værker af Mauro Codussi, som portalerne i Arciprete-paladset i Bergamo og kirken i Sedrina.