Boffalora sopra Ticino railway bridge, Jernbanebro i Boffalora sopra Ticino, Italien

Boffalora sopra Ticino jernbanebro er en buebro med overliggende bane over Ticino mellem Boffalora sopra Ticino og Trecate på linjen Torino-Milano. Den er 305,16 meter lang, har 11 buer og 10 piller, og hele beklædningen er af granit fra Montorfano. Siden 1962 bærer den kun jernbanetrafik.

Napoleon Bonaparte bestilte broen i 1808 for at forbinde Frankrig med sit kongerige Italien, men arbejdet standsede med hans fald i 1813. I 1823 blev Karl Felix af Savoyen og Det Østrigske Kejserrige enige om at genoptage det; ingeniøren Stefano Ignazio Melchioni fra Novara byggede 11 buer på 10 piller beklædt med granit fra Montorfano, færdiggjort i 1858. I 1859 forsøgte østrigerne at sprænge broen under slaget ved Magenta, men den forblev delvist farbar, og Napoleon III's kejserlige garde krydsede den.

Broen kaldes også Ponte di San Martino efter landsbyen San Martino i Boffalora sopra Ticino, som den forbinder med Trecate. Siden 1962 kører kun tog på linjen Torino–Milano over den, vejen blev flyttet til en ny bro ved siden af. Jernbaneaftalen af 18. oktober 1858 mellem Piemonte og Lombardo-Veneto gav broen dens jernbanefunktion.

Broen kan ses fra dalen nedenfor og nærliggende stier, der giver gode udsigtspunkter langs ruten. Den bedste synlighed fås, når man nærmer sig med tog eller fra de tilstødende områder på begge flodbredder.

Broen er helt beklædt med granit fra Montorfano, med 11 buer på 10 piller; ingeniøren var Stefano Ignazio Melchioni fra Novara, og slutprisen blev 3215 østrigske lire. I august 1944 fløj omkring ti britiske fly meget lavt for at bombe broen, men bomberne ramte ikke målet.