San Bortolo, Kirkebygning i Vicenza, Italien.

San Bortolo, kirken og klosteret San Bartolomeo, lå uden for Pusterla-porten i Vicenza; kun korsgangen er tilbage, nu en del af byens hospital. Kirken blev næsten helt genopbygget fra midten af 1400-tallet, korsgangen ombygget formentlig af Lorenzo da Bologna, og klokketårnet forhøjet omkring 1540 af Giovanni da Porlezza og Girolamo Pittoni fra Pedemuro-værkstedet. Altrene havde et maleri af Cima da Conegliano fra 1489, tre af Bartolomeo Montagna og Giovanni Buonconsiglios Nedtagelsen fra 1495.

En lille kirke viet til sankt Bartholomæus er dokumenteret i begyndelsen af 1200-tallet; i 1217 velsignede apostolisk administrator Nicolò Maltraversi dens grundsten uden for Vicenza. Regulære kanniker fra Sant'Agostino overtog i 1230'erne, og i 1443 betroede pave Eugenius IV klosteret til laterankannikerne, som genopbyggede kirken og korsgangen. Korsgangen består som en del af Vicenzas civile hospital.

Navnet San Bortolo kommer fra Sankt Bartholomew, kirkens skytshelgen. Besøgende kan stadig fornemme klostertilstedeværelsen i de rum, der engang husede religiøse samfund.

Kirken ligger centralt i Vicenza og kan nås via byens hovedruter. Besøgende bør på forhånd tjekke, om bygningen er åben, da adgangen kan være begrænset.

Bygningen viser en sjælden kombination af kirke- og klosterarkitektur i én struktur, hvilket afspejler regionens religiøse livsstil. Denne dobbeltfunktion som bedested og læringssted var typisk for Vicenza, men ses sjældent i dag.