San Rocco, Barokkirke i Torino, Italien

San Rocco er en barokkirke på Via San Francesco d'Assisi i Torino, opført på en ottekantet grundplan; kuplen og tromlen forblev ufuldendte. Facaden, der er klemt inde mellem nabohusene, blev genopbygget i 1890 efter tegning af ingeniør Carlo Velasco, med to pilasterordener og i nicherne på hver side af indgangen statuerne af San Rocco og Sant'Espedito, indsat i 1924. Inde bærer tyve parstillede søjler entablementet, tromlen og lanternen, og i den freskomalte ottekantede kuppel åbner otte vinduer sig.

Byggeriet begyndte i 1667 under arkitekt Francesco Lanfranchi, efter at San Rocco-broderskabet var vokset ud af deres tidligere hjem. Denne nye bygning gav den voksende gruppe et dedikeret rum til deres møder og religiøse liv.

Broderskabet har navn efter sankt Rochus, som påkaldes mod pesten, og efter sit grundlæggelsesformål: at begrave efterladte lig. I 1620 rejste nogle brødre til Arles for at skaffe en relikvie af helgenen, som senere blev lagt i en krystalurne skænket af Maria Cristina af Savoyen under alterbordet. I det underjordiske kapel minder indskrifter på væggene om de borger- og handelsfamilier, der blev begravet der.

Facaden er klemt inde mellem nabohusene på Via San Francesco d'Assisi; find de to nicher med statuerne af San Rocco og Sant'Espedito, indsat i 1924. Kuplen og tromlen blev aldrig færdiggjort. Interiøret domineres af en ottekantet kuppel med otte vinduer, båret af tyve parstillede søjler.

I 1620 hentede broderskabet en Rochus-relikvie fra Arles, anbragt i en krystalurne skænket af Madama Reale Maria Cristina under alterbordet. Brødrene begravede også efterladte lig: i det underjordiske kapel ligger en parisisk syerske, der blev trukket op af Po, og velhavende familier, hvis gravindskrifter stadig ses på væggene.