Defensive walls of Volterra, Forsvarsmur i Volterra, Italien

Volterras mure er et militært ingeniørarbejde påbegyndt i etruskisk tid og ændret gennem århundrederne. Den store etruskiske ring var over syv kilometer lang og omsluttede omkring 116 hektar, hvoraf lidt over en femtedel er bevaret; den nuværende middelaldermur er 2,6 km lang og omslutter 26 hektar. Murene er bygget af panchino, en meget finkornet, sandgul sten, der også blev brugt til askeurner, paladsmure og gadebelægning.

En første murring blev bygget omkring midten af 500-tallet f.Kr.; den store etruskiske ring, over 7 km lang og omkring 116 hektar, fulgte i 300-tallet f.Kr., af nogle dateret til 200-tallet. I begyndelsen af 1200-tallet påbegyndte kommunen en mindre middelalderlig mur, færdig omkring 1266, som inddrog de etruskiske porte Diana og Menseri. I 2014 styrtede 30 m middelalderlig mur sammen i dårligt vejr.

De tre store etruskiske porte åbnede hver sin vej: Porta all'Arco mod syd til Val di Cecina og malmbjergene, Porta Diana (Portone) mod nord til Valdera og Porta Solis mod sydøst til Valdelsa, hvis rester blev afdækket i 1994 inde i Medici-fæstningen. Mindre portåbninger som Sant'Andrea in postierla lever videre i stednavnene.

En vandring langs murene byder på udsigt over selve strukturen og de omkringliggende toscanske marker og bakker. Det er en fordel at bære komfortable sko, da stien er ujævn og bliver stejl visse steder.

Murens sten er panchino, en meget finkornet sandsten i sandgul farve, som også blev brugt til askeurner, paladsmure og gadebelægning. Langs forløbet er mindst tre zoner med antikke stenbrud identificeret, og enkelte steder udgør den lodret tilhuggede klippevæg en del af muren.