Pieve di San Giorgio di Valpolicella, Romansk kirke i San Giorgio di Valpolicella, Sant'Ambrogio di Valpolicella, Italien

Pieve di San Giorgio di Valpolicella er en romansk kirke i San Giorgio di Valpolicella, en landsby i Sant'Ambrogio di Valpolicella. Facaden af grove lysegrå og beige stenblokke har en fremspringende rundet del med en høj buet dør i lyserød stensramme; til højre rejser et firkantet stentårn med urskive sig. Indeni er et langt skib under et mørkt træspærloft omgivet af rundbuer, med et stentalter under apsisbuen.

Udgravninger øst for kirken i 1985–1989 afdækkede en rektangulær hytte fra bronzealderen og jernalderstrukturer af typen »rætisk hus«, hugget ind i klippen og dækket med plader af rosa kalksten. Stedet var et religiøst centrum for arusnaterne, hvis indskrifter nævner guder som Lualda, Cuslanus samt Sol og Luna. En langobardisk fase dokumenteres af ciboriets små søjler med kong Liutprands navn (712–744); kirken blev i vid udstrækning genopbygget omkring 1000-tallet efter jordskælvet i 1117, og en bulle fra Eugenius III fra 1145 kalder den for første gang en pieve.

Tilnavnet "Ingannapoltron" ("snyder den dovne") hentyder til den stigning, pilgrimme måtte klare for at nå kirken på højen. Sognet var en kollegiatkirke, hvis kanniker drev en schola iuniorum, hvor egnens drenge lærte grundlæggende latinsk grammatik, og blandt hvilke nye præster blev valgt. Døbefonten fra begyndelsen af 1100-tallet står på bygningens venstre side.

Besøgende kan udforske det østlige kloster med dets tre originale kolonnader og centrale brønd, plus et arkæologisk museum designet af Libero Cecchini. Beliggenheden på bakketoppen giver vide udsigter over den omkringliggende region, når man går gennem komplekset.

I det højre skib, under en af søjlerne, står et alter viet til Sol og Luna, rejst af præsten Quintus Sertorius Festus. Ifølge kilderne ser det ud til, at kun arusnaterne dyrkede disse to guder sammen, sandsynligvis for at bede om markernes frugtbarhed.