Grotte di Sant'Angelo, Kalkstenshule i Cassano allo Ionio, Italien.

Grotte di Sant'Angelo er en kalkstenshule nær Cassano allo Ionio med underjordiske kamre dekoreret med stalaktitter, stalagmitter og mineralaflejringer. Systemet strækker sig over flere niveauer med naturlige stenformationer synlige overalt.

Hulerne var en fast boplads for landbrugssamfund i mellemneolitikum (5.–4. årtusinde f.Kr.) indtil slutningen af bronzealderen og blev senere besøgt i metalalderen. I 1951 udforskede huleforskeren Francesco Orofino først karsthulerne ved foden af Muraglione-klippen. Santo Tinè foretog de første stratigrafiske udgravninger mellem 1962 og 1964, og fra 1978 til 1982 blev Pavolella-hulen udgravet og viste en begravelsesfunktion med en sjælden neolitisk ligbrænding.

Hulerne er opkaldt efter Sant'Angelo, og komplekset omfatter Grotta Pavolella, også kaldet Grotta degli Scheletri (Skeletthulen): udgravninger 1978–1982 viste, at den blev brugt til begravelser, med en sjælden neolitisk ligbrænding og malet båndkeramik. Den nedre og øvre Sant'Angelo-hule er hver over en kilometer lang.

Hulerne ligger ved foden af klipperyggen Muraglione, lige op ad byområdet i Cassano all'Ionio, og nås til fods fra byen. Komplekset omfatter Grotta Inferiore og Grotta Superiore di Sant'Angelo, hver med gange på over en kilometer, samt Grotta Pavolella. Underlaget består af gips, ler og sand, og det indre er uden belysning, så medbring lommelygte og solide sko.

Syd for Casa del Drago vokser sjældne planter uden lys, næret af vand, der drypper fra stalaktitterne. De bliver højst 35 cm, rører næsten altid en stalaktit og kan danne grupper på over fyrre eksemplarer; fænomenet er blevet meldt til det italienske nationale speleologiske miljø.