Sant'Antonio Abate, Breno, Tidligere kirke i Breno, Italien

Sant'Antonio Abate er en kirke med lyspudset facade og et højt firkantet klokketårn af grov gråbrun sten til højre, kronet af et hvidt klokkehus med urskive. Facaden har en trappet taglinje, et stort buet vindue med mørke ruder og en lille buet dør med stensramme. Indeni er en enkelt sal opdelt i tre uregelmæssige trapezformede fag med krydshvælv, og en portal af rød sandsten fra 1400-tallet rammer indgangen ind.

Giacomo Marone Ronchis testamente finansierede i 1334 opførelsen af kirken, der blev betroet til brødrene fra Sant'Antonio di Vienne eller vicinia med pligt til daglig messe; i 1359 var den i drift. I 1514 blev der foretaget en fuldstændig renovering, og fra 1529 bar den sognekirketitlen, indtil den nye Salvatore-kirke overtog den i 1653. Afsakraliseret i slutningen af 1800-tallet tjente den som kaserne og derefter biograf, før den i 1910 blev erklæret for nationalt monument.

Navnet stammer fra den hellige Antonius Abbed, som Giacomo Marone Ronchi betroede kirken til i 1334 ved at overlade den til brødre af Sankt Antonius-ordenen fra Vienne med pligt til daglig messe. Omkring koret bærer korvæggene fresker af Romanino med Daniele Mori, malet omkring 1535, som viser de tre unge mænd, der reddes fra ovnen i Daniels Bog.

Kirken vender mod pladsen i Breno, og den stigende gade langs dens venstre side følger pladsens uregelmæssige kant, så facaden og sidevæggen ikke er parallelle. Portalen i rød sandsten sidder lavt midt på den pudrede facade. Bygningen blev afviet i slutningen af 1800-tallet og brugt som kaserne og biograf senere, så spørg på stedet, før du regner med at se interiøret.

Freskerne i koret viser et usædvanligt motiv: de tre unge israelitter Sadrak, Mesak og Abednego, som Nebukadnesar dømmer til ovnen, et tema knyttet til den hellige Antonius' helbredende kraft. Kun den højre væg er fuldt læsbar; over scenen løber et malet balustrade fyldt med kommenterende tilskuere.