San Martino church, Basilika i Magenta, Italien

San Martino er en nyrenæssancebasilika påbegyndt i 1893 efter tegninger af Alfonso Parrocchetti, med et bredt midterskib og to smallere, lavere sideskibe. Den er 87 meter lang, 30 meter bred over tværskibet, og dens tiburio når 57 meter. Facaden, opført 1932–1959 efter tegninger af arkitekten Mariani, bærer relieffer med scener fra sankt Martins liv, en midtportal på fire korintiske søjler og over sideskibene statuer af sankt Ambrosius og sankt Carlo Borromeo.

Don Cesare Tragella foreslog en ny kirke til Magentas voksende befolkning og til minde om de faldne i slaget ved Magenta 4. juni 1859. Arkitekt Alfonso Parrocchetti tegnede den i nyrenæssancestil; grundstenen blev lagt i 1893, og råbygningen stod færdig i 1901. Kardinal Andrea Carlo Ferrari indviede den 24. oktober 1903, men forbød at overføre de faldne til kirken. Klokketårnet blev indviet i 1913, facaden færdiggjort i 1959, og Pius XII ophøjede den til mindre basilika 3. marts 1948.

Kirken fungerer som et aktivt gudstjenestested for Magentas samfund og afholder regelmæssige gudstjenester efter den ambrosianske ritus. Denne liturgiske tradition forbinder sognet med den bredere kirkelige arv i Milano-regionen.

Besøgende kan nå kirken til fods ad Via Roma i det centrale Magenta. Interiøret er åbent i de planlagte gudstjenestetider.

Kirken blev bygget for at mindes slaget ved Magenta i 1859 og skulle rumme de faldnes jordiske rester. Kardinal Andrea Carlo Ferrari, som indviede den i 1903, forbød flytningen, så et af de to formål med byggeriet blev aldrig opfyldt.