Skhul Cave, Arkæologisk sted og naturreservat i Haifa-distriktet, Israel

Skhul-hulen er et arkæologisk sted og naturreservat på Middelhavets kyst i Israel, indlejret i kalkstensklipperne på Karmelbjerget i Haifa-distriktet. Det er et klippely med flere kamre, hvor udgravninger afslørede menneskeskeletter, stenredskaber og dyreknogler.

Dorothy Garrod udgravede første gang hulen i sommeren 1929 og afdækkede flere skeletter af Homo sapiens. Theodore D. McCown fandt i 1932 de fleste af de 14 skeletter, der er bjærget på stedet. I 1939 klassificerede Arthur Keith og McCown resterne fra Skhul og Qafzeh som Palaeoanthropus palestinensis, en efterkommer af Homo heidelbergensis.

Det arabiske navn mġaret es-Skhūl betyder »den unge geds hule«; på hebraisk hedder stedet Me'arat HaGedi. Hulen hører sammen med hulerne Tabun, Jamal og El Wad til Nahal Me'arot naturreservat, en nationalpark og et verdensarvssted. Blandt fundene er to gennemborede perler af skaller fra Nassarius gibbosulus, 100.000-130.000 år gamle, regnet blandt verdens ældste kendte smykker.

Hulen nås gennem Nahal Me'arot naturreservat, som har afmærkede stier og informationsskilte om fundene. Solidt fodtøj er en god idé, da klippeoverfladerne indeni kan være ujævne.

Nogle af skeletterne fundet ved Skhul blev begravet med genstande som vildsvinekæber og skalsmykker, hvilket tyder på bevidste begravelsesritualer. Dette er et af de tidligste kendte eksempler på symbolsk adfærd hos vores art.