Montagne de Lure, Kalkstensbjerg i Alpes-de-Haute-Provence, Frankrig

Montagne de Lure er en 42 kilometer lang kalkstensryg i Alpes-de-Haute-Provence med det højeste punkt Signal de Lure på 1.825 meter. Sydskråningen er lys kalksten gennemskåret af kløfter, nordskråningen er skovklædt mergel. En vej fra Saint-Étienne-les-Orgues går op forbi kapellet Notre-Dame-de-Lure, resten af et kloster fra 1100-tallet.

Menneskelig tilstedeværelse på bjerget begynder i neolitisk tid og fortsætter ved chastelard de Lardiers, et kult- og pilgrimssted kaldet gallernes Lourdes. Den romerske kolonisering var sporadisk og begrænset til de frugtbareste steder, og i 1200- og 1300-tallet blev landsbyer forladt i stort omfang på grund af krige og vandmangel. I 1851 modsatte indbyggerne, overbeviste republikanere, sig statskuppet og blev hårdt undertrykt; fra 1943 oprettede René Char, leder af FFI's faldskærmsnedkastningstjeneste, nedkastningszoner for allieret krigsmateriel her.

Bjergets navn er Montanha de Lura på klassisk provencalsk og Mountagno de Luro efter den mistralske norm. I middelalderen blev det ofte kaldt efter skytshelgnene for katedralen i Sisteron: montagne de Sainte-Marie, de Saint-Thyrse og de Saint-Marius. Forfatteren Jean Giono, født og død i Alpes-de-Haute-Provence, besteg det første gang som elleveårig på et muldyr og skrev om det i sin første bog Colline (1929).

Skistationen er lukket på grund af tilbagevendende sne-mangel, og skråningerne bruges nu til skitoure og langrend. En vej går fra Saint-Étienne-les-Orgues op mod kammerne forbi kapellet Notre-Dame-de-Lure, en rest af et kloster fra 1100-tallet. På turistkontoret i landsbyen kan cyklister låne udstyr til at tage tid på klatreturen.

På topryggen står en rød- og hvidstribet mast og flere tynde hvide master, synlige ved horisonten. Skistationen nedenfor lukkede på grund af tilbagevendende snemangel, og dens område bruges nu til topptur og langrend. Vejen op fra Saint-Étienne-les-Orgues er 17,7 km med 5,7 % stigning.