Abbaye Notre-Dame de Langonnet, Kloster i Langonnet, Frankrig

Abbaye Notre-Dame de Langonnet er et tidligere cistercienserkloster, hvis bygninger er ordnet omkring en firkantet gård. Et højt firkantet tårn med rund urskive og spidst tag rejser sig ved sammenføjningen af to fløje; væggene mod gården har rækker af buevinduer og en arkade med rundbuer i stueetagen. Kapitelsalen er fra 1200-tallet, og kirken blev indviet i 1789.

Klosteret blev grundlagt den 20. juni 1136 af Conan III, hertug af Bretagne, og hans mor Ermengarde af Anjou, og tolv munke fra klosteret L'Aumône i Loir-et-Cher bosatte sig her. Det blev ødelagt under den bretonske arvefølgekrig og genopbygget mellem 1470 og 1518 af abbed Vincent og Henri de Kergoët. Størstedelen af de nuværende bygninger stammer fra 1650–1780, og kirken blev indviet i 1789.

Klosteret har navn efter Notre-Dame, og dets kirke blev indviet i 1789 af abbed François Chevreul. Siden 1857 har det hørt under Helligåndskongregationen, hvis missionærer i 1880 drev en sekundærskole og et noviciat her. Den 7.–8. august 1880 blev relikvien af sankt Mauritius' højre overarmsben overført hertil fra Carnoët foran 20.000 troende.

Klosteret ligger sydøst for landsbyen Langonnet, ved vejen mod Plouray, i Gourin provsti. Det tilhører stadig Congrégation du Saint-Esprit, så en del af anlægget er ikke åbent for offentligheden; spørg ved indgangen, hvilke områder der kan besøges. Kapitelsalen i spidsbuestil er fra 1200-tallet.

Napoleon I oprettede stutteriet ved dekret 10. juni 1806 med fyrre hingste og ti avlshopper. General baron de Wimpfen protesterede i en rapport 28. maj 1807 og kaldte Langonnet »den frygteligste ørken i Nedre Bretagne«; forsyninger kunne kun hentes i Pontivy eller Hennebont. I 1843 havde depotet halvfjerds hingste.