Peyrepertuse, Borgruiner i Duilhac-sous-Peyrepertuse, Frankrig

Peyrepertuse er en middelalderlig borgruin højt oppe på en kalkstensryg i omkring 800 meters højde, opdelt i to adskilte sektioner forbundet af en stentrappe. Den øvre citadel og den nedre fæstning danner et kompakt forsvarskompleks tilpasset det stejle terræn.

Stedet var beboet fra 1. århundrede f.Kr., og en borg nævnes første gang i 806. I 1239 overdrog Guillaume de Peyrepertuse den til Ludvig IX efter at have underkastet sig; fra 1242 styrkede kongen den, og Sant Jordi-tårnet blev opført i 1250-1251. Corbeil-traktaten fastlagde i 1258 grænsen lige syd for borgen.

Navnet Peyrepertuse kommer fra occitansk Pèirapertusa, „gennemboret sten“, efter klippen borgen står på. Fæstningen er en af „Carcassonnes fem sønner“ sammen med Quéribus, Puilaurens, Termes og Aguilar og kaldes „det himmelske Carcassonne“ på grund af sin udstrækning. Besøgende kommer ind gennem nordporten og ser stadig vandringen på den nedre ringmur, hvis plader hviler på konsoller.

Adgangen til borgen indebærer en snoet sti fra parkeringspladsen, der kræver solidt fodtøj og rimelig kondition. Besøget kræver klatring op og ned ad ujævne stier og trapper over flere hundrede meters højdeforskel.

Borgens grundplan sammenlignes med et kæmpemæssigt stenskib, hvis spidse stævn engang bar en stenkastemaskine. Den forhøjede og befæstede Sainte-Marie-kirke, hvis kamtak er gennemboret af skydeskår, udgør sammen med en bolig med to over hinanden liggende hvælvede rum den gamle kernetårn. Fire cisterner på 12 til 40 m³ forsynede garnisonen med vand.