Temple of Aphaea, Oldgræsk helligdom i Aegina Kommune, Grækenland

Aphaiatemplet er et dorisk peripteraltempel af lokal poroskalksten på en tre trins krepis, 13,77 gange 28,81 m, med seks søjler på kortsiderne og tolv på langsiderne; 24 af de 32 søjler står tilbage. De lyse beige, kannellerede søjler bærer en glat arkitrav; flere er brækkede eller mangler og åbner mod det mørke indre. Det ligger på en cirka 160 m høj top i det nordøstlige Aegina.

Stedet blev bygget i den sene arkaiske periode og erstattede en ældre helligdom ødelagt af brand. Placeringen havde allerede været et sted for tilbedelse i århundreder før genopbygningen, som fund fra tidligere perioder afslører.

Navnet Aphaia stammer fra en kretisk gudinde, der blev identificeret med Diktynna eller Britomartis; hun flygtede til Egina og forsvandt i en hellig lund, indbyggerne fandt en statue på stedet og kaldte hende Aphaia, "den usynlige". Navnets oprindelige form var Apha. Pausanias nævner helligdommen, og før indskrifterne blev fundet, blev den anset for en helligdom for Athena eller Herakles.

Adgang følger en brolagt vej mod nordøst fra havnebyen og snoer sig gennem fyrreskove. Stedet er for det meste jævnt og let at gå på, selvom det tilbyder lidt skygge på varme dage ud over trægrænsen, der omgiver bakken.

De pedimentale skulpturer, som Cockerell og von Stackelberg gravede frem i 1811, blev solgt til kronprins Ludwig af Bayern og nåede München i 1828, hvor de vises i Glyptothek; fragmenter findes stadig i Aeginas museer og på stedet. Templets søjler hælder let indad, og hjørnesøjlerne er tykkere end de øvrige.