Kirche St. Elisabeth, Sognekirke i Kassel, Tyskland

Sankt Elisabeth er en rektangulær salformet kirke opført 1959–60 efter tegninger af den München-baserede arkitekt Armin Dietrich, med stålskelet, rød tegl i væggenes øverste to tredjedele og bånd af klart glas ved gulvniveau. Den glatte indgangsfacade i rå beton har fem vandrette fuger og tre sekskantede nicher på midteraksen. Tæt ved står en fritstående kvadratisk kampanile af jernbeton og rød tegl, hvis klokkeetage er fyldt med gennembrudte betonblokke.

Den nuværende kirke blev opført i 1959–1960 efter tegninger af den munikenske arkitekt Armin Dietrich og erstattede Elisabethkirche, som Simon Louis du Ry byggede 1770–1777, blev ødelagt under Anden Verdenskrig og revet ned efter krigen; på dens plads blev Staatstheater opført. Fulda-biskoppen Adolf Bolte indviede den nye bygning 19.–20. november 1960. 1. januar 2016 blev Kassels menigheder sammenlagt; menighedskirken er St. Bonifatius, og St. Elisabeth er siden en filialkirke.

Her hænger fem malerier af hofmaleren Johann Heinrich Tischbein den Ældre, reddet fra den tidligere Elisabethkirche; de stammer fra hans passions- og himmelfartsserie malet til den kirke i 1778, og de øvrige paneler findes på domkirkemuseet i Fulda. Alterkorset, en madonna med barn og de 13 reliefpaneler af korsvejen er værker af den Kassel-fødte Alfred Schöpffe. I Elisabeth-kapellet viser et stenskulptur af Uwe Wenk Wolff den hellige Elisabeth af Thüringen, kirkens skytshelgen, mens hun deler brød ud til de fattige.

Kirken er ubrugelig, siden taget styrtede ned over hele sin længde ved middagstid 6. november 2023; et midlertidigt nødtag dækker den nu. Det fredede orgel og muligvis andre kunstværker blev beskadiget. Menigheden offentliggjorde i juli 2024 en undersøgelse af årsagerne og meddelte i marts 2025 efter en spørgeskemaundersøgelse med omkring 1.500 deltagere, at stedet skal bruges til religiøse, kulturelle og sociale formål.

Tårnet står frit fra kirken som en italiensk kampanile. De nederste etager er udfyldt med røde teglsten, klokkeetagen med gennembrudte betonblokke, og ovenover ligger en etage uden vægge, lukket af et meget fladt teltformet tag med kugle og kors. De fire klokker blev støbt i 1959 af Friedrich Wilhelm Schilling fra Heidelberg og vejer 2440, 1327, 943 og 735 kg.