Saalfeld Abbey, Benediktinsk kloster i Saalfeld, Tyskland

Saalfeld Kloster var et benediktinerkloster grundlagt i 1071 uden for den middelalderlige by Saalfeld ved floden Saale. Dets romanske basilika, viet til Peter og Paulus, stod på Petersbergs flodplateau over floden. Klosterbygningerne, inklusive basilikaen, blev revet ned i 1676 for at gøre plads til slottet Saalfeld, som blev opført mellem 1677 og 1720.

Ærkebiskop Anno II af Köln grundlagde i 1071 benediktinerklosteret Sankt Peter og Paulus og hentede munke fra St. Michael i Siegburg og St. Pantaleon i Köln. Pave Honorius II bekræftede det i 1124, og Mainz i 1125. Klosteret blev beskadiget under bondekrigen i 1525 og sekulariseret i 1526; den sidste abbed, Georg von Thüna, solgte det til greverne af Mansfeld, og i 1532 overgik det til huset Wettin. Den romanske basilika blev revet ned i 1676 for at gøre plads til et slot opført mellem 1677 og 1720.

Klosterets navn lever videre på stedet: efter at den romanske basilika blev revet ned i 1676, blev hertugpaladset opført mellem 1677 og 1720 på samme sted, så Schloss Saalfeld i dag står, hvor munkenes kirke lå. Bedestedet i Coburg, oprettet fra 1075, lå på stedet for nutidens Veste Coburg.

Stedet er let tilgængeligt og ligger nær floden Saale i det centrale Saalfeld. Besøgende kan se de resterende strukturer eller udforske det slot, der nu optager det sted, hvor klosteret engang lå.

Klosteret opretholdt bedehus i flere regioner, herunder Coburg og Probstzella, og udvidede sin religiøse indflydelse langt ud over Saalfeld selv. Dette netværk af afhængige ejendomme gjorde det til en vigtig kirkelig magt i det østlige Thüringen.