Oppidum of Manching, Keltisk oppidum-bebyggelse i Manching, Tyskland

Oppidum i Manching var en keltisk by på sletten ved Paars udløb i Donau, ikke på en høj. Muren, 7,2 km lang og rejst omkring 150 f.Kr. i murus gallicus-teknik, omsluttede 380 hektar; der gik over 8 ton søm til. Indenfor lå planlagte rektangulære grunde, stolpehuse på 40–100 m², værksteder og et kultcentrum. En model viser de monumentale porte med stenfod, træpalisade og bjælketårn.

Oppidumet blev grundlagt i 3. århundrede f.Kr. og bestod til omkring 50–30 f.Kr., hvor det nåede sin største udstrækning i anden halvdel af 2. århundrede f.Kr.: 380 hektar inden for en 7,2 km lang mur. Den første mur blev rejst omkring 150 f.Kr. i murus gallicus-teknik og krævede over 8 tons søm. Paul Reinecke identificerede ringvolden som et keltisk oppidum i 1903; Luftwaffes flyveplads fra 1936–1938 ødelagde store dele af stedet.

Stedet afslører værksteder, hvor folk arbejdede med jern, lavede glasperler og vævede tekstiler som en del af dagliglivet. Disse håndværk viser, hvor specialiseret samfundet var blevet.

Stedet kan udforskes til fods og viser rekonstruerede murafsnit for at hjælpe med at forstå omfanget af de tidligere befæstninger. Et museum i nærheden viser fund fra udgravninger og hjælper besøgende med at forstå dagliglivet fra den periode.

De 7,2 km volde i murus gallicus-teknik krævede efter beregninger på de udgravede rester over 8 ton jernsøm. Udgraverne fandt også en målestok med bronzeringe for hver halve keltiske fod (15,45 cm), som passer til målene på mange husgrundplaner.