Belle-Roche cave, Forhistorisk hule og arkæologisk sted i Sprimont, Belgien

Belle-Roche-hulen er et forhistorisk hulesystem med fire hovedgallerier, der strækker sig over en betydelig længde og ligger højt over floden Amblève. Strukturen viser forskellige lag, der indeholder både tomme aflejringer og områder rige på arkæologiske fund.

Stenbrudsarbejdere blotlagde hulen i 1980, og dens betydning blev anerkendt samme år, hvilket førte til redningsudgravninger indtil 1998. Stedet gav omkring hundrede flintredskaber, herunder to acheuléiske håndøkser, og tusindvis af fossiler af store pattedyr fra Cromer-mellemistiden. Redskaberne, sandsynligvis fremstillet af Homo heidelbergensis, dateres til omkring 500.000 år siden, den ældste sådanne samling i Benelux.

Navnet Belle-Roche kommer fra kalkstensbruddet, hvor arbejdere i 1980 blotlagde fundstedet. Hulen er et palæokarst uden synlig indgang, så indersiden kan ikke besøges; knoglerne og flintredskaberne, blandt andet to Acheuléen-håndøkser, vises på museet Grand Curtius i Liège.

Hulen ligger på den øvre driftsplatform ved den østlige ende af Belle-Roche-bruddet, 160 m over havet og 60 m over Amblève. Den er en opfyldt palæokarst uden synlig indgang udefra, så man kan ikke komme ind. Udgravningerne fortsatte til 1998, og en beslutning i 2020 af den vallonske minister Willy Borsus tillod, at brydningen genoptages med beskyttelse af stedet. En stor del af det udgravede materiale vises på museet Grand Curtius i Liège.

Hulen er en udfyldt palæokarst uden synlig adgang udefra; dens fire gange ligger på den øvre driftsplatform ved kalkstensbruddet Belle-Roches østende. Den bredeste, gång IV, har et tværsnit på 8 × 4 m, og geofysiske målinger tyder på en længde på over hundrede meter.