Castle of Zellaer, Gothic Revival herregård i Bonheiden, Belgien

Zellaer Slot er et nygotisk château nord for Bonheidens centrum, bygget på en kunstig ø i en stor dam. Den rektangulære plan har runde hjørnetårne med koniske skifertage, et højere tårn til højre og en central buet indgang under et rundt vindue, med kamtakker og spir ovenover. Murene består af hvide sandstensblokke fra de nedrevne forter i Vilvoorde.

Allerede før det nuværende slot stod der en borg her: en salgsannonce fra 20. oktober 1836 beskriver en firkantet gotisk bygning med fire tårne og et klokketårn, og ved nedrivningen fandt man træpæle, der muligvis stammer fra 1200-tallet. Måske bestilte Wouter Berthout, herre til Mechelen, den, og kanniken Arnold van Zellaer var første ejer. Det nuværende slot blev opført 1888–1892 for baron Gustavius Eugenius Leo Maria Gislainus de Vrière efter tegninger af Mechelen-arkitekten Heugenbaarts, af hvid sandsten fra de nedrevne forter i Vilvoorde, som afhængige bønder transporterede med hest og vogn. Det blev beskadiget i Første Verdenskrig, restaureret fra slutningen af 1950'erne af præsten Vincent d'Héu og åbnet i 1962 for Foyer de Charité.

Slottets navn stammer fra Arnold van Zellaer, en tidlig ejer af middelalderborgen på stedet. Siden 1962 har det huset et fællesskab i Foyer de Charité-bevægelsen, grundlagt af Martha Robin og bragt hertil af franciskanerpræsten Vincent d'Heu. I dag fungerer det som retrætecenter for bøn og åndelig praksis.

Slottet ligger på en kunstig ø i en stor dam og nås via en stenbro på østsiden. Det huser nu et retrætecenter i Foyer de Charité-bevægelsen, så besøg er ikke et almindeligt turisttilbud; kontakt centret, før du planlægger et stop. Den omkringliggende park, som siden 2017 forvaltes af fonden Kempens Landschap, har bevaret flere brede voldgrave.

De hvide sandstensblokke i murene kommer fra de nedrevne forter i Vilvoorde; de bønder, der var afhængige af Zellaer, måtte transportere dem med hest og vogn. Påstanden om, at slottet er en formindsket kopi af et Loireslot, er aldrig blevet bevist, selv om det ligner Sully-sur-Loire.