Channel Leuven-Mechelen, Beskyttet kanal i Flandern, Belgien

Leuven-Mechelen-kanalen er en beskyttet vandvej, der strækker sig over Flandern og forbinder to store byer. Flere sluser regulerer vandstanden langs dens løb og definerer bredderne.

Dyle blev sejlbar med opstemninger og sluser allerede i 1327, men den voksende handel gjorde strækningen utilstrækkelig; i 1686 blev en sidekanal undersøgt, og i 1749 blev en endelig plan vedtaget. Leuven fik koncessionen 29. januar 1750, og stattholderen Karl af Lothringen tog det første spadestik i Wilsele 9. februar med en sølvskovl og en udsmykket trillebør, som nu findes på M Museum Leuven. Omkring 500 ardennerbønder gravede kanalen, der blev fyldt med vand 21. december 1752. I 1760-1763 blev slusen ved Brysselporten fjernet, og tre nye blev bygget i Tildonk, Boortmeerbeek og Battel.

Længe hed kanalen Leuvense Vaart, »Louvainkanalen«, og fik først sit nuværende navn i 1994, da den flamske region overtog driften. Den tidligere træksti er i dag cykelruten F8 mellem Leuven og Mechelen. På Vaartkom i Leuven mindes Willy Peeters' statue De Kanaalgravers (2000) de 500 arbejdere, som gravede kanalen på to år.

Den tidligere træksti er nu cykelruten F8 mellem Leuven og Mechelen. Kanalen er sejlbar for fartøjer i klasse II op til 600 tons med 3,30 m dybgang. Fem sluser af den sjældne type buiksas regulerer vandstanden; broerne betjenes centralt fra et tårn i Kampenhout.

Kanalens fem sluser er af den sjældne type buiksas: fordybningerne i væggene er afrundede, så de åbnede porte kan ligge i dem. Den tidligere trækvej er nu cykelruten F8 mellem Leuven og Mechelen, og kanalens anlæg er siden et ministerielt dekret af 19. marts 1997 beskyttet som industriarv.